Bryd tabuet med den hverdagssexologiske samtale

Der er ofte vigtige sundheds- og trivselsgevinster at hente, når sygeplejersker indtænker seksualiteten i forskellige faser af patientforløbene.

Uanset om du som sygeplejerske er ansat på et hospital, i en kommune, på et plejecenter, i almen praksis eller et helt femte sted, skorter det ikke på møder med patienterne.

Boks 4: Sygeplejersker skal tage stilling

Ifølge Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser” skal det som ”minimum fremgå af journalføringen om den sygefaglige pleje og behandling, at der er taget stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer inden for følgende 12 sygeplejefaglige problemområder.”
Punkt 8 lyder: Seksualitet, f.eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler.
Hvis området ikke er aktuelt for patienten, skal det også fremgå af journalen. Aktuelle problemområder skal beskrives nærmere ”i relevant omfang med hensyn til de identificerede og bedømte behov og problemer, planlægning, udført pleje og behandling og opnåede resultater.”

Derfor er der rig mulighed for at tage patienternes seksualitet op minimum én gang i forløbet og dermed bryde det såkaldte tovejstabu, hvor patienten ofte fortier seksuelle emner, fordi den sundhedsprofessionelle virker uinteresseret, mens den sundhedsprofessionelle fortier emnet, fordi patienten virker uinteresseret (10).

Sygeplejersker skal først og fremmest tage emnet op, fordi det som beskrevet i artiklen ”Husk patienternes seksualitet” side 20 er en del af den grundlæggende sygepleje. Og jf. Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser” (se Boks 4) har sygeplejersker pligt til at tage stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer med seksualiteten.

Derudover kan samtalerne afhjælpe eller mindske seksuelle problemer, hvilket igen kan styrke patientens livsmod, behandlingsmotivation og mestringsevner, fortæller Birgitte Schantz Laursen.

”Tag f.eks. patienter med kroniske sygdomme. Her kan der være vigtige sundheds- og trivselsgevinster forbundet med at indtænke seksualiteten i alle faser af sygdommen, lige fra diagnosefasen over behandlings- og konsolideringsfasen til rehabiliteringsfasen. Ja, selv i den terminale fase kan et velfungerende intimt liv forbedre patientens livskvalitet (10),” siger hun og uddyber:

”Her er det fysiske sexliv parkeret. Nærhed og intimitet er det vigtigste. Jeg har lige hørt om et hospital, der har fået dobbeltsenge, netop så patienten kan ligge tæt med sin partner.”

2020-1-trialog-boks 5Vær professionel og personlig

Nogle tidspunkter og fysiske rammer egner sig naturligvis bedre til at spørge ind til patienternes seksualitet end andre. Og Birgitte Schantz Laursen har forståelse for, at emnet kan være svært at tale om, hvis de sygeplejefaglige optegnelser foregår på en firesengsstue. Men, som hun siger, bør det ikke være sværere at berøre og spørge ind til, end det er i forhold til psykosociale forhold eller områder som inkontinens, obstipation eller diarre:

”Står man i en situation, hvor det gælder liv eller død, er det ikke her, emnet skal tages op. Men er man med, når en patient får en diagnose, bliver sat i behandling, kommer til opfølgning i ambulatoriet eller til kontrol i en lægepraksis, er det naturligt at informere om bivirkninger eller langsigtede bivirkninger også i forhold til seksualitet,” siger hun og understreger, at læger også har et stort ansvar her.

Boks 6. PLISSIT- og Ex-PLISSIT-modellen

Begge modeller bygger på de fire lag: 
1. Permission (tilladelse): Den sundhedsprofessionelle tilkendegiver, at det er trygt og tilladt at tale om seksuelle situationer.
2. Limited Information (begrænset oplysning): Den sundhedsprofessionelle giver faktuelle oplysninger om f.eks. seksuelle bivirkninger af medicin eller behandling.  
3. Specific Suggestions (konkrete forslag): Den sundhedsprofessionelle kommer med forslag, som kan hjælpe patienten til at håndtere specifikke seksuelle problemer, f.eks. tørhed i skeden eller rejsningsproblemer.
4. Intensive Therapy (samtaleterapi): Tilbydes patienter med langvarige eller komplekse seksuelle problemer, evt. suppleret med f.eks. urologisk eller gynækologisk behandling. Behandleren skal have specialuddannelse.
PLISSIT-modellen er udviklet i 1970’erne, hvor der var mindre vægt på patientens kompetencer og evne til selvforvaltning end i dag. I 2007 blev modellen videreudviklet til Ex-PLISSIT-modellen, hvor de sundhedsprofessionelle, uanset om de arbejder inden for lag 2, 3 eller 4, hele tiden skal vende tilbage til Permission (Tilladelse) for derved at aktivere og ansvarliggøre patienten (3,12) (Bragt med tilladelse fra forfatterne, red.)

