Forebyggelse og tidlig opsporing

Selvom type 2-diabetes kan gå i arv, har større studier vist, at flere end halvdelen af diabetestilfældene kan forebygges eller udskydes ved intensiv fokus på kost og motion og generelt sunde vaner. Det er dog svært at implementere nye strikse mad- og bevægelsesvaner i hverdagen, men også her kan bl.a. sygeplejersker i kommuner og almen praksis spille en afgørende rolle for mange patienter og for dem, der endnu ikke har fået sygdommen, siger Helle Terkildsen Maindal. 

”Praktiserende læger og sygeplejersker i almen praksis og kommuner bør komme mere på banen. En ting er, hvis patienten har diabetes og skal behandles for det. Men der er god evidens for, at man med de rette greb kan forebygge eller udskyde diabetes,” siger hun og uddyber: 

”F.eks. viser store internationale studier, at man ved ændring i kosten og et vægttab på bare 5 pct. sammen med fysisk aktivitet kan udskyde sygdommen eller i bedste fald hindre, at folk overhovedet bliver syge. Den rette fysiske aktivitet er meget afgørende både ved prædiabetes og diabetes. Det styrker kredsløbet og metabolismen, som er ude af balance ved diabetes” (10). 

Væk med overvægt og røg

At der er plads til forbedring i det opsporende og forebyggende arbejde, vidner antallet af følgesygdomme hos patienter med type 2-diabetes om (11). 

”35 pct. af de patienter, som får konstateret type 2-diabetes, har på diagnosetidspunktet allerede en eller flere følgesygdomme. Det kan være forandringer i øjets nethinde, hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme eller neuropatiske gener. Det kan være årsag til, at de i første omgang søger læge,” siger Helle Terkildsen Maindal.

For at nedsætte antallet af både type 2-diabetes og følgesygdomme peger Helle Terkildsen Maindal på, at primær og sekundær forebyggelse i høj grad er vejen frem:

”Primær forebyggelse drejer sig jo om, at vi som sundheds- og socialvæsen generelt har fokus på hele befolkningen i forhold til sund livsstil og kost og motion. At vi arbejder for at skabe de bedste vilkår for befolkningen til at leve sundt. Her er det afgørende, at indsatser udvikles sammen med borgerne, så tiltagene kommer til at give mening og være bæredygtige.”

I forhold til type 2-diabetes er det altså især værd at fokusere på forebyggelsesindsatser indenfor områderne overvægt, fysisk aktivitet, mad og måltider, tobak og alkohol.

Rikke Selzer Terkildsen: Mange patienter med type 2-diabetes lider af en eller flere af de såkaldte risikofaktorer som f.eks. hypertension, abdominal fedme/overvægt, hyperlipidæmi eller insulinresistens/forhøjet blodsukker. Så det er også noget, man kan være opmærksom på, når man møder en borger eller patient?

”Ja. Møder sygeplejersken en overvægtig patient eller borger, som ryger, er det oplagt at komme ind på den generelle sundhed med udgangspunkt i patientens situation og vilkår. Og også om, hvordan patienten har det i forhold til velkendte kliniske symptomer på diabetes som træthed, øget tørst og hyppige vandladninger – både med henblik på forebyggelse, men også evt. udredning,” svarer Helle Terkildsen Maindal og uddyber: 

”Det kræver en sundhedspædagogisk tilgang for at kunne gøre dette uden at være fordømmende eller formynderisk, men det er kompetencer, mange sygeplejersker har forudsætning for at kunne beherske.” 

Sygeplejersker skal være ekstra opmærksomme

Sekundær forebyggelse er de indsatser, som sundhedspersonalet bør have fokus på i forhold til særlige risikogrupper (se boksen ”Hvem bør tilbydes undersøgelse?”), mener Helle Terkildsen Maindal:

”Vi ved, jo at det er en forebyggelig sygdom, og der er også evidens for, at nogle er i større risiko for at udvikle diabetes end andre, så selvfølgelig skal vi bruge nogle ressourcer her. Her kunne jeg godt ønske, at indsatsen i almen praksis og kommuner blev mere formaliseret. Kan vi udskyde en diabetes bare fem år, sparer vi virkelig meget både som samfund og i forhold til patientens livskvalitet.”

Vejen frem i det forebyggende og opsporende arbejde er dog ikke egentlige befolkningsscreeninger. 

”Det er der ikke evidens for. Vi skal arbejde med såkaldt casefinding, hvor vi skal være ekstra opmærksomme, når patienter kommer og præsenterer diffuse, men alligevel kendte symptomer på diabetes. Og så kan der også være tale om opportunistisk screening, hvor sundhedsvæsenet har en særlig opmærksomhed på de personer, som vi ved er i høj risiko for at udvikle type 2-diabetes,” siger hun.

Ifølge Helle Terkildsen Maindal har flertallet af landets kommuner kost, motions- og undervisningstilbud målrettet borgere med type 2-diabetes:

”Men der mangler tilbud til folk med ”prædiabetes”. Jeg har en kongstanke om, at vi skal have nogle forebyggende sygeplejersker eller folkesundhedsprofessionelle med særligt sundhedsfremmende kompetencer i kommunerne. Der er et kæmpe behov for at lave tværfaglige, lokale indsatser rettet mod f.eks. mad og bevægelse, ikke kun i forhold til diabetes, men også mange andre livsstilssygdomme som KOL og hjertesygdomme.”