Sygeplejersken
Sygeplejersker har svært ved at tale om sex
Sygdom og behandling påvirker mange patienters seksualitet negativt, og sygeplejersker har pligt til at sørge for, at seksualitet bliver en naturlig del af patientmødet. Hver anden sygeplejerske finder dog den opgave svær og mener også, at emnet er tabu blandt sygeplejersker og patienter. Det viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Tabuet har konsekvenser for patienternes sygdomsmestring og livskvalitet, siger forskere og patientforeninger.
Sygeplejersken 2020 nr. 1, s. 20-25
Af:
Christina Sommer, journalist
Ifølge Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser” skal det som ”minimum fremgå af journalføringen om den sygefaglige pleje og behandling, at der er taget stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer inden for følgende 12 sygeplejefaglige problemområder”.
Punkt 8) lyder: Seksualitet, f.eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler.
Hvis området ikke er aktuelt for patienten, skal det også fremgå af journalen. Aktuelle problemområder skal beskrives nærmere ”i relevant omfang med hensyn til de identificerede og bedømte behov og problemer, planlægning, udført pleje og behandling og opnåede resultater.”
”Mange kolleger mener, at seksuel udfoldelse er klamt, når man er ældre.”
”Der bliver ikke spurgt ind til behovet.”
”Det er et stort tabu blandt patienter og kolleger, og mange kolleger er så nervøse omkring emnet, at de straks går i forsvar og siger, at det ikke er vores opgave at tale seksualitet med patienterne.”
Det er bare tre af mange svar, som sundhedsplejerske og formand for Fagligt Netværk for Seksuel Sundhed, Lone Kjær Hein, fik, da hun i august sidste år spurgte ca. 40 sygeplejersker om deres udfordringer i forbindelse med at arbejde med seksuel sundhed og sexologi.
Spørgsmålet blev stillet i en lukket Facebook-gruppe for sygeplejersker med interesse for sexologi, som Lone Kjær Hein, der også er medlem af Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, administrerer.
Sygeplejerskerne er ansat så forskellige steder som i retspsykiatrien, hjemmesygeplejen, urologien, gerontologien, socialsygeplejen og pædiatrien. Og besvarelserne giver et tydeligt billede af, at patienternes og borgernes seksualitet er et stort tabu på mange arbejdspladser, fortæller Lone Kjær Hein:
”Det er ret forstemmende, at selv frontløbere som de her sygeplejersker, der interesserer sig særligt for området, ofte er ansat steder, hvor emnet stadig er tabu blandt kolleger og ledere.”
Tovejstabu med konsekvenser
Lone Kjær Heins undersøgelse bekræfter resultatet af en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Den viser, at flertallet af sygeplejerskerne anerkender, at de har ansvar for at tale seksualitet med patienterne.
Men over halvdelen (55 pct.) synes det er svært, og over halvdelen mener også, at emnet generelt er tabu blandt både sygeplejersker og patienter - det såkaldte tovejstabu, som ofte resulterer i, at hverken sygeplejersker eller patienter berører emnet.
Og bliver tabuet brudt, er det ofte patienten, der tager det første skridt, fortæller læge og professor i sexologi Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet.
Projekt SEXUS er verdens største sexlivsundersøgelse. Mere end 62.000 danskere i alderen 15-89 år har besvaret et spørgeskema med hundredvis af spørgsmål om krop, køn, seksualitet og sundhed. Besvarelserne danner grundlag for rapporten ”Sex i Danmark”, som udkom den 28. oktober sidste år.
Den ca. 750 sider lange rapport præsenterer hundredvis af spændende resultater om danskernes seksuelle verden og hverdag – fra seksuel identitet, erfaring og tilfredshed til ”usikker sex”, prostitutionsbesøg, utroskab, seksuelle overgreb og funktionsproblemer, seksualundervisning, parforholdskvalitet, LGBT-sundhed og samspillet mellem livsstil, helbred og seksualitet.
Projekt SEXUS er resultatet af et samarbejde mellem Afdeling for Epidemiologisk Forskning (Statens Serum Institut) og Sexologisk Forskningscenter (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet).
Han henviser bl.a. til den nye danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS, der også spurgte ind til, om danskerne inden for de seneste fem år havde talt om seksuelle spørgsmål eller problemer med f.eks. en sygeplejerske, læge eller psykolog. Det svarede 20 pct. ja til, men i tre ud af fire tilfælde, havde patienten selv bragt emnet på banen.
”Det bekræfter mig i, at der er en asymmetri i det her tovejstabu. Som fagfolk er vi forpligtede til at tage emnet op, men det sker tilsyneladende ikke i særligt stort omfang. Og vi ved jo, at mange patienter har et behov, som ikke bliver imødekommet.”
