Tre handlinger, sygeplejersken kan foretage

Lav individuelt tilpassede målsætninger

Benyt ICF-modellen (se artiklen ’Bilnøglen låste op for motivationen’ side 16)  til sammen med borgeren at lave individuelt tilpassede målsætninger baseret på borgerens personlige værdier.

Rehabilitering skal give mening for den enkelte. Ved at bruge ICF-modellen, kan sygeplejersken hjælpe borgeren til bedre at kommunikere sine behov og sine udfordringer i hverdagslivet.

ICF-modellen kan bidrage til at tale om det, der betyder noget for vedkommendes samlede helbredssituation og livskvalitet. Det at blive bevidst om egne personlige værdier kan være en vej til at blive motiveret for rehabilitering.

Baseret på værdierne kan sygeplejerske og borger i fællesskab finde frem til, hvad der er vigtigt for netop ham eller hende at opnå at kunne gøre i hverdagen.

F.eks. er en person med KOL ikke motiveret af en forbedring i en gangtest, men er mere motiveret af at lære at turde køre med bus eller at turde gå en tur i det fri, selvom det blæser. 

Sygeplejerskens rolle er at have overblik og forstå kompleksiteten af borgerens situation. Der skal være plads til at forstå reaktioner og betydningen af den ændring, sygdommen har for borgerens liv og for det, borgeren gerne vil opnå. 

Generiske tests som muskelstyrke, funktionsevne og konditionsmålinger kan supplere de individuelle målsætninger og forventninger til, hvad der kan komme ud af at deltage i rehabiliteringen.

Læs også boksen 'Hvad siger litteraturen'

Samarbejd tværfagligt og følg op på hinandens indsatser

Det er vigtigt, at alle fagpersoner er bevidste om at følge op på de andre fagpersoners indsatser. Sygeplejersken har f.eks. en vigtig rolle i at følge op på terapeuternes arbejde og med at formidle det til både borger og SOSU-assistenter og -hjælpere.

Hvis f.eks. ergoterapeut og borger har trænet spiseteknik, og borgeren har fået udleveret specialbestik, er det vigtigt for terapeutens indsats, at sygeplejersken, SOSU-assistenter og -hjælpere understøtter den træning og fortsætter med at opmuntre borgeren til at træne og opnå uafhængighed i relation til spisning.

Det er også vigtigt at invitere til og følge op på eksistentielle samtaler. At lære at leve med en sygdom og måske lære at leve på helt nye vilkår kan give anledning til sorg og oplevelse af tab. Her kan det være vigtigt at forholde sig til ”hvem er jeg nu, hvad vil jeg gerne, og hvad er jeg nødt til at indse, at jeg ikke kan”. 

Giv borgeren den nødvendige viden om sygdommen

Vær opmærksom på at give borgeren den patientuddannelse, der er nødvendig for, at borgeren kan reagere hensigtsmæssigt på sygdommens signaler, når der ikke er personale til stede.

Sygeplejersken skal hjælpe borgeren til at forstå sygdommens signaler. Det at lære om sin sygdom, dens symptomer og hvad man kan og skal gøre, er en vigtig del af rehabilitering.

En borger med KOL kan f.eks. have gavn af at vide, at når han begynder at trække vejret hurtigt, kan det være et udtryk for angst. Borgeren skal f.eks. kende til og turde tale om, at angst og åndenød ofte følges ad, og at symptomer på angst kan minde om symptomer på vejrtrækningsproblemer, f.eks. hyperventilation, svedudbrud og hjertebanken. Det er vigtigt at tale om, fordi vejrtrækningen kan forbedres, hvis der er kontrol over angsten. Og fordi en forværring af sygdommen kan ende med en akut indlæggelse, hvis angsten i kombination med åndenød resulterer i panik og insufficient vejrtrækning.

Trialog: Rehabilitering

Læs artiklerne i denne Trialog:

• Rehabilitering: Borgerens motivation er drivkraften
• Tre handlinger, sygeplejersken kan foretage
• Kontinuitet i hjemmet virker
• Hvad siger litteraturen?
• Bilnøglen låste op for motivationen
• Hvad er ICF?
• Et er teori - noget andet er praksis
• Referencer til Trialog: Rehabilitering