Fag & Forskning
Hold udkig efter de belastede pårørende
Demens slider mere på de pårørende end andre kroniske sygdomme som diabetes og KOL. Sygeplejersker skal spotte de belastede pårørende, oplyse dem og præsentere tilbud om aflastning.
Fag & Forskning 2016 nr. 4, s. 32-33
Af:
Christina Sommer, journalist
Omkring 400.000 danskere er pårørende til en person med demens, og det er ofte et fuldtidsjob, som slider hårdt både fysisk og psykisk. Flere internationale studier viser, at pårørende til mennesker med demens er mere syge end pårørende til folk med andre kroniske sygdomme som diabetes og KOL, hvilket bl.a. Sundhedsstyrelsen har beskrevet og dokumenteret i et større tema om pårørende til mennesker med demens (6).
”Det slider tilsyneladende meget mere at være pårørende til mennesker med demens. De har større risiko for selv at blive syge og et større forbrug af sundhedsydelser. De går oftere til læge, bliver indlagt hyppigere, får oftere depression og har et større medicinforbrug. De er ofte ladt alene med et problem, der fylder 24 timer i døgnet, og det slider på deres fysiske og psykiske helbred,” siger Gunhild Waldemar.
Hun understreger dog, at de pårørende meget gerne vil være der for deres kære med demens. Men også, at de har brug for sparring og aflastning, og her kan sygeplejerskerne gøre en stor forskel, vurderer Gunhild Waldemar:
”Med deres helhedsorienterede syn på pleje og behandling og sundhedsfaglige uddannelse er sygeplejersker selvskrevet til at spotte belastede pårørende,” siger hun og understreger, at det er vigtigt at tænke pårørende bredt:
”Der går ofte automatik i den – mange tænker, at den pårørende er den, patienterne bor sammen med, f.eks. ægtefællen. Men den pårørende kan være søskende, børn eller børnebørn, og de kan også bo langt væk. Fælles for dem er, at de alle kan være vigtige ressourcer for mennesket med demens, men altså også belastede.
Hav mod til at tage ledelsen
Overordnet får pårørende til mennesker med demens det bedre, når først diagnosen er stillet. Dernæst har de brug for al den viden, de kan få, samt tilbud om evt. aflastning.
”Jo mere de pårørende ved om demens, og hvordan de kan hjælpe, jo lettere bliver opgaven. Informationen kan de få skriftligt, men også på informationsmøder og undervisningsforløb, som mange kommuner tilbyder,” forklarer Gunhild Waldemar, som mener, at kommunerne derudover bør have tilbud om aflastning som f.eks. madordning eller hjælp til indkøb.
Sygeplejersker oplever ofte, at de pårørende afslår aflastningstilbud. Hvordan griber man det an?
”Det kan være rigtig svært for pårørende at fremlægge et forslag om f.eks. hjælp til indkøb eller aktiviteter i et dagcenter. Den snak er meget svær, og her skal sygeplejerskerne hjælpe de pårørende med fremlæggelsen. Det handler meget om en pædagogisk tilgang og god kommunikation i argumentationen,” siger Gunhild Waldemar og uddyber:
”Sommetider skal hverken personale eller pårørende rette sig efter, hvad mennesker med demens siger. Gør man det, kan det resultere i rigtig dårlig pleje. Er man så syg, at man får hjælp til indkøb, kan man nok heller ikke beslutte, hvad man skal købe ind. Lad patienten selv komme med nogle bud og sæt selv de andre nødvendige ting på listen, med samtykke fra patienten. Ellers ender det måske med, patienten køber de samme to ting hver gang, men hverken har mælk, rugbrød eller smør. Personalet må gerne tage ledelsen, og de skal have modet til at gøre det.”