Det kan igen få negative konsekvenser for patienternes sygdomsforløb og livskvalitet:
”Vi ved, at enormt mange somatiske og psykiske sygdomme og behandlinger medfører seksuelle problemer. Og vi ved også, at seksualitet i bredeste forstand – både intimitet, nærhed, kærtegn og samleje – er vigtigt for, om folk oplever at have et godt liv,” siger han og henviser igen til resultaterne i SEXUS-undersøgelsen, hvor 88 pct. af mændene og 73 pct. af kvinderne angiver, at det er vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt at have et godt sexliv.
Han uddyber:
”Seksualitet ser ud til at være en raskhedsfaktor, der kan påvirke os gunstigt både fysisk, psykisk og socialt. En velfungerende seksualitet kan være med til at holde os raske, men også hjælpe os gennem sygdom og kriser. Bliver man ramt af en kronisk eller livstruende sygdom, vil et velfungerende intimt liv være et sted, hvor man kan hente ressourcer, som gør én bedre i stand til at håndtere sygdommen.”
”Min optimisme har fået et rids i lakken, for jeg synes, at den faglige oprustning er godt i gang. Vi har bl.a. fået en masteruddannelse i sexologi og en splinterny lærebog (Sexologi – faglige perspektiver på seksualitet, der blev anmeldt i Sygeplejersken nr. 14/2019, red.). Men resultatet bekræfter mig i, at ting tager tid. Det er et langt og sejt træk, hvor vi skal gøre sygeplejersker og for den sags skyld også læger bedre til at indtænke seksualiteten som en naturlig del af patientmødet på lige fod med alle mulige andre aspekter af sygdomsforløb og livskvalitet,” siger han.
Patienter får ikke hjælp
På Aalborg Universitets sexologiske forskningscenter arbejder Christian Graugaard tæt sammen med en af Danmarks førende sygeplejeforskere på området, lektor, cand.cur., ph.d. og specialist i sexologisk rådgivning, Birgitte Schantz Laursen. Hun finder heller ikke den nye analyses resultater opløftende, men er ikke overrasket.
”Qua mit arbejde møder jeg mange sygeplejersker og læger, som ikke har fokus på patienternes seksualitet. Jeg underviser fagpersoner og holder tit oplæg i patientforeninger, som også fortæller, at patienterne ikke bliver spurgt,” fortæller Birgitte Schantz Laursen.
Det kan flere patientforeninger bekræfte, deriblandt Lungeforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Ifølge sidstnævntes barometerundersøgelse 2019 angiver hver tredje kræftpatient, at de efter endt behandling på sygehuset har haft behov for hjælp til at håndtere problemer med sex- og samliv. Men over halvdelen (63 pct.) har kun i mindre grad (20 pct.) eller slet ikke (43 pct.) fået den hjælp.
Chef for Analyse og Udvikling inden for patientstøtte Bo Andreassen Rix uddyber:
”Vi må sande, at kræftpatienter kan være tøvende over for at spørge om hjælp til at håndtere problemerne. Derfor har sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle ansvar for, at der bliver spurgt ind til sygdom og seksualitet.”
I Diabetesforeningen tog man i efteråret konsekvensen af den manglende vejledning fra offentlig side og ansatte som forsøg to sexologer. De rådgiver nu medlemmer om diabetes, sex- og samliv, akkurat som f.eks. socialrådgivere og diætister gør om tilskud til hjælpemidler og madopskrifter. Udviklingschef Anne Sander uddyber:
”For et par år siden begyndte vi at sælge hjælpemidler som massageapparater. Det er mindre grænseoverskridende for medlemmerne at modtage en pakke fra os end selv at gå ned i en sexbutik. Det fik flere til at konkludere, at så kunne de også få rådgivning, men her kom de andre rådgivere til kort. Ordningen skal evalueres i februar, og på baggrund af den store efterspørgsel tør jeg godt konkludere, at vi fortsat vil tilbyde medlemmerne rådgivning om sex og samliv.”
Manglende viden spiller ind
Netop mangel på viden og redskaber kan være en af årsagerne til, at sygeplejersker finder det svært at tale sygdom og seksualitet med patienterne. Ifølge den nye analyse føler hver tredje sygeplejerske sig ikke godt tilpas ved sådanne samtaler, og hele fire ud af 10 sygeplejersker føler sig slet ikke eller kun i mindre grad rustet til at tale med patienternes om deres seksualitet.
Den største barriere er frygten for, at det overskrider borgerens/patientens grænser. Og derefter angiver sygeplejerskerne manglende viden om seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom som den næststørste barriere.
