Bryd tabuet med den hverdagssexologiske samtale

Uanset om du som sygeplejerske er ansat på et hospital, i en kommune, på et plejecenter, i almen praksis eller et helt femte sted, skorter det ikke på møder med patienterne.

Derfor er der rig mulighed for at tage patienternes seksualitet op minimum én gang i forløbet og dermed bryde det såkaldte tovejstabu, hvor patienten ofte fortier seksuelle emner, fordi den sundhedsprofessionelle virker uinteresseret, mens den sundhedsprofessionelle fortier emnet, fordi patienten virker uinteresseret (10).

Sygeplejersker skal først og fremmest tage emnet op, fordi det som beskrevet i artiklen ”Husk patienternes seksualitet” side 20 er en del af den grundlæggende sygepleje. Og jf. Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser” (se Boks 4) har sygeplejersker pligt til at tage stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer med seksualiteten.

Derudover kan samtalerne afhjælpe eller mindske seksuelle problemer, hvilket igen kan styrke patientens livsmod, behandlingsmotivation og mestringsevner, fortæller Birgitte Schantz Laursen.

”Tag f.eks. patienter med kroniske sygdomme. Her kan der være vigtige sundheds- og trivselsgevinster forbundet med at indtænke seksualiteten i alle faser af sygdommen, lige fra diagnosefasen over behandlings- og konsolideringsfasen til rehabiliteringsfasen. Ja, selv i den terminale fase kan et velfungerende intimt liv forbedre patientens livskvalitet (10),” siger hun og uddyber:

”Her er det fysiske sexliv parkeret. Nærhed og intimitet er det vigtigste. Jeg har lige hørt om et hospital, der har fået dobbeltsenge, netop så patienten kan ligge tæt med sin partner.”

Vær professionel og personlig

Nogle tidspunkter og fysiske rammer egner sig naturligvis bedre til at spørge ind til patienternes seksualitet end andre. Og Birgitte Schantz Laursen har forståelse for, at emnet kan være svært at tale om, hvis de sygeplejefaglige optegnelser foregår på en firesengsstue. Men, som hun siger, bør det ikke være sværere at berøre og spørge ind til, end det er i forhold til psykosociale forhold eller områder som inkontinens, obstipation eller diarre:

”Står man i en situation, hvor det gælder liv eller død, er det ikke her, emnet skal tages op. Men er man med, når en patient får en diagnose, bliver sat i behandling, kommer til opfølgning i ambulatoriet eller til kontrol i en lægepraksis, er det naturligt at informere om bivirkninger eller langsigtede bivirkninger også i forhold til seksualitet,” siger hun og understreger, at læger også har et stort ansvar her.

Boks 6. PLISSIT- og Ex-PLISSIT-modellen

Begge modeller bygger på de fire lag: 
1. Permission (tilladelse): Den sundhedsprofessionelle tilkendegiver, at det er trygt og tilladt at tale om seksuelle situationer.
2. Limited Information (begrænset oplysning): Den sundhedsprofessionelle giver faktuelle oplysninger om f.eks. seksuelle bivirkninger af medicin eller behandling.  
3. Specific Suggestions (konkrete forslag): Den sundhedsprofessionelle kommer med forslag, som kan hjælpe patienten til at håndtere specifikke seksuelle problemer, f.eks. tørhed i skeden eller rejsningsproblemer.
4. Intensive Therapy (samtaleterapi): Tilbydes patienter med langvarige eller komplekse seksuelle problemer, evt. suppleret med f.eks. urologisk eller gynækologisk behandling. Behandleren skal have specialuddannelse.
PLISSIT-modellen er udviklet i 1970’erne, hvor der var mindre vægt på patientens kompetencer og evne til selvforvaltning end i dag. I 2007 blev modellen videreudviklet til Ex-PLISSIT-modellen, hvor de sundhedsprofessionelle, uanset om de arbejder inden for lag 2, 3 eller 4, hele tiden skal vende tilbage til Permission (Tilladelse) for derved at aktivere og ansvarliggøre patienten (3,12) (Bragt med tilladelse fra forfatterne, red.)

Caption 

PLISSIT-modellen er udviklet i 1970’erne, hvor der var mindre vægt på patientens kompetencer og evne til selvforvaltning end i dag.

