Sygeplejersken
Din overenskomst bliver mere værd
Overenskomsten har gennem de sidste mange år forbedret din løn og dine arbejdsvilkår. Her får du en kort gennemgang af større forbedringer siden 2005.
Sygeplejersken 2018 nr. 11, s. 60-64
Af:
Camilla Theil, konsulent
Reallønsforbedring på 10 pct.
I de offentlige overenskomster fra 2005 til 2017 er der aftalt økonomiske rammer for over 30 pct. I samme periode har inflationen været 20 pct. Der er altså tale om en reallønsfremgang og en forbedring af købekraften på over 10 pct.
Løn for erfaring og uddannelse
Lønmodellen i regioner og kommuner er blevet udbygget siden 2005. Det er bl.a. tillæg til nyuddannede, erfaringstillæg, tillæg til specialuddannede, indførelse af en lønskala for kandidater og højere særlig feriegodtgørelse.
På statens område er der også aftalt løsninger, der f.eks. betyder højere tillæg til lektorer og adjunkter.
Højere pension
Sygeplejerskerne har haft en obligatorisk arbejdsmarkedspension på 12 pct. siden 1958. I dag er pensionen på 13,51 pct. i regionerne og 13,94 pct. i kommunerne (inklusive fritvalgstillæg på 0,34 pct.). Pensionen er højere for ledere og akademiske sygeplejersker. I staten er pensionen for næsten alle sygeplejersker på 18 pct.
Der er også sket andre forbedringer af pensionen, f.eks. får man nu fuld pension under hele sin barsel, og flere tillæg er blevet pensionsgivende.
Fokus på work-life balance
Arbejdslivet og fritiden skal hænge sammen. Det er overenskomsten også med til at sikre. Familielivet er blevet styrket med bl.a. to ugers ekstra forældreorlov, barnets 2. sygedag og mulighed for 10 dages frihed, hvis dit barn bliver indlagt på hospitalet.
Der er også indført en seniorbonus på det kommunale og det regionale område, og hvis man kigger lidt længere tilbage, blev den sjette ferieuge indført ved årtusindeskiftet på hele det offentlige arbejdsmarked.
Læs også på dsr.dk
Lønvejledninger
Lønforløb