"Jeg skylder ikke Sophie Løhde noget"

"Det er fuldstændig uforståeligt. Der bliver sparet så meget på den offentlige sektor, og så påstår hun, at vi skylder 6 mia. kr.! Jeg skylder ikke Sophie Løhde noget."

Foto: Morten Svenningsen

"Jeg forebygger indlæggelser"

Bitten Skov Olesen, sygeplejerske i hjemmeplejen på Bornholm, Aakirkeby:
"Som hjemmesygeplejerske har jeg overblikket og er tovholder på borgernes forløb. Jeg laver også et kæmpe forebyggelsesarbejde i forhold til indlæggelser. Der er jo stramme krav, så indlæggelser skal undgås. Derfor bliver der også stillet høje krav til vores kompetencer, fordi det er nogle komplicerede forløb, vi kører ude i hjemmene.

Jeg er også tit i sygeplejeklinikken i Åkirkeby. Borgerne kan komme ind til os i stedet for, at vi skal komme ud til dem. Vi har f.eks. folk med sår fra operationer, der ikke er helet godt nok, og som i stedet for at være indlagt kan komme til os og få behandling."

Sådan lyder det fra en rystet Ida Rindorf, som er sygeplejerske og en af de 750.000 offentligt ansatte, der lige nu står på randen af en historisk stor konflikt, der kan sætte det meste af landet helt i stå.

Hun er som mange af sine kolleger rasende over, at innovationsminister Sophie Løhde (V) kan finde på at påstå, at de offentligt ansatte skylder penge. Helt præcis 6,2 mia. kr. En bombe af et budskab, som ministeren fik anledning til at detonere i forbindelse med et interview med Dagbladet Børsen i december forud for overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Netop Sophie Løhde er forhandlingsleder for arbejdsgiverne på det statslige område, som lægger linjen for forhandlingerne på det regionale og kommunale område. Allerede på daværende tidspunkt var der et mere end anspændt forhold mellem de statsansatte og deres arbejdsgivere. Årsagen var, at de ansatte i det foregående år har fået inddraget tre kutymefridage, ligesom det var kommet på tale at inddrage deres betalte frokostpause.

Denne historik krydret med udmeldinger om, at lønmodtagerne "skylder penge" og "skal holde igen" med lønstigninger, gav sig udslag i en isnende kold luft mellem de to parter op til de første reelle overenskomstforhandlinger om de ansattes løn og arbejdsvilkår i januar.

Foto: Henrik Frydkjær

"Jeg taler med dem, der har det svært"

Tina Ovi, stråleterapeut på Næstved Sygehus:
"Jeg er til stede, når tingene er svære. Det betyder rigtig meget for mange mennesker, at de har en personalegruppe, de kan snakke med, når de har det svært i livet. Det kan være sorg, når man mister nogen, eller identitetskrise over, at man får et forandret kropsimage.

Ved strålebehandling kan patienterne også få rigtig mange bivirkninger, og nogle vil have dem resten af livet. Så der har vi sygeplejersker en stor opgave i at hjælpe patienten til at kunne leve med det her. Generelt samler vi mange tværfaglige tråde for patienten, så patienten hurtigere er klar til sin hverdag igen."

Ida Rindorf er sygeplejerske på Kardiologisk Ambulatorium på Glostrup Hospital, hvor hun hver dag gør sit ypperste for at pleje og behandle danskere, der er blevet syge. Hun forstår ikke den aggressive linje over for de offentligt ansatte, der er med til at holde samfundet kørende, og hvoraf omkring 60.000 er sygeplejersker.

"Jeg synes, Sophie Løhde er virkelighedsfjern. Jeg tror ikke, hun forstår, hvor travlt vi har, og hvor meget pres der er på sygehusene. Vi er blevet udsat for effektiviseringer i så mange år, siger Ida Rindorf og fortsætter:

"Vi fortjener en ordentlig løn. Vi har i forvejen et stort lønefterslæb. En nyuddannet sygeplejerske tjener 23.200 kr. om måneden. Det er ikke meget i forhold til det ansvar og de opgaver, man har. Selv er jeg steget 3.000 kr. på de 7½ år, jeg har været sygeplejerske, og det er kun, fordi det er blevet forhandlet hjem i forbindelse med jobskifte og ikke generelle lønstigninger."

