Gladere, men fattigere

Et par lyse lokker danser på begge sider af Anja Hansens smilende blågrønne øjne, da hun hilser på Hugo Bay på gangen. Hun viser ham ind i det lille lyse rum på 7. sal på Roskilde Sygehus, hvor byens hustage og fjorden åbner sig uden for vinduerne. 

Anja Hansen beder ham tage plads i den blå lænestol i hjørnet, mens hans kone, Lone Bay, sætter sig på skalstolen langs den modsatte væg. Hugo Bay har det fint. Men hans hjerte får hjælp af en indopereret pacemaker, og Anja Hansen skal kontrollere, at alt er, som det skal være med den. Og med Hugo Bay. 

Hun står en halv meter fra ham ved et højt rullebord med en særlig form for computer – en programmer – som hun måler og aflæser data på fra pacemakeren, mens Hugo Bay svarer på hendes spørgsmål. Han fortæller, at det er som om, pacemakeren har drejet sig. Og han har et par gange mærket en smerte, der føles som en gnist i maven. 

Anja Hansen beder ham om at knappe skjorten op.

”Jeg tager lige fat i den og mærker,” siger hun, inden hun med fingrene tager fat om huden i venstre side tæt på armhulen. Konturerne af noget hårdt på størrelse med et visitkort viser sig gennem huden. Hun skubber lidt til pacemakeren og slipper så igen.

Hun skriver en besked til sig selv på en gul papirlap. 

Fem vilde år

Til sommer er det fem år siden, Anja Hansen blev uddannet sygeplejerske og begyndte i sit første job på Hjertemedicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus. Siden har Sygeplejersken med jævne mellemrum mødt hende. 

Karrieren startede med spænding og usikkerhed. Og frygten for at begå fejl i månederne efter den første intro, hvor hun skulle stå på egne ben. Hun fik problemer med sine knæ, der havde svært ved at klare de lange dage og nætter op og ned ad hospitalsgangene. 

Corona tog hun i stiv arm. Meldte sig frivilligt til at tage vagter på sygehusets coronaafsnit og endte med at stå med et stort ansvar. Men virussen satte alt under pres, også på hendes afdeling, og hun endte i flere situationer med at stå alene med flere kritisk syge patienter uden at få hjælp. I sommeren 2021 endte det efter en mareridtsvagt med en længere stresssygemelding.  

Afbrækket gav ny ilt til tankerne om at videreuddanne sig eller helt at skifte branche. I første omgang søgte hun nye græsgange. I Roskilde.

Mere tid, nye krav

Det er nu lidt mere end et år siden Anja Hansen begyndte på deldøgnsafsnittet på Kardiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor hun var midlertidigt ansat fra februar til april. 

”Det var lidt specielt at starte på en sengeafdeling, når jeg kom fra en sengeafdeling, hvor jeg havde været max presset. Men der var en helt anden kultur og et andet tidsperspektiv. Det var en mindre afdeling, hvor det var mere planlagt, hvor mange patienter, der var,” fortæller Anja Hansen og fortsætter: 

”Jeg kom fra et sted, hvor det var fint, så længe du nåede det vigtigste. Derfor blev jeg lidt angstprovokeret af, hvor grundige de var - fordi de havde tiden til det. Her var det vigtigt at nå det hele.” 

På den nye afdeling var der tid til at give fyldestgørende information til patienterne og gennemgå alt skriftligt materiale med dem. Det var længe siden, Anja Hansen havde gennemgået noget som helst, hun havde udleveret. Ligesom hun var vant til, at hvis hun glemte noget, så var det nok ikke så vigtigt. Men her glemte man ikke noget.

Svært at gå ned i tempo

Den stressede hverdag fra Slagelse sad dog stadig i kroppen på Anja Hansen. Det tog lang tid at komme ned i tempo. Når hun sad og spiste frokost, fik hun ofte følelsen af at have glemt noget. Men hun sad netop og spiste frokost, fordi hun havde lavet det, hun skulle.

Det var først, da hun og kæresten Morten Birk Djurhuus i april sidste år drog afsted på fire måneders ferie rundt i Skandinavien i deres autocamper, at hun for alvor fandt roen.

”Jeg er kommet af med mine stresssymptomer. Men det vil nok altid sidde i én, når man har prøvet det,” smiler hun stille.

Caption 

Det var svært for Anja Hansen at gå fra at være den erfarne sygeplejerske til at være nybegynder og stille spørgsmål til alt. Men kollegerne – herunder sygeplejerske og pacetekniker Henriette Gøtterup Wilken på billedet her – er altid klar til at hjælpe.