”Det var meget pinligt og grænseoverskridende de første gange. Efterhånden fik jeg nogle rigtig fine erfaringer. Nogle patienter blev overraskede, men jeg har aldrig mødt nogen, der blev stødt. Tværtimod har jeg mødt mange patienter, der gerne vil tale om deres sexliv.”
Risiko for at fremstå uprofessionel
Birgitte Schantz Laursen anerkender også sygeplejerskernes usikkerhed, og at både tid og dårlige fysiske rammer kan spille negativt ind, som analysen også viser. Men også hun minder om, at sygeplejersker har pligt til at spørge ind til patienternes seksualitet, jf. de sygeplejefaglige optegnelser.
”Og vi har en speciel rolle. Sygeplejersker er langt den største faggruppe i sundhedsvæsenet og er gennemgående personer i patientforløbene på både hospitaler, i kommunerne og også i mange private lægekonsultationer. Patienternes seksualitet er et generelt basalt behov, som jeg mener bør være et obligatorisk, selvstændigt fag på professionshøjskolerne,” siger hun og uddyber:
”Ellers risikerer man, at patienternes seksualitet kun bliver nævnt i forbifarten, f.eks. når der undervises i gynækologiske sygdomme. Det er ikke nok. Mangler man som sygeplejerske basal faglig viden, kan man komme til at fremstå som uprofessionel, og det bryder ingen fagpersoner sig om. Og så er man måske tilbøjelig til at undgå samtaler om patienternes seksualitet.”
Formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann forklarer, at sygeplejerskeuddannelsens opbygning og indhold bl.a. baserer sig på dialog med aftagere og dimittender:
”Seksualitet er som en række andre basale behov et emne, der er en integreret del af undervisningen på sygeplejerskeuddannelsen. Men det er ikke er et selvstændigt fag, og viser det sig, at det kræver øget fokus, er vi selvfølgelig parat til at drøfte vægtningen set i forhold til de andre elementer i uddannelsen,” siger han.
Skal kunne henvise videre
Både Birgitte Schantz Laursen og Christian Graugaard understreger, at langt fra alle sygeplejersker skal være specialister for at kunne løfte opgaven.
”I ni ud af 10 tilfælde handler det blot om at indtænke emnet som en naturlig del af mødet med patienterne. At turde at sige ordet ”seksualitet” højt. Og så skal de vide, hvem de kan henvise videre til eller spørge til råds. Det kræver igen indsatser på flere niveauer, bl.a. at ledelserne prioriterer emnet, efteruddannelse og sikrer en åben faglig debat. Der er brug for en lille faglig kulturrevolution,” siger Christian Graugaard.
Også her er der ifølge den nye analyse plads til forbedring. Næsten hver fjerde (24 pct.) sygeplejerske angiver, at de er delvist eller helt uenige i, at der er åbenhed på deres arbejdsplads om at inddrage seksualiteten i sygeplejen.
Formand for de 4.000 sygeplejefaglige ledere i Lederforeningen, Irene Hesselberg, påpeger, at tabuemner som seksualitet kan udfordre sygeplejersker generelt og formentlig også personligt:
”Det er og skal derfor være en del af uddannelsen at ruste sygeplejerskerne til de svære samtaler. Som ledere kan vi så efterfølgende understøtte både åbenhed og den faglige debat ved tage tabuemner op på personalemøder og vise, at det er en naturlig del af sygeplejen,” siger hun og fortsætter:
”Når fire ud af 10 sygeplejersker ikke synes, at de er rustet godt nok til at tale med patienter om deres seksualitet, bør det være et særligt opmærksomhedspunkt i selve uddannelsen. For vi skal være klædt på til at kunne tage den slags samtaler,” siger Irene Hesselberg og opfordrer til, at både ansatte og ledere løbende vender, hvad er behov for af viden og efteruddannelse for at sikre den bedste sygepleje.
Birgitte Schantz Laursen supplerer:
”Jeg mener, at sygeplejersker inden for et givent speciale som minimum skal vide, hvad sygdommen og behandling kan have af konsekvenser for patienternes seksualitet. På sigt er vores drøm, at vi får uddannet hverdagssexologer på alle arbejdspladser, det vil sige sygeplejersker med særlig interessere for sexologi a la stomi- eller inkontinenssygeplejersker, som kollegerne kan henvise patienter videre til eller selv søge svar hos. Der er lidt vej endnu,” erkender hun, men tilføjer:
”Den gode nyhed er, at mange sygeplejersker og andre fagpersoner efterspørger mere viden om seksualitet. De vil gerne have fokus på det, men har svært ved at komme i gang.”
Læs også Trialog i Fag&Forskning nr. 1/2020 om, hvordan sygdom og behandling kan påvirke patienternes seksualitet, livskvalitet og helingsproces. Fag&Forskning udkommer den 2. marts 2020.