Økonomisk opsving

Nærmest samtidig med at innovationsministeren råbte højt om, at de offentligt ansatte skylder, kunne den regering, hun er en del af, i december fremlægge sin økonomiske redegørelse, hvor der står, at landet er på vej ind i en højkonjunktur, der kan vare i flere år. Hvilket klinger hult i formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensens ører.

Foto: Nils Lund

"Jeg passer på de døde"

Helle Jørgensen, graver ved Ejby Kirke, Fyn:
"Uden mig vil ingen blive bisat eller begravet. Jeg passer på de døde, og jeg sørger for, at de sørgende har et sted at gå hen. I eftermiddags var jeg med til at udtage et gravsted. Sammen med afdødes kone og børn fandt vi ud af, hvor afdøde skulle ligge. Og også hans kone, når hun skal det engang. Det er også mig, som ordner alt det praktiske til begravelserne og sørger for, at de efterladte får en så god oplevelse, de nu kan. Mit job er sådan set at være usynlig og tage mig af, at det hele går, som det skal. Efter begravelsen skal de efterladte kunne sige "Hvor er jeg glad for, at dagen gik, som den skulle". Man kan ikke gøre en begravelse om, så der må bare ikke gå noget galt."

"Vi kræver ikke guld og grønne skove. Men vi mener, at sygeplejerskerne har krav på at få en rimelig løn. Efter tre overenskomster præget af krise skal vi have del i det økonomiske opsving, der er i samfundet. Og det gælder i øvrigt alle offentligt ansatte," siger hun.

Daglejer

For sygeplejerskerne er der dog mere på spil end lønnen. De oplever, at overenskomstforhandlingerne er blevet til et forsvar for de rettigheder, de allerede har opnået, og frygter alvorlige forringelser for deres arbejdsvilkår.

Eksempelvis har arbejdsgiverne stillet krav om, at sygeplejersker skal være tilknyttet "regionen" i stedet for en enkelt afdeling på et hospital. Det betyder, at arbejdsgiveren vil kunne flytte rundt på sygeplejerskerne mellem regionens hospitaler alt efter, hvor der er størst brug for dem.

"Det får alle alarmklokker til at ringe, når jeg hører det. Hvis der på den måde går daglejer i det, og man ikke ved, hvor man skal arbejde, når man møder på arbejde, skaber det usikkerhed og utryghed for sygeplejerskerne," siger Jacob Gøtzsche, sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitetshospital.

Foto: Jesper Voldgaard

"Jeg styrer togtrafikken"

Roberth Laurits Nielsen, trafikstyrer ved Banedanmark, Aarhus:
"Uden mig kører der ingen tog. Jeg styrer togtrafikken. Jeg sidder ved et anlæg, der ligner et stort komfur. Det er fra 1912, så det er ren mekanik og magneter, og det ligner noget fra tidernes morgen. Men det virker upåklageligt. På det stiller jeg alle signaler og drejer sporskifterne. Jeg sørger for, at togene ikke kører sammen, og at de kører til tiden. Vi har en telegramjournal, hvor man skriver under på den strækning, man har. Så er det altid klart, hvem der har ansvaret f.eks. i tilfælde af en ulykke. I dag har jeg skrevet under på, at jeg kl. 14 har overtaget Langå Station. Når min vagt slutter, overtager en ny ansvaret. Her sidder altid en."

Han ved, hvad han taler om, for det foregår allerede i dag på hans arbejdsplads og har gjort det i flere år. Sygeplejersken satte fokus på problemet tilbage i 2016, og siden er det blevet mere udbredt på Aarhus Universitetshospital i takt med, at afdelinger bliver lagt sammen og bliver meget store med mange afsnit. Her kan en sygeplejerske, hvis ledelsen har behov for at lukke huller og eksempelvis vil undgå at tilkalde vikarer, blive rykket rundt mellem afsnittene og til specialer, patienter og ikke mindst kolleger, som han eller hun ikke kender.

"Det er ikke i orden. Alle har brug for at vide, hvor de skal møde på arbejde. Også dem, der forhandler vores overenskomster. Det handler om banal tryghed, som er bunden af Maslows behovspyramide," siger Jacob Gøtzsche og fortsætter:

"Sygeplejerskerne oplever, at der bliver trukket store veksler på dem, og at de ikke laver det, de blev sygeplejersker for. De mister arbejdsglæden."

