Fag & Forskning
Bilnøglen låste op for motivationen
En mand med rygmarvsskade vil lære at dreje bilnøglen, så han kan starte sin bil og selv køre til træning. ICF-modellen kan være et konkret redskab til at kortlægge ønsker og værdier i forhold til funktionsevnen
Fag & Forskning 2021 nr. 4, s. 16-18
Af:
Sussi Bæch, journalist, cand.scient., ph.d.
Målet med rehabilitering er at give mennesker med nedsat funktionsevne et selvstændigt og meningsfuldt liv med bedst mulig funktionsevne. Fokus er på, hvordan mennesket kan udføre hverdagsaktiviteter og deltage i samfundslivet på trods af funktionsevnenedsættelse. Det handler om at bidrage til, at det enkelte menneske med symptomer, sygdom eller sociale problemer bliver i stand til at klare hverdagslivet på trods af funktionsevnenedsættelse.
- Det enkelte menneskes funktionsevne er centrum i rehabilitering.
- Rehabilitering handler om indsatser, der skal forbedre funktionsevnen.
(Kilde: 8)
Sygeplejersker kan have stor glæde af ICF-modellen (International Classification of Functioning, Disability and Health) i den sygeplejefaglige udredning.
”Ved at benytte den bio-psyko-sociale forståelse af helbred, livskvalitet og hverdagsliv, der er knyttet til ICF-modellen (5), kan sygeplejersken i sin sygeplejefaglige udredning finde ind til, hvilke ønsker og værdier borgeren har i forhold til funktionsevne og hverdagsliv (12),” siger Bodil Bjørnshave Noe.
”Modellen er god, fordi den er en måde at kommunikere omkring, hvad betydningen er af sammenhængen mellem krop, aktivitet og deltagelse for hverdagslivet, og hvordan omgivelser og personlige faktorer spiller ind (12),” forklarer hun.
Sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter har hver især redskaber, som de bruger til at analysere og vurdere behov og funktionsevnenedsættelse hos borgeren. Derfor kan det knibe med et fælles sprog, når faggrupperne skal kommunikere med og om en borger. Men her kan ICF-modellen være en hjælp.
”ICF er en tværfaglig model, der kan bruges til at analysere og beskrive funktionsevnenedsættelse, og det er min tanke, at den også kan bruges som et redskab i kommunikationen mellem fagpersoner og med borgere på tværs af sektorer (12),” siger Bodil Bjørnshave Noe.
Træning gav håb
Helt konkret har Bodil Bjørnshave Noe med forskerkolleger analyseret individuelle interviews med rygmarvsskadede vha. ICF-modellen. Formålet var at undersøge, om borgernes fortællinger om deres helbred, hverdagsliv og livssituation kan kobles til ICF-modellens forskellige komponenter (12).
Hun giver et eksempel på, hvordan hun brugte ICF-modellen i sin analyse af et interview med en mand sidst i 50’erne, som hun havde fulgt i et år, efter at han havde brækket nakken efter et fald. Skaden betød, at manden havde delvis lammelse af under- og overekstremiteter, intense neurogene smerter, spasmer i arme og hænder og svært nedsat følsomhed på huden.
”Hans fortælling viste, hvilke ting han kæmpede med i relation til sin rygmarvsskade, og hvilken betydning det havde for hans daglige aktiviteter og for hans personlige værdier. De kropslige udfordringer havde selvsagt store konsekvenser for hans aktivitet og deltagelse og derfor stor indflydelse på hans livskvalitet og hverdagsliv. Konkret betød det f.eks., at han ikke kunne dreje bilnøglen, når han skulle starte sin bil og køre til træning,” fortæller Bodil Bjørnshave Noe.
”Ved at bruge ICF-modellen viste min analyse, hvor vigtigt det var for ham at kunne dreje bilnøglen og køre til træning. Opmærksomhed på sådan en lille ting kan give indsigt i en dyb kompleksitet, som de professionelle i rehabilitering skal opdage og reagere på. At kunne dreje bilnøglen og køre, betød adgang til træning. Og træning gav håb om progression og uafhængighed.”
Borgeren var en 'handymand' og havde altid 'klaret ærterne', så for ham var uafhængighed og hjælpsomhed over for andre personer stærke personlige værdier.
”Værdier styrer vores handlinger og præferencer, og derfor var afbud til træning en stor sorg, der betød tilbageskridt i funktionsevne, og troen på at kunne komme sig og klare sig svandt ind. Det indebar yderligere en stor bekymring for de nærmeste – især hustruen – som han frygtede, ville blive overbelastet og få et sammenbrud på grund af ham. Og mellem linjerne lå en angst for, at hun skulle gå fra ham, hvis han var for afhængig af hende,” fortæller Bodil Bjørnshave Noe.
”Nøglen til hans motivation for rehabilitering – og til at komme ind bag de værdier, der styrede hans handlinger – var bilnøglen,” siger hun.
Plads til både 'illness' og 'disease'
Bodil Bjørnshave Noe håber, at ICF-modellen giver sygeplejersker mulighed for at arbejde mere helhedsorienteret.
”Modellen er et billede på en bio-psyko-social forståelse af helbred, hvor vi ikke kun forholder os til sygdom som et naturvidenskabeligt fænomen, men at vi også forholder os til den lidelse, som sygdommen forårsager, når den griber ind i det enkelte menneskes livsførelse (13).”
”Det er mit håb, at ICF-modellen kan hjælpe os til at leve op til det ideal, vi som sygeplejersker har i forhold til at udfylde vores rolle i rehabiliteringen. Så vi øger bevidstheden om ikke kun at arbejde med sygdommen ud fra en naturvidenskabelig vinkel ('disease') men også ud fra det perspektiv, at sygdommen griber ind i vores livsførelse og påfører os lidelse ('illness') (7).
”Med ICF-modellen kan vi som sygeplejersker hjælpe med at tolke borgerens situation og overskue de konsekvenser, som sygdommen har for borgerens hverdagsliv. Ved at tolke kroppens signaler kan vi kortlægge konsekvenser af sygdommen, og hvad det har af betydning for hverdagsaktiviteter og deltagelse (12),” forklarer Bodil Bjørnshave Noe.
”Det rehabiliterende forløb skulle gerne sigte mod at få hverdagslivet til at fungere og hjælpe borgeren med at leve på de nye vilkår, som sygdommen har bragt med sig,” tilføjer hun.
Ideen med at anvende ICF i kommunikationen med borgere i rehabiliteringsforløb udspringer af en analyse af i alt 22 interviews med otte borgere i rehabiliteringsforløb (4,14,15).