ff1-20_tri_figur6-1
Caption 
PLISSIT-modellen er udviklet i 1970’erne, hvor der var mindre vægt på patientens kompetencer og evne til selvforvaltning end i dag.
ff1-20_tri_figur6-2
Caption 
I 2007 blev modellen videreudviklet til Ex-PLISSIT-modellen, hvor de sundhedsprofessionelle, uanset om de arbejder inden for lag 2, 3 eller 4, hele tiden skal vende tilbage til Permission (Tilladelse) for derved at aktivere og ansvarliggøre patienten.
Attribution 
Bragt med tilladelse fra forfatterne, red.

PLISSIT-modellen er beskrevet i Sygeplejersken nr. 6, 2007 og nr. 9, 2014. Derudover har Sygeplejersken i 2014 offentliggjort en video på YouTube om PLISSIT-modellens fire lag, som kan findes her: youtu.be/BEYcvhZ7fXY

Test dig selv

1. Hvorfor er patienternes seksualitet en del af den grundlæggende sygepleje?
2. Hvem har ansvar for at tage initiativ til at tale seksualitet med patienten?
3. Hvad står bogstaverne PLISSIT for i modellen af samme navn?
4. Skal alle sygeplejersker mestre PLISSIT-modellens 3. og 4. lag? 
5. Hvad beskriver den bio-psyko-sociale model?
6. Nævn tre seksuelle problemer, som kan skyldes sygdom og behandling hos hhv. mænd og kvinder?
7. Nævn mindst to grunde til, at et velfungerende sex- og samliv styrker patienternes sygdomsmestring og livskvalitet.
Læs svar nederst på siden

For at løfte opgaven skal sygeplejersker som minimum sætte sig ind i de konkrete seksuelle problemstillinger og bivirkninger, der kan opstå i forbindelse med det speciale, de arbejder inden for, eller den sygdom som de plejer eller behandler en given patient for.

”Har man ikke basal viden, risikerer man spørgsmål, man ikke kan svare professionelt på, og så er man tilbøjelig til at søge svar i sin egen seksualitet. Her bevæger man sig over i det, jeg kalder det private, og det er ikke holdbart (se Boks 5). Man bliver let sårbar og usaglig og risikerer at blive blufærdig, og patienten kan ikke bruge andres erfaringer og oplevelser,” siger sygeplejeforskeren og tilføjer:

”Sygeplejersker kan deres anatomi og fysiologi. De skal kende de mest almindelige bivirkninger, også de seksuelle. Det forventes ikke, at de skal kunne fortælle, hvad vi så kan gøre ved problemerne. Flertallet skal primært bevæge sig rundt i PLISSIT-modellen to øverste lag,” siger hun med reference til en af de mest udbredte modeller, der kan hjælpe sundhedsprofessionelle med at systematisere og inddrage patienterne i samtalen om seksualitet (se Boks 6)(12).

Birgitte Tingskov Andersen tilføjer:

”Når vi i sundhedsvæsenet foreslår en given behandling – det kan være operation, sprøjte- eller strålebehandling - skal vi jo give patienterne alle informationer, så de kan tage et reelt, oplyst og kvalificeret valg. En sjælden gang imellem har vi patienter, som vælger en behandling fra, fordi de hører, at det kan gå ud over potensen. Det kan være en ældre mand, der har et godt sexliv. Det er en stor og alvorlig beslutning, og det er derfor enormt vigtigt, at han er grundigt informeret om, hvad han vælger til og ikke mindst fra,” siger hun og fortsætter:

Boks 7: Henvisningsmuligheder

I dag er det muligt at henvise patienter til de to sexologiske centre på henholdsvis Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital. Derudover har mange sygehuse sexologiske klinikker, som er knyttet til de enkelte specialer, men som ofte også tager patienter fra andre specialer. På Dansk Forening for Klinisk Sexologis hjemmeside er der en liste over autoriserede behandlere, som man kan henvise til. Nogle af dem har privat praksis, hvor patienten selv skal betale, dette skal man huske at oplyse patienterne om. Det er også her, man kan læse mere om de uddannelser i sexologi, som Dansk Forening for Klinisk Sexologi udbyder.

Læs mere på www.klinisksexologi.dk -> ”Find-behandler” ->”Uddannelser”

”Omvendt møder jeg nogle gange patienter, som efterfølgende siger, at de ville have valgt behandlingen fra, hvis de havde vidst, at de blev impotente. Det kan godt ske, at jeg personligt ville vælge behandling, men den holdning skal jeg jo ikke belemre patienterne med.”

