Rehabilitering: Borgerens motivation er drivkraften

Rehabilitering er andet og mere end genoptræning. 

En vellykket rehabilitering kræver, at den enkelte borger finder frem til sin egen personlige motivation for at blive rehabiliteret. Det har sygeplejerske og teamleder Line Terp oplevet så mange gange, at det for hende er blevet en selvfølge. 

Hun giver et eksempel med en 73-årig mand, som efter et alvorligt trafikuheld med et frontalt sammenstød var i et langt rehabiliteringsforløb. I starten af forløbet havde manden ingen motivation for rehabilitering.

”Da han overgik til rehabilitering efter et længere sygeforløb, ønskede han sådan set bare at dø. Han var sengeliggende og fik mad via en sonde, og vi forsøgte at nå ind til ham vha. relationsdannelse og ugentlige støttesamtaler. Han kom også i behandling med antidepressiver, da han viste tegn på depression,” fortæller Line Terp.

Vendepunktet kom, da manden fik besøg af familien. På det tidspunkt var der strenge corona-restriktioner, så han måtte ikke få besøg af familien på Døgnrehabiliteringen. I mellemtiden blev han dårligere og blev erklæret kritisk syg, hvilket betød, at hans sønner fik lov at komme på besøg. 

”Samvær med familien blev hans motivation for at deltage i rehabiliteringen. Ved hjælp af vores støttesamtaler med sygeplejerskerne på afdelingen fik han øjnene op for, at hans børn og børnebørn var vigtige for ham. Han kom frem til, at han ikke var parat til at give op og blev motiveret til at komme ud af sengen og over i en kørestol. Det gjorde, at han kunne starte et samarbejde op med fysio- og ergoterapeuterne,” forklarer Line Terp.

”Efter et langt forløb skiftede han kørestolen ud med en rollator og endte med at kunne spise selvstændigt,” fortæller hun.

Meget mere end genoptræning

Fag & Forskning har inviteret sygeplejerske, ph.d. og docent Bodil Bjørnshave Noe og sygeplejerske og teamleder Line Terp til en samtale om sygeplejerskens rolle i rehabiliteringen. Til daglig forsker Bodil Bjørnshave Noe i rehabilitering og borgernes rehabiliteringsoplevelser, og Line Terp er teamleder i Døgnrehabiliteringen i Varde Kommune. 

Eksemplet ovenfor illustrer præcist det, som de to fagfolk mener, er allermest centralt for, at rehabilitering kan lykkes. Nemlig at den enkelte borger skal finde sit eget potentiale og personlige motivation for deltagelse i et rehabiliteringsforløb. Noget, der ofte mislykkes, måske fordi rehabilitering ofte sættes lig med genoptræning.

Bodil Bjørnshave Noe forklarer:

”Mange borgere har ikke den indre drivkraft til at træne og kan måske ikke se meningen eller få øje på deres eget potentiale i et rehabiliteringsforløb. De er ofte multisyge borgere (1,2) med hyppige indlæggelser (2,3) og udgør på den måde en stor samfundsmæssig udgift og udfordring (3),” siger hun. 

”Vi kan hjælpe de borgere ved at tilpasse indsatsen til den enkelte (4) og i den forbindelse tale med borgeren om, hvorfor de får tilbudt rehabilitering, og hvad der i sidste ende kan komme ud af rehabiliteringen,” forklarer Bodil Bjørnshave Noe.

”Og her er det vigtigt at formidle, at rehabilitering er meget mere end genoptræning. Træning er en vigtig del af rehabilitering, men det er også patientuddannelse, sygdomsforståelse og den psykologiske del med at komme sig efter sygdommen,” siger hun. 

Line Terp er enig:

”Min oplevelse er, at mange – både borgere og fagpersonale – opfatter rehabilitering som fysisk træning eller genoptræning, og her er det ikke alle borgere, som føler, at de passer ind. Derfor er det vigtigt, at vores tilgang til borgerne viser, at rehabilitering handler om, hvad der giver mening for den enkelte,” siger Line Terp og fortsætter:

”En større og større gruppe mennesker oplever, at der er andre ting end deres sygdom, der fylder i hverdagen. Måske har de et misbrug, der er vold i hjemmet eller børn med problemstillinger, hvor sygdommen bliver en biting. Det kan gøre borgerens motivation for rehabilitering meget lille, og her er det endnu vigtigere at finde ud af, hvad der motiverer den enkelte. Det kunne f.eks. være at blive i stand til selvstændigt at kunne spise et måltid, selv at kunne lufte hunden eller at deltage i sit barnebarns konfirmation,” siger hun.

For lidt fokus på rolle

Hvilken rolle sygeplejersken mere præcist spiller for at sikre en individualiseret tilgang i rehabiliteringen, giver Bodil Bjørnshave Noe et bud på:

”Som sygeplejersker har vi en forpligtelse til at hjælpe de borgere, der har svært ved at navigere rundt i vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal motivere de borgere, som har svært ved at se sig selv i rehabiliteringen, skal vi hjælpe dem til at blive bevidste om deres personlige værdier, og hvad der er vigtigt for dem i deres hverdag (4). Og vi skal undervise og vejlede i de muligheder, som sundhedsvæsenet kan tilbyde den enkelte,” siger hun.

Som et redskab til at kortlægge ønsker og værdier i forhold til funktionsevnen, anbefaler Bodil Bjørnshave Noe at bruge ICF-modellen (5,6) (se også artiklen ’Bilnøglen låste op for motivationen side 16’). Hun forklarer, hvad der efter hendes vurdering skal til, for at et rehabiliteringsforløb kan lykkes:

”Det er i min optik vigtigt, at der som et minimum er en kontaktperson til borgeren, og at der er lavet en evaluering baseret på borgerens individuelle målsætninger, ønsker og præferencer. For at det kan blive en målrettet samarbejdsproces med opfølgning og evaluering forudsætter det også, at der foregår oplæring, supervision og støtte til SOSU-assistenter og -hjælpere, så fagpersonalet kan få en relation til borgeren og en indsigt i borgerens proces.”

”Sygeplejersken spiller en kolossalt stor rolle i rehabiliteringen, og der er alt for lidt fokus på, hvad sygeplejerskens rolle er,” understreger hun.

Svært at leve op til ideal

Det ligger Bodil Bjørnshave Noe meget på sinde at formidle til den enkelte sygeplejerske, at det kan være svært at leve op til idealet om, hvordan en rehabiliterende sygeplejerske skal arbejde. 

”Min påstand er, at alle de idealer, vi har om, hvad sygeplejerskens rolle skal være i rehabiliteringen – og som jeg underviser sygeplejestuderende i – af organisatoriske grunde kan være vanskelige at føre ud i livet,” siger hun og præciserer:

”Sygeplejersken er ofte visiteret til nogle afgrænsede, konkrete sygeplejefaglige opgaver. Det kan gøre det vanskeligt at realisere alle de roller, som sygeplejersken ideelt set skal have i rehabiliteringen. At vi skal interessere os for patientens præferencer, behov og ønsker kan ryge i baggrunden, når vi f.eks. har få minutter til en medicindispensering eller få minutter til at rense et sår,” siger Bodil Bjørnshave Noe.