1971-1980 Vægtigt talerør i den fagpolitiske kamp

Læs scannet PDF-version

Tidsskrift for Sygeplejersker forøgede stofmængden og udkom fra 1972 som ugeblad. Samtidig blev bladets navn i overensstemmelse med dagligsproget ændret til Sygeplejersken. Der blev ansat en journalistuddannet redaktør, som understregede, at bladet ville undgå ''politisk indoktrinering'' og ''lytte til velmotiverede forslag om artikelemner.''

Sundhedsplejerske Sigrid Rolsted samler en gang om måneden 8-10 mødre med småbørn på sundhedsplejerskecenteret i Roskilde, 1975.

At der blev ansat en journalistisk redaktør, betød ikke i første omgang øget brug af journalistiske fortælleformer. På lederplads førte Dansk Sygeplejeråds formand ordet.

Den spændte fagpolitiske situation prægede bladets indhold. Ved årsskiftet 1973-74 gik sygeplejerskerne for første gang i strejke og havde derfor god brug for at informere offentligheden om Dansk Sygeplejeråds holdning til faglige og sundhedspolitiske forhold.

Fagbladet blev en afgørende faktor i den faglige kamp. Det afspejledes tydeligt i den voldsomme vækst i fagpolitiske tekster. Også væksten i kategorien sundhedsfremme havde fagpolitisk baggrund, bl.a. Folketingets behandling af nye love om sundhedsplejersker og hjemmesygepleje.

Skolesundhedsplejerske underviser elever i den rette sammensætning af morgenmaden, 1975.

Desuden blev der plads til principielle artikler om sygeplejens funktion og fremtidsmuligheder med hjælp fra edb og anden ny teknologi:

''Engang hørte man høje klagefulde skrig fra sygeplejersker, fordi de ikke kunne koncentrere sig om patienten, pga. rengøring, kontorarbejde, pligter eller hvad det nu kunne være. Siden har vi oplevet indbyrdes, at engangsmaterialet er kommet, og vi er blevet aflastet bl.a. af sygehjælpere og sekretærer. Men hvor meget nærmere er vi kommet patienten i menneskelig forstand?'' [1973; 73(24): 14]

De indsendte bidrag fra medlemmerne var stadig præget af den mundtlige tradition, som prægede sygeplejerskernes sundhedsfaglighed i modsætning til den mere formelle tone i lægetidsskrifterne. Traditionen fastholdtes gennem tidsskriftets udvidede brug af professionelle journalister, som med interview som hovedgenre formidlede mellem repræsentanter, specialister og publikum.
 

Patient instrueres i brug af strækapparatur ved efterbehandling for diskusprolaps, 1975.

Denne journalistiske form for sygeplejefaglig formidling fungerede typisk ved, at et konkret problem blev tematiseret under overskrifter som ''Opløsningsmidler påvirker hormonbalancen'' og ''Uhyggelige perspektiver for arbejdsmiljøet.''

Videnskabelige og administrative myndigheder, f.eks. Arbejdstilsynet og ansvarlige speciallæger, skiftedes til at spille skurk og uvildig autoritet i journalistiske afsløringer, mens sygeplejersker spillede offerets rolle. Det var nye toner, som endnu ikke havde vundet indpas i lægernes og de øvrige sundhedsprofessioners fagblade.

Kontrasten mellem journalisternes og sygeplejerskernes faglige formidling diskuteredes i flere artikler. Læserbreve advarede imod at fjerne sygeplejerskernes opmærksomhed fra ''hverdagens praktiske opgaver.'' Som modvægt til ''den sensationsprægede journalistik'' efterlystes originale bidrag til en egentlig ''sygeplejeforskning.'' Af debatindlæg fra menige sygeplejersker fremgik dog også, at mange medlemmer fandt det svært i praksis at leve op til en ''videnskabeliggørelse'' af arbejdet.

I det daglige oplevede sygeplejerskerne tilsyneladende en stigende grad af umyndiggørelse: ''Jeg mener, at spørgsmålet efterhånden kun kan løses på organisationsplan, og altså nok i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Min personlige mening er, at det haster meget stærkt, hvis vi skal manifestere os som en selvstændig ansvarlig professionel faggruppe. Vi har ladet tingene ske omkring os i alt for lang tid. Vi står i fare for at miste vor identitet, og dette gælder for os som gruppe betragtet, som for faget og også for det enkelte medlem. Det kræver, at vi står sammen.'' [1973; 73(21): 17]

Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.