Utilstrækkelig produktion og følsomhed

Diabetes mellitus, i daglig tale sukkersyge, er en kronisk stofskiftesygdom. Verdenssundhedsorganisationen WHO inddeler generelt sygdommen i tre former: type 1-diabetes, type 2-diabetes og gestationel diabetes, også kaldet graviditetsdiabetes (5).

For alle tre typer gælder, at indholdet af glukose i blodet er forhøjet (hyperglykæmi, red.) pga. problemer med produktion af eller nedsat følsomhed over for bugspytkirtelhormonet insulin. Det medfører forstyrrelser i kulhydrat-, fedt- og proteinomsætningen, hvilket ubehandlet kan resultere i symptomer som udtalt tørst, hyppig vandladning, kløe, infektion i hud og slimhinder, kvalme og træthed, og senere også mere alvorlige følgesygdomme, de såkaldt sendiabetiske sygdomme/senkomplikationer, i bl.a. øjne, nyrer, nerver, hjerte og blodkar (se boksen ”Følgesygdomme”, red.). 

Ved type 1-diabetes stopper kroppen helt med at producere insulin. De insulinproducerende celler (beta-celler, red.) i bugspytkirtlens Langerhanske øer er gået til grunde, ødelagt af kroppens eget immunforsvar, der fejlagtigt har opfattet cellerne som et fremmedlegeme. Graviditetsdiabetes er derimod en midlertidig diabetes, som typisk diagnosticeres i sidste del af graviditeten, hvor der på grund af graviditet og moderkage er mange hormoner i kroppen. Hormonerne får insulin til at virke dårligere, og kroppen skal derfor danne mere insulin, hvilket ikke alle kvinder kan. De udvikler derfor diabetes, som for de flestes tilfælde går i sig selv igen efter fødslen.

Da type 2-diabetes er den mest udbredte med op til 90 pct. af alle tilfælde, er hovedfokus i denne trialog netop type 2-diabetes. Her er kroppens følsomhed for insulin nedsat i muskel- og fedtvæv, og insulinsekretionen kan også være utilstrækkelig (5). Mange patienter med type 2-diabetes producerer en vis mængde insulin i bugspytkirtlen, men cellerne i musklerne er blevet dårlige til at udnytte den. Og det går bl.a. ud over musklernes arbejdsevne, fortæller Helle Terkildsen Maindal og uddyber: 

”I de tilfælde vil det kræve en stor mængde insulin at optage selv de mindste mængder næring. Ved lav insulinfølsomhed er det især muskelcellerne, som optager for lidt næring, hvilket vil placere størstedelen af denne næring i fedtcellerne, hvorved stofskiftet forringes med f.eks. overvægt til følge.”

Udvikler sig langsomt

Den nedsatte følsomhed kommer ikke fra den ene dag til den anden. De klassiske symptomer som træthed, øget tørst og hyppig vandladning er derfor milde i begyndelsen og udvikler sig langsomt, som regel over måneder til år.

”Patienter med type 2-diabetes kan gå i mere end 10 år uden at vide, de har diabetes eller forhøjede glukoseværdier, som viser forstadier til sygdommen. Nogle mærker det lidt tidligere, men overordnet stilles diagnosen ofte sent, og mange patienter har derfor allerede komplikationer, når sygdommen opdages,” forklarer Helle Terkildsen Maindal og uddyber: 

”Det understreger vigtigheden af, at både sygeplejersker og andet sundhedspersonale virkelig er opmærksomme på tidlige symptomer og risikofaktorer, når de møder borgere og patienter.”

Usund livsstil og social slagside

Type 2-diabetes skyldes både arv og livsstil. Har en af ens forældre type 2-diabetes, er risikoen for, at man selv udvikler diabetes på et tidspunkt, 40 pct. Har begge forældre sygdommen, er risikoen helt op til 80 pct. Hvis ingen forældre eller søskende lider af type 2-diabetes, er risikoen 10 pct. Og den afhænger igen i høj grad af den livsstil, man fører. For lidt motion, rygning, usund mad og for stort alkoholindtag øger risikoen markant. 

”80 pct. af patienterne med type 2-diabetes er overvægtige. Overvægt er en af de største risikofaktorer, da det nedsætter følsomheden i cellerne, men i dag bliver forskere også mere og mere opmærksomme på, at stress og sociale relationer påvirker udviklingen. Derfor skal vi tænke langt mere i levekår,” påpeger Helle Terkildsen Maindal (6).

Antallet af mennesker med kendt type 2-diabetes har i mange år været stigende ikke blot i Danmark, men i hele verden, hvilket især tilskrives en generelt mere usund og stillesiddende livsstil. Hvor sygdommen før i tiden primært ramte ældre mænd – deraf betegnelsen gammelmandssukkersyge – får flere og flere yngre i dag også diagnosen, ligesom kønsfordelingen er nogenlunde lige, dog med en lille overvægt af mænd. I aldersgruppen under 40 år har mellem 2 og 5 pct. type 2-diabetes mod mellem 10 og 20 pct. i aldersgruppen 40-69 år og 15 til 30 pct. i aldersgruppen 70-79 år (7). 

I dag har ca. 239.000 danskere type 2-diabetes, mens det anslås, at 60.000-200.000 danskere har sygdommen uden at vide det. Og ifølge en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed vil antallet vokse dramatisk frem til 2030, hvor forskerne estimerer, at omkring 430.000 borgere vil leve med type 2-diabetes (3). 

Stigningen skyldes delvis, at vi bliver ældre og ældre, og den største stigning ses da også blandt mænd og kvinder i aldersgruppen 65+. Men den store risikofaktor – usund livsstil – afspejles bl.a. også i, at flere mænd end kvinder – 242.300 mænd mod ca. 187.000 kvinder – ifølge beregningerne vil få diagnosen, ganske simpelt fordi mænd generelt har en mere usund livsstil end kvinder. Flere mænd ryger, er overvægtige og spiser usund mad, fastslår forskerne bag fremskrivningen. 

Det er desuden velkendt, at risikoen for type 2-diabetes er højere blandt indvandrergrupper med især pakistansk, tyrkisk og somalisk baggrund sammenlignet med etniske danskere, hvilket skyldes arvelig disposition og anderledes livsstil. Derudover har type 2-diabetes en stor social slagside, hvilket igen kan tilskrives risikofaktorerne som rygning, overvægt og usund mad. Hos mennesker med kort uddannelse ses en tre gange større forekomst af type-2-diabetes end blandt mennesker med lang uddannelse, ligesom mennesker med kort uddannelse i gennemsnit diagnosticeres fem år senere end dem med lang uddannelse. De højt uddannede har også lavere risiko for at udvikle senkomplikationer og for tidlig død (4). Det er vigtigt at have in mente i det forebyggende og opsporende arbejde, men også i behandlingsindsatsen, påpeger Helle Terkildsen Maindal:

”Overordnet mener jeg, at man i sundhedsvæsenet skal blive bedre til at bruge denne viden og give forskellige tilbud til de forskellige målgrupper. Her gælder det især om at være kreativ og tænke i innovative tiltag, der tager højde for social ulighed samt patienternes forskellige handle- og sundhedskompetencer.”