Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Stafetten: Kun patienten kender det samlede forløb

"PRO-data rummer et kæmpepotentiale for at skabe sammenhængende forløb med fokus på patientens livskvalitet og funktionsniveau, fordi de bygger på patientens oplevelse på tværs af sundhedsvæsenet," siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil. Han får det sidste ord i stafetdebatten om det nære sundhedsvæsen.

Sygeplejersken 2016 nr. 8, s. 21

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Morten FreilPatientinddragelse er et varmt emne i sundhedsvæsenet. I de politiske tanker om bedre sammenhængende patientforløb på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger i fremtidens nære sundhedsvæsen er patientinddragelse alfa og omega, mener direktør for Danske Patienter, Morten Freil. Lige nu ser han en oplagt chance for at sætte patientinddragelsen på skinner, og han nævner flere fordele:

”Patienter gennemgår sammen med pårørende det sammenhængende forløb, og de er sådan set de eneste, der ved, hvad der er sket på tværs af sektorer og specialer. Derfor kan deres viden kvalificere forløbene. Det er også vigtigt at efterspørge patientens viden, hvis man vil sikre det bedst mulige resultat. Patienter har forskellige livssituationer med pårørende, arbejde mv., og nogle er f.eks. mere villige til at tage en risiko.”

Morten Freil glæder sig over, at der fra politisk hold er kommet nogle overordnede kvalitetsmål, der signalerer, at man skal inddrage patienterne. Men hvad mener man konkret?  

”I målet om ”patientinddragelse” er der lige nu en enkelt indikator, der handler om, at patienter skal inddrages i beslutninger om deres behandling. Det helt afgørende er, at man specifikt finder ud af, hvad det er, man yderligere vil inddrage patienterne i, at man udvikler indikatorer, og at man sætter retning på.”

Ifølge Morten Freil skal patienter inddrages i at forbedre kvaliteten i sundhedsvæsenet på tre niveauer:

”Organisatorisk skal patienter og pårørende inddrages i udviklingen af de indikatorer, der ligger bag kvalitetsmålene, så vi arbejder med, hvad der giver værdi. Derudover skal patienter inddrages i deres eget forløb omkring valg af behandling. Og på det tredje niveau skal patienternes udbytte af sundhedsvæsenets indsats dokumenteres og bruges til kvalitetsudvikling i form af PRO-data, som står for patientrapporteret outcome. PRO-data rummer et kæmpepotentiale for at skabe sammenhængende forløb med fokus på patientens livskvalitet og funktionsniveau, fordi de bygger på patientens oplevelse på tværs af sundhedsvæsenet.”

En ekspertgruppe nedsat af Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet og Trygfonden er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på udviklingen af kriterier og retningslinjer for anvendelse af PRO-data i kvalitetsarbejdet. ”Hidtil har meget kvalitetsarbejde været sektorbundet. Hospitalserhvervede infektioner har f.eks. handlet om, hvad der sker på hospitalerne. Men patienternes data vil handle om det samlede sundhedsvæsen og vil derfor som noget nyt også kunne sætte kvalitetsmål for arbejdet i samlede patientforløb – herunder kommunerne.” 

Tidligere stafetdeltagere

Erik Jylling: Vi mangler nogle rigtig gode mål

Helene Bækmark: Tør vi sætte os ud over os selv ?

Christian Freitag: Politikerne har glemt det kommunale sundhedsvæsen

Mette Touborg: Alle borgere skal sikres en høj faglig kvalitet

Vibeke Krøll: Det nære sundhedsvæsen fjerner os fra hinanden