Hverdagssexologisk rådgivning

Langt flertallet af sygeplejerskerne skal altså ikke vide alt om, hvordan patienterne kan få et bedre sex- og samliv. Det vil ofte kræve specialistviden, som den Birgitte Tingskov Andersen har erhvervet sig på masteruddannelsen i sexologi ved Aalborg Universitet, lige som Dansk Forening for Klinisk Sexologi f.eks. også har uddannelser, der giver sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle mulighed for at opdatere deres viden og sygdom og seksualitet (se Boks 7). Og nogle gange skal der ligefrem terapeuter med ind over et patientforløb.

Men flertallet af sygeplejerskerne skal ifølge Birgitte Schantz Laursen kunne varetage ”hverdagssexologisk” rådgivning og behandling (se Boks 8) og derudover kende til eksisterende behandlingstilbud og henvisningsmuligheder (se Boks 7).

”Den hverdagssexologiske samtale skal handle om, hvordan en given sygdom kan påvirke patienten bio-psyko-socialt på et basalt niveau. En mandlig patient, som lige har fået konstateret diabetes, skal f.eks. have at vide, at der er evidens for, at sukkersyge i så og så mange år kan medføre seksuelle problemer for mange. Herved tilkendegiver vi, at det er trygt og tilladt at tale om seksuelle problemer. Det er første lag i PLISSIT-modellen,” siger hun.

Boks 8: Den hverdagssexologiske samtale

Som hovedregel er det fagpersonen, der tager initiativet til samtalen om sex. På den måde signalerer man, at det er i orden at tale om samt, at man tager emnet alvorligt. Den hverdagssexologiske samtale kan med fordel indeholde:

  • Psykoedukation, hvor formålet er at undervise patienten, så han/hun får forståelse for, hvorfor og hvordan den seksuelle dysfunktion er opstået, og hvordan den påvirker seksualiteten.
  • Orientering om bivirkninger til sygdom og behandling (medicinsk eller kirurgisk).
  • KRAM: orientere om KRAM-faktorernes indflydelse på seksualiteten. Der er evidens for, at overvægt, inaktivitet, rygning og et for stort alkoholforbrug har en negativ påvirkning på seksualiteten.
  • Fortælle patienten, at han/hun ikke er alene med problemet, da seksualitet og det at have seksuelle dysfunktioner ofte er tabuiseret. Patienten skal vide, at det er en kendt bivirkning, han/hun oplever.
  • Hjælp til selvhjælp: Det er vigtigt at give patienten redskaber til, hvad han/hun selv kan gøre og dermed selv tage ejerskab og ansvar.

Kilde: Birgitte Schantz Laursen

10 gode råd

10 gode råd, når der skal tales seksuelle muligheder og problemer med den kronisk syge patient og eventuelle partner:

  1. Inviter til dialog om seksualitet og intimitet. Tag aldrig for givet, at patienten er ligeglad med sex og fysisk aktivitet.
  2. Vær åben, nysgerrig og konstruktiv. Fokusér på muligheder frem for begrænsninger. 
  3. Vær direkte konkret, pak ikke tingene unødigt ind. Spørg ind, hvis du er i tvivl.
  4. Afdæk patientens ønsker. Tal åbent om barrierer for privatliv og intimitet.
  5. Vær generaliserende og brug formuleringer som ”Jeg ved fra andre patienter med din sygdom, at kærtegn og fysisk nærhed er vigtigt, men svært. Er det noget, du/I har lyst til at tale om?”
  6. Undgå at overfokusere på det genitale. Gå fra mindre følsomme emner (f.eks. kærtegn og nærhed) til mere følsomme emner (f.eks. samleje).
  7. Undgå moraliseren, bedrevidenhed og normativitet. Tag ikke for givet, at patienten er heteroseksuel eller har konventionelle erotiske interesser.
  8. Giv plads til at lade patienten fortælle. Foreslå, at eventuel partner medinddrages.
  9. Respektér patientens grænser og sprog. Gør opmærksom på, at han/hun altid kan vende tilbage til emnet, hvis patienten pt. ikke ønsker at diskutere det aktuelt.
  10. Respektér egne grænser og begrænsninger. Brug dine kolleger. Kend relevante henvisningssteder. 

Kilde: 10

Trialog: Husk patienternes seksualitet

I denne Trialog har Fag&Forskning mødt sygeplejeforsker og specialist i sexologisk rådgivning Birgitte Schantz Laursen og sygeplejerske og master i sexologi Birgitte Tingskov Andersen til en samtale om, hvad seksualitet er, og hvordan sygdom, behandling og medicin kan påvirke patienternes sex- og samliv og livskvalitet.

Læs artiklerne, bliv klogere på området og få redskaber til, hvordan du kan italesætte patienternes seksualitet på en professionel måde.

Emneord: 
Seksualitet