Husk patienternes seksualitet

Manglende rejsning, tørre slimhinder og smerter ved samleje er bare nogle af de seksuelle problemer, som mange patienter oplever i forbindelse med sygdom og behandling. Og som om det ikke er slemt nok, kan de seksuelle problemer føre til isolation samt skyld og skam, hvilket heller ikke gavner patienternes sygdomsmestring og livskvalitet.

Seksualiteten bliver især påvirket ved sygdomme og indgreb i underlivet og kønsorganerne, men i princippet kan al psykisk og somatisk sygdom, behandling og medicin direkte eller indirekte påvirke patienternes seksualitet. Det fortæller Birgitte Schantz Laursen, lektor, cand.cur., ph.d. og specialist i sexologisk rådgivning fra Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet:

”Selv en glædelig begivenhed som en fødsel påvirker jo forældrenes seksualitet og samvær. Er barnet f.eks. for tidligt født, kan et langt forløb på neonatal-afdelingen også få store konsekvenser for forældrenes sex- og samliv. Det har de krav på, at vi sygeplejersker som minimum oplyser dem om. At vi opfordrer dem til at passe på hinanden og intimiteten,” siger sygeplejeforskeren, som også er ansat i Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, hvor hun bl.a. rådgiver patienter med seksuelle problemer i længerevarende ambulante forløb.

Kræver basal viden

Samtaler om patienternes seksualitet er dog langt fra rutine for mange sygeplejersker, hvilket igen kan resultere i, at patienterne aldrig får hjælp til at mestre de seksuelle udfordringer, de kan opleve i forbindelse med sygdom og behandling (2).

Ifølge en ny analyse beskrevet i Sygeplejersken nr. 1/2020 anerkender flertallet af sygeplejerskerne, at de har ansvar for at tale seksualitet med patienterne. Men over halvdelen synes, at det er svært, og finder også, at emnet generelt er tabu blandt både sygeplejersker og patienter – det såkaldte tovejstabu. Derudover føler fire ud af 10 sygeplejersker sig ikke rustet til at tale med patienterne om deres seksualitet, bl.a. fordi de mangler viden om seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom (3).

Birgitte Schantz Laursen har stor forståelse for, at samtaler om patienternes seksualitet kræver et vist niveau af viden, tid og de rette fysiske rammer. Men hun understreger, at den obligatoriske opgave som udgangspunkt bør være overkommelig for alle sygeplejersker, uanset om de er ansat i en kommune, lægekonsultation, på et hospital eller et helt fjerde sted.

”I langt de fleste tilfælde er det ikke sværere end at tale om død eller afføring. Det kræver selvfølgelig, at man har basal viden om seksualitet og ved, hvordan en given sygdom eller behandling kan påvirke patientens seksualitet,” siger hun og tilføjer:

”Langt fra alle sygeplejersker skal være specialister. Det er helt legitimt at sige, at man ikke ved nok om en given problemstilling for så at opsøge informationerne andetsteds og vende tilbage eller henvise patienten videre.”

Indtænk det i alle patientforløb

Det scenarie genkender sygeplejerske Birgitte Tingskov Andersen fra Urologisk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg. Med en master i sexologi er hun den, som kolleger, andre afdelinger og praktiserende læger henviser patienter til, når problemerne med sex- og samliv kræver et specialiseret og ofte længere rådgivnings- og behandlingsforløb.

Birgitte Tingskov Andersen deler opgaven med ambulatoriets afdelingslæge, og rådgivningen finder sted på sygehusets sexologiske klinik, som har åbent en gang om ugen. Hun er meget bevidst om, at hun qua sin masteruddannelse har fået større viden om, hvor grundlæggende og vigtig seksualitet er for de fleste menneskers sundhed og trivsel. Hun har også fået flere redskaber til at hjælpe patienterne bedst muligt på vej og ved, at hun er privilegeret, da patientsamtalerne ofte varer en time og finder sted under fire, helst seks øjne, da hun altid inviterer en eventuel partner med.

Hun opfordrer alligevel alle sygeplejersker til at indtænke patienternes seksualitet i alle patientforløb fra start til slut, da hun ofte møder patienter, som aldrig er blevet oplyst om, at en given sygdom eller behandling f.eks. kan påvirke rejsningsevnen, og derfor har gået med problemet alene alt for længe uden at søge hjælp.

”Det påvirker ikke kun manden fysisk – også psykisk kan det betyde, at han føler skyld og skam og begynder at isolere sig og afvise sin hustru. Det er så vigtigt, at patienterne så tidligt som muligt får hjælp til at mestre eventuelle seksuelle problemstillinger,” siger hun.

Birgitte Schantz Laursen tilføjer:

”For mange patienter kan det være nok og være hjælp til selvhjælp at få at vide, at sygdom, medicin eller behandling kan påvirke deres sexliv: Måske får du et rejsningsproblem, måske ikke. Men gør du, så gå til egen læge eller tal med sygeplejersken, næste gang du kommer til kontrol i ambulatoriet. Mere skal vi ofte ikke fortælle patienterne.”