Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

”En lille bjæffende terrier kan godt gøre en forskel”

Masser af anerkendelse og respekt samt et helt nyt job med større indflydelse. Sådan er det gået sygeplejerske Vicki Gudmandsen, siden hun modtog Kirsten Stallknecht Prisen for to år siden.

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 46

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Vicki Gudmandsen modtog Kirsten Stallknecht Prisen i 2019
Vicki Gudmandsen modtog Kirsten Stallknecht Prisen i 2019
Arkivfoto: Bax Lindhardt
At få Kirsten Stallknecht Prisen betød helt vildt meget. Jeg havde et rigtig hårdt år i 2019 oven på hele UTH-sagen, og jeg var meget i tvivl om, hvilket ben jeg skulle stå på karrieremæssigt. Derfor betød det rigtig meget at få den anerkendelse.”

Det siger den forrige modtager af Kirsten Stallknecht Prisen, Vicki Gudmandsen, der i 2019 fik prisen for at ytre sig offentligt om, hvordan UTH-indberetninger på Rigshospitalet blev afvist med begrundelsen, at personalemangel ikke kunne være årsag til en UTH.

Procedurer ændret

”Jeg fik en masse street-credit, fordi jeg turde sige fra, og fordi jeg holdt fast og ikke bare accepterede det,” siger Vicki Gudmandsen.

”Jeg følte nogle gange, at jeg stod og bjæffede som en lille terrier, og jeg tvivlede på, om jeg kunne gøre en forskel, men det kunne jeg.”

UTH-sagen betød, at Rigshospitalet ændrede den måde, man behandlede UTH’er på. 

Vicki Gudmandsen fik ikke anerkendelse fra sin ledelse, men sygeplejersker fra hele landet kontaktede hende og sagde, at sagen lige var det, de havde manglet, fordi de også oplevede, at UTH’er enten ikke blev lavet, ikke blev taget seriøst eller at de ikke fik tilbagemeldinger på, hvad der var sket med indrapporteringerne. 

Pris på CV og nyt job

I dag har Vicki Gudmandsen skiftet jobbet på hjerteintensiv på Rigshospitalet ud med opvågningen på Herlev Hospital. 

I forbindelse med jobsøgningen overvejede hun, om hun turde skrive det på sit cv, at hun havde fået Kirsten Stall-knecht Prisen:

”Jeg var i tvivl om, hvorvidt en leder ville have en sygeplejerske, der siger fra, når der er brug for det. Men det ville de godt her.”

I dag står prisen på Vicki Gudmandsens kontor, og hun ser den hver gang, hun træder ind ad døren. 

Læs også "Hygiejne er blevet hot"