Et er teori - noget andet er praksis

Forskningen viser, at rehabilitering virker. Men spørgsmålet er, om de gode resultater, der kan dokumenteres i de kontrollerede undersøgelser, også kan opnås i virkelighedens kliniske praksis? 

Det har Bodil Bjørnshave Noe undersøgt i sin ph.d.-afhandling, hvor hun fulgte omkring 150 patienter med KOL, hvoraf nogle deltog i hospitalsrehabilitering og andre ikke gjorde (21-23).

”Vi fandt overraskende nok ingen forbedringer hos KOL-patienterne relateret til livskvalitet, gang- eller lungefunktion, som er nogle af de parametre, vi normalt måler og forventer at se forbedringer på i de kliniske studier (24),” siger Bodil Bjørnshave Noe.  

”Til gengæld viste mine undersøgelser, at deltagerne selv oplevede, at de havde fået et godt udbytte af rehabiliteringen. De fortalte om, at de havde opnået ændringer i deres hverdagsliv, som var vigtige for dem. Det gav anledning til refleksion over vigtigheden af, at deltagerne i rehabilitering har deres individuelle mål, som de selv udpeger som vigtige at opnå for netop dem, og som vi derfor bør interessere os for at evaluere på ” siger hun. 

”Det kunne være en borger, som havde som målsætning igen at turde tage bussen ud at handle eller at forstå, hvordan KOL-medicinen skulle tages. Eller det kunne være en borger, som havde fået mod til at sige til sine gæster, at de ikke måtte ryge i hjemmet. Borgeren fik noget andet og måske endnu vigtigere ud af rehabiliteringen,” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

Endte med at klare sig selv

At rehabilitering virker under de rigtige forhold, er Line Terp slet ikke i tvivl om. Hun giver sit bud på, hvordan man i klinisk praksis kan se, at rehabilitering virker.

”Rehabilitering virker, når borgeren igen kan klare sig selv så selvstændigt som muligt. Det er meget individuelt, på hvilke områder den enkelte har behov for at blive rehabiliteret, og hvilke parametre den enkelte forbedrer sig på i løbet af et rehabiliteringsforløb. De fleste borgere rykker sig på mange parametre samtidigt, både fysiske og psykiske,” siger Line Terp.

Hun har massevis af eksempler på rehabiliteringsforløb, der har betydet, at borgeren efter forløbet har kunne klare sig selv i en eller anden udstrækning. Hun giver et konkret eksempel med en 86-årig kvinde, som havde diabetes og havde fået amputeret det ene ben pga. dårligt kredsløb.

”Kvinden var meget nedtrykt over ikke at kunne komme i egen bolig igen, fordi der var for mange trapper i hendes hus. Derfor havde hun behov for både fysisk og psykisk rehabilitering,” siger Line Terp og forklarer: 

”Hendes motivation var at komme til at klare sig selv. Ved hjælp af træning lærte hun at gå med benprotesen, og hun fik bevilget et el-køretøj, så hun selv kunne foretage indkøb og besøge venner og familie. Støttesamtaler med sygeplejersker og terapeuter gav hende motivation og mod til at sælge boligen og flytte til en ældrevenlig bolig. Kvinden endte med at klare sig selv uden hjælp fra hjemmeplejen og kom fortsat til træning ved egen hjælp,” fortæller Line Terp.

En broget skare i klinisk praksis

Bodil Bjørnshave Noe forklarer, hvorfor rehabilitering i klinisk praksis adskiller sig fra den rehabilitering, der indgår i randomiserede undersøgelser.

”Vi har en enorm mængde af randomiserede og kontrollerede undersøgelser, der viser, at rehabilitering virker på områder som livskvalitet, funktionsevne, kondition, muskelstyrke og muskelkraft samt en række sygdomsspecifikke mål (24-26). Undersøgelserne er ofte gennemført med homogene forsøgsgrupper, hvor de personer, der har svær grad af en sygdom og som dermed kan være de svageste borgere, ikke er inkluderet i undersøgelserne.” 

”I klinisk praksis er gruppen af personer, som tilbydes rehabilitering, en meget mere broget skare, der adskiller sig fra forsøgspersoner i kliniske undersøgelser på væsentlige faktorer som f.eks. alder, rygning, ernæringstilstand, BMI, motivation og skavanker i bevægeapparatet. Det er vigtige faktorer, der kan have indflydelse på, om man kan gennemføre rehabilitering, og om man kan få det ud af det, som forventes,” forklarer Bodil Bjørnshave Noe. 

”Der er måske flere, som fortsat er rygere i klinisk praksis. Der er flere, som ikke møder op hver gang, de skal, og som ikke kan gennemføre træningen med den intensitet, varighed og hyppighed, der skal til for at opnå målelige resultater,” siger hun. 

”Det handler altså om at målrette rehabiliteringen til den mangfoldighed af mennesker, som udgør klinisk praksis, og at evaluere effekten ved at måle udbytte på det, der er relevant for den gruppe af mennesker,” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

Behov for mere viden

Og lige præcis det med at måle på udbyttet af rehabilitering er ifølge Bodil Bjørnshave Noe lettere sagt end gjort. Der er nemlig fortsat et stort behov for viden om, hvordan vi bedst muligt evaluerer rehabilitering i daglig klinisk praksis.

”Vi skal vide mere om, hvad der virkelig batter i forhold til, at borgerne bliver motiverede, kommer til rehabilitering, gennemfører rehabilitering og derefter opretholder funktionsevnen og holder fast i de ændringer, de har arbejdet for under rehabiliteringen. Det er vigtigt at måle på de individuelle aspekter, da det er her, motivationen ligger, og effekten vil vise sig,” siger Bodil Bjørnshave Noe og peger på et nyere svensk studie.

”Her har forskerne anvendt deltagernes subjektive oplevelser af grad af forbedring i et studie, hvor de adresserer en række fysiske og kognitive parametre (25). Det er en måde at koble individuelle mål med valide test. Den type målinger anvendes også herhjemme, og det kan måske systematiseres yderligere, så vi kan opnå overblik og dokumentation for udbytte af rehabilitering generelt,” siger hun.