Jacob Gøtzsche påpeger, at det samtidig betyder, at sygeplejersker med stor specialviden bliver sat til andre ting uden for deres område, hvilket langsomt er med til at udvande deres ekspertise. I sidste ende går det ud over patienterne.

Foto: Bax Lindhardt

"Jeg er med til at sikre et trygt samfund"

Peter Grønbek, politikommissær, Københavns Vestegns Politi:
"Når jeg sidder i vores vagtcentral, er jeg med til at prioritere, hvilke opgaver vi skal rykke ud til. Jeg sikrer, at vi altid kommer, når der er folk, der er udsat for personfarlig kriminalitet. Det kan f.eks. være nogen, der bliver overfaldet eller truet ude på gaden. Det kan også være folk, der konstaterer, at der er en indbrudstyv i deres hus, når de kommer hjem. Så rykker vi ud med det samme. Politiet er med til at sikre, at vi har et trygt samfund at færdes i. Vi er der 24-7. Døgnet rundt er der nogen, der sikrer, at der er hjælp at hente."

Tid

Og der er mere. Regionerne vil også have større råderet over sygeplejerskerne. De kræver, at den enkelte sygeplejerske skal opgøre sin arbejdstid over længere perioder for at kunne arbejde mere ujævnt henover året.

"Det er helt skævt. Vi har tværtimod behov for at sikre sygeplejerskerne, at de får den fritid, de har krav på. Tager man bare et eksempel som retten til tre ugers sammenhængende sommerferie i sommermånederne. Det er de færreste sygeplejersker, der har det i dag. De må nøjes med to," siger Grete Christensen.

Regionerne har også lagt pres på sygeplejerskernes ret til seniordage, fra de er fyldt 60 år. De vil have, at retten til seniordage skal følge den stigende pensionsalder. Jo senere pension, jo senere ret til seniordage.

Alt sammen forringelser, som sygeplejerskerne for alt i verden vil undgå, samtidig med at de kæmper for at få oprettet en ligeløns- og lavtlønspulje i kommunerne og regionerne.

Foto: Michael Drost-Hansen

"Jeg former fremtidens generationer"

Mads Møller, folkeskolelærer i naturfag og matematik, Stjernevejskolen i Hedensted:
"Som lærer er jeg med til at påvirke og forme fremtidige generationer. Det synes jeg er utrolig vigtigt, fordi vi er i en tid, hvor det kan være svært for de unge at finde fodfæste. De bliver påvirket af så mange forskellige ting derude bl.a. sociale medier. Og så er der mange forventninger f.eks. fra staten om, at man skal lykkes. Derfor mener jeg, at man som lærer i højere grad end tidligere har et ansvar for at gøre de unge jordbundne. Vi viser dem andre værdier og holdninger, end dem de nødvendigvis møder hjemme, så de får et bredere perspektiv på, hvordan samfundet er skruet sammen."

En løsning for alle

Men det er ikke kun sygeplejerskerne, der kæmper for bedre løn og for at bevare rimelige arbejdsvilkår og arbejdstider. Det gør pædagogerne, politifolk, lærerne, socialrådgivere og alle de andre offentligt ansatte også. De føler, at arbejdsgiverne gør alt for at udsulte de offentligt ansatte og har derfor valgt en helt ny strategi for at overleve. Den handler om solidaritet og sammenhold, og om at stå sammen og sikre en god løsning for alle – og ellers ingen løsning.

"Det er historisk, at fagforbundene har lavet den her solidaritetspagt, som bl.a. har slået ring om lærerne og sagt, at man ikke vil forhandle, før der sker noget i forhold til deres arbejdstidsaftale," siger Laust Høgedahl, postdoc og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Helt konkret betyder det, at de offentligt ansattes organisationer er gået til overenskomstforhandlingerne med krav om, at lærerne skal have en ny arbejdstidsaftale, at de statsligt ansatte skal have sikret deres frokostpause, at der skal ske lønstigninger som på det private område, samt at der skal oprettes en ligeløns- og lavtlønspulje i kommunerne og regionerne. Krav, der har opbakning fra alle de offentligt ansattes fagforbund med budskab om, at der ikke forhandles på andre områder, før kravene reelt bliver forhandlet.