Attribution 

Foto: Claus Bech

Slut med overarbejde

Det har også betydet, at hun og kæresten har taget nogle beslutninger om, hvordan de gerne vil leve. F.eks. har de valgt at droppe overarbejde. Det er ellers rart at hjælpe og godt for økonomien. Men det er slut. De vil have et budget, der kan hænge sammen med deres grundløn.

”Min stresssygemelding har været et stort vendepunkt. Penge er ikke det vigtigste,” understreger Anja Hansen.

Efter at have travet i de norske fjelde, oplevet solskin døgnet rundt på Nordkap og gransket Bornholms klipper vendte Anja Hansen hjem til et andet nyt job. Det var egentlig det job, hun havde søgt og fået et halvt år tidligere, men med rejsen in mente gav det ikke mening, at hun startede pga. den oplæring, hun skulle igennem. Derfor var hun på Kardiologisk Deldøgnsafsnit de tre måneder inden ferien. 

Det faste nye job var og er på Pacemaker/ICD Klinik på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. 

Helt nyt teknisk område

De holder til på 7. sal, hvor Anja Hansen har sat elektroder med forskellige farver på Hugo Bays arme. Rød, gul, grøn, hvid og sort. 

Hun beder ham lave nogle bevægelser med armene og viser, hvordan han skal trykke hænderne ind mod hinanden og kigger igen på skærmen.

”Jeg måler pacemakeren for at se, hvordan den har det. Jeg kan se, at den har været i brug et par gange siden april sidste år. Det er ikke nødvendigvis noget, du har mærket. Men den fungerer helt, som den skal,” fortæller hun.

Det er et halvt år siden, Anja Hansen havde sin første vagt på ambulatoriet. I denne uge er det første gang, hun har patienter helt selv.

”Det var svært i starten. Det er meget teknisk, og noget helt andet end det, jeg kommer fra. Det har været et markant skifte fra, at jeg har arbejdet meget selvstændigt, til at jeg pludselig intet vidste,” fortæller hun. 

Hun har dog kun positivt at sige om sit nye arbejde, hvor hun er blevet taget godt imod. Kollegerne tager hensyn til hende, og er altid klar til at hjælpe og støtte og svare på spørgsmål. Og de var straks opmærksomme, da Anja Hansen over vinteren var ekstra træt og fik små stresssymptomer.

”Der var lige lidt mange ting. Men det skyldtes ikke arbejdet. Vi har boet hos mine svigerforældre siden, vi kom hjem. Nu har vi købt den gård, som vi har talt så meget om. Men det tog lige nogle kræfter at få det på plads,” smiler Anja Hansen.

Caption 

Den 1. marts i år overtog Anja Hansen og hendes kæreste Morten Birk Djurhuus deres første ejerbolig sammen i form af en lille gård i Bromme tæt på Dianalund.

Attribution 

Foto: Claus Bech

Nyt overskud, lavere løn

Det er på gården, at fritiden skal bruges. Samt med familie og venner. Den fritid, som hun tidligere aldrig var helt sikker på, at hun havde, fordi hun ikke vidste, om hun fik ekstra vagter, skulle blive længere eller bare havde skæve vagter, som krævede ekstra tid til restitution. 

”I dag arbejder jeg fuld tid og har to timers transport hver dag. Men jeg har meget mere overskud, når jeg har fri. Mine knæ har det bedre, og jeg kan træne hver eller hver anden dag. Og jeg ved, at jeg kan komme til min venindes barns barnedåb og til min egen fødselsdag,” fortæller hun. 

Hun er glad, men det har også en pris. Til trods for at hun er gået op i tid fra 33 til 37 timer om ugen, er hun gået 3.500 kr. ned i løn. Om måneden. Og det er uden at tælle de vagttillæg med, som hun fik i Slagelse.

 ”Jeg kunne ikke tage mine personlige tillæg fra min gamle afdeling med mig. Kun et kompetencetillæg på 1.000 kr. Så det er, hvad jeg får nu, udover min grundløn,” fortæller Anja Hansen.  

Grundig nybegynder

Der er stadig meget at lære, men hun er klar over, hvad hun kan – og hvad hun ikke kan. Hver dag er hun koblet på en makker, hun kan gå til med spørgsmål, som i dag, hvor hun, mens Hugo Bay knapper skjorten, snupper den lille gule papirlap og smutter ud af rummet for at dobbelttjekke med sin makker, at Hugo Bays pacemaker er helt ok.  

Hurtigt er hun tilbage og gentager over for ham, at alt er, som det skal være, og der er intet at være bekymret for. 

Hugo Bay er glad for beskeden og siger bagefter henvendt til Sygeplejerskens journalist:

”Man kan godt mærke, hun er ny. Hun er nemlig meget mere grundig, end dem der har været her i mange år. De er lidt mere nonchalant i det,” smiler han og nikker tilfreds til Anja Hansen.