Caption 

I 2007 blev modellen videreudviklet til Ex-PLISSIT-modellen, hvor de sundhedsprofessionelle, uanset om de arbejder inden for lag 2, 3 eller 4, hele tiden skal vende tilbage til Permission (Tilladelse) for derved at aktivere og ansvarliggøre patienten.

Attribution 

Bragt med tilladelse fra forfatterne, red.

PLISSIT-modellen er beskrevet i Sygeplejersken nr. 6, 2007 og nr. 9, 2014. Derudover har Sygeplejersken i 2014 offentliggjort en video på YouTube om PLISSIT-modellens fire lag, som kan findes her: youtu.be/BEYcvhZ7fXY

For at løfte opgaven skal sygeplejersker som minimum sætte sig ind i de konkrete seksuelle problemstillinger og bivirkninger, der kan opstå i forbindelse med det speciale, de arbejder inden for, eller den sygdom som de plejer eller behandler en given patient for.

”Har man ikke basal viden, risikerer man spørgsmål, man ikke kan svare professionelt på, og så er man tilbøjelig til at søge svar i sin egen seksualitet. Her bevæger man sig over i det, jeg kalder det private, og det er ikke holdbart (se Boks 5). Man bliver let sårbar og usaglig og risikerer at blive blufærdig, og patienten kan ikke bruge andres erfaringer og oplevelser,” siger sygeplejeforskeren og tilføjer:

”Sygeplejersker kan deres anatomi og fysiologi. De skal kende de mest almindelige bivirkninger, også de seksuelle. Det forventes ikke, at de skal kunne fortælle, hvad vi så kan gøre ved problemerne. Flertallet skal primært bevæge sig rundt i PLISSIT-modellen to øverste lag,” siger hun med reference til en af de mest udbredte modeller, der kan hjælpe sundhedsprofessionelle med at systematisere og inddrage patienterne i samtalen om seksualitet (se Boks 6)(12).

Birgitte Tingskov Andersen tilføjer:

”Når vi i sundhedsvæsenet foreslår en given behandling – det kan være operation, sprøjte- eller strålebehandling - skal vi jo give patienterne alle informationer, så de kan tage et reelt, oplyst og kvalificeret valg. En sjælden gang imellem har vi patienter, som vælger en behandling fra, fordi de hører, at det kan gå ud over potensen. Det kan være en ældre mand, der har et godt sexliv. Det er en stor og alvorlig beslutning, og det er derfor enormt vigtigt, at han er grundigt informeret om, hvad han vælger til og ikke mindst fra,” siger hun og fortsætter:

”Omvendt møder jeg nogle gange patienter, som efterfølgende siger, at de ville have valgt behandlingen fra, hvis de havde vidst, at de blev impotente. Det kan godt ske, at jeg personligt ville vælge behandling, men den holdning skal jeg jo ikke belemre patienterne med.”

Hverdagssexologisk rådgivning

Langt flertallet af sygeplejerskerne skal altså ikke vide alt om, hvordan patienterne kan få et bedre sex- og samliv. Det vil ofte kræve specialistviden, som den Birgitte Tingskov Andersen har erhvervet sig på masteruddannelsen i sexologi ved Aalborg Universitet, lige som Dansk Forening for Klinisk Sexologi f.eks. også har uddannelser, der giver sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle mulighed for at opdatere deres viden og sygdom og seksualitet (se Boks 7). Og nogle gange skal der ligefrem terapeuter med ind over et patientforløb.

Men flertallet af sygeplejerskerne skal ifølge Birgitte Schantz Laursen kunne varetage ”hverdagssexologisk” rådgivning og behandling (se Boks 8) og derudover kende til eksisterende behandlingstilbud og henvisningsmuligheder (se Boks 7).

”Den hverdagssexologiske samtale skal handle om, hvordan en given sygdom kan påvirke patienten bio-psyko-socialt på et basalt niveau. En mandlig patient, som lige har fået konstateret diabetes, skal f.eks. have at vide, at der er evidens for, at sukkersyge i så og så mange år kan medføre seksuelle problemer for mange. Herved tilkendegiver vi, at det er trygt og tilladt at tale om seksuelle problemer. Det er første lag i PLISSIT-modellen,” siger hun.