Sygeplejersken
6,7% - et tilbud, der godt kunne afslås ...
OK18. Tilbuddet om en lønstigning til de offentligt ansatte på 6,7 pct. er langt fra regeringens egen prognose for lønudviklingen for de privatansatte. Den lyder på 8,6 pct. lønstigning – ligesom de offentligt ansatte stiller krav om.
Sygeplejersken 2018 nr. 4, s. 20-21
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
En lønstigning på 6,7 pct. over tre år er ikke nok for sygeplejerskerne, sosu-assistenterne, pædagogerne eller de øvrige offentligt ansatte. Derfor er forhandlingerne endt i Forligsinstitutionen. Grete Christensen og Dennis Kristensen, formand for henholdsvis Dansk Sygeplejeråd og FOA, mødte op 1. marts sammen med de øvrige forhandere klar til at kæmpe for mere. Med krav om at få de samme lønstigninger som de privatansatte har udsigt til.
Problemet er blot, at spillereglerne er blevet ændret midt i kampen. Innovationsminister og chefforhandler på statens område Sophie Løhde (V) hævder, at de offentligt ansatte har fået tilbudt det samme som de privatansatte.
Det lyder på 6,7 pct. til de offentligt ansatte, ifølge en pressemeddelelse fra Forhandlingsfællesskabet. Det svarer til den ramme, der er beregnet i aftalen for de privatansatte i 2017. Men den aftale medregner ikke lønstigninger, som aftales lokalt. Netop derfor har man på man det offentlige område hidtil været enige om at tage udgangspunkt i den økonomiske prognose, som kommer fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Den prognose blev fremlagt af regeringen i december med forventning om en lønstigning på det private område på 8,6 pct. over de kommende tre år. Ligesom kravet er fra de offentligt ansatte.
"Det er dybt frustrerende, når arbejdsgiverne forsøger at fremstille os som grådige og uansvarlige, når det i virkeligheden er dem selv, der løber med halve sandheder," siger Grete Christensen og fortsætter:
"Vi har en reel uenighed om lønstigningerne, men den går på, at vi mener, vi skal tage udgangspunkt i forventningerne til lønudviklingen på det private arbejdsmarked, mens arbejdsgiverne vil fastsætte en markant mindre procent."