Foto: Nils Lund

Jeg er med til at sikre evidens i sygeplejen"

Mette Rothmann, underviser i klinisk sygepleje på SDU:
"Som underviser er jeg med til at løfte en samfundsmæssig vigtig opgave i forhold til at videreuddanne sygeplejersker og dermed sikre både udvikling og evidensbasering af sundhedsvæsenet og i den grad også af sygeplejen. Vi giver de studerende nogle redskaber til at arbejde med og under den kliniske sygepleje, vi varetager. Og det er helt fra den nære patientpleje til sundhedsfremmende projekter og forskning. Vi uddanner vores sygeplejerskekollegaer til at dække sundhedsvæsenet bredt. I min undervisning er der fokus på klinisk sygepleje. I sidste ende har det betydning for patienternes pleje og behandling."

"Det har jo notorisk været sådan, at fagforbundene inden for den offentlige sektor tidligere har haft en høj grad af rivalisering. På nogle punkter har de været mere uenige med hinanden end med arbejdsgiverne. Så det, at de rykker sammen nu og står skulder ved skulder, er noget helt nyt. Det har vi ikke set før i de 40 år, der er blevet forhandlet overenskomster i den offentlige sektor," påpeger Laust Høgedahl.

Overenskomster som spareredskab

Sammenholdet mellem de mange faggrupper af offentligt ansatte er ikke mindst en reaktion på, at arbejdsgiversiden er blevet langt mere offensiv og aggressiv og med en helt ny dagsorden. Nemlig at bruge overenskomstforhandlingerne til at spare penge på landets husholdningsbudget.

Det blev en realitet, da tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) i 2011 oprettede Moderniseringsstyrelsen.

"Arbejdsgiverne bruger overenskomstforhandlingerne som løftestang for at fremme en dagsorden om at gøre løn og arbejdstid til en integreret del af udgiftspolitikken. De skal hente penge hjem. Og så er det klart, at de vil spare på seniordagene, og jo mere fleksibilitet man som arbejdsgiver kan få ud af sine ansatte, jo mere kan de også spare her," siger Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Foto: Bax Lindhardt

"Jeg får mennesker til at tro på sig selv"

Maria Helene Riber, socialrådgiver ved Københavns Kommune:
"I mit job taler jeg med mennesker, der har svære problematikker udover ledighed. I morges sad jeg med en kvinde, som har angst. Hun fortæller, at hun har det rigtig svært i det tilbud, hun går i. Hun nævner alle de ting, hun ikke kan, og hvor ked af det hun er over det. Jeg vender den om og får hende til at se alt det, hun rent faktisk kan. Jeg siger til hende, at vi sammen kan finde en ramme, hvor alt det, hun ikke kan, ikke er med i ligningen.

Mit job handler ikke altid bare om, hvorvidt borgeren kommer ud på arbejdsmarkedet eller ej. Det handler også om at se værdien i den person og have en tro på dem, selvom de ikke har det selv."

Den sparekniv fik lærerne at mærke i 2013, da de blev sendt ud i en historisk lockout af arbejdsgiverne, der endte med et lovindgreb. Her blev lærernes arbejdstid lavet om og bestemt ved lov. Det sparede staten for 2 mia. kr.

Der er i dag mange spekulationer om, hvorvidt det er noget af det samme, der er ved at ske nu. Om der er tale om en forudbestemt plan fra regeringens side, der handler om at få mulighed for at komme med et lovindgreb og diktere løn og arbejdsvilkår.

Faktum er, at overenskomstforhandlingerne brød sammen ved udgangen af februar på alle tre områder: stat, regioner og kommuner. Efterfølgende varslede fagbevægelsen strejke for ca. 10 pct. af deres medlemmer. Det blev få dage efter modsvaret med et varsel om lockout, der er så massiv, at det aldrig er set lignende før, og – hvis den bliver realiseret – sender 440.000 offentligt ansatte hjem fra arbejde med konsekvenser for de mange danskerne, der hver dag er afhængige af de selv samme mennesker.

Mens alle venter på, om det ender i en storkonflikt, bliver der holdt møder i Forligsinstitutionen i forsøget på at lave en aftale på frivillig basis. Er der fremgang i forhandlingerne, kan strejken og lockouten udskydes ad to omgange af hver 14 dage. Hvis ikke, vil strejken træde i kraft 4. april, mens lockouten rammer 10. april.