Demente er særligt sårbare

På Bakkegården i Gladsaxe bor 107 beboere med svær demenssygdom. Her er sansehaver, husdyr og en ugentlig rockklub, og selvom hyggekrogene emmer af hjemlighed, så er det ikke til at komme udenom, at Bakkegården er beboernes sidste hjem. Det stiller krav til plejepersonalets viden om beboernes ønsker for den sidste tid.

“Det kan være særligt svært med vores borgere at få indhentet viden om, hvad deres ønsker er. Vi skal respektere borgernes ytringer, og selv om de ikke kan træffe kvalificerede valg længere, så må vi gøre, hvad vi kan, for at borgerne føler sig hørt,“ forklarer udviklingssygeplejerske Anne Bakmand, som har været med til at implementere planlagte samtaler med beboere, pårørende, personale og embedslæge om beboerens ønsker for den sidste tid. 

“Tidligere, da vi ikke havde fastsat tidspunktet for samtalen, blev det taget ud fra et skøn, og det var som om, at man ikke fandt det rigtige tidspunkt at tage snakken på,” fortæller hun. De manglende samtaler medførte tidligere nogle uheldige forløb, hvor borgerne endte på hospitalet, fordi deres ønsker ikke var dokumenteret. 

“Særligt for vores meget demente beboere er det meget belastende at komme på hospitalet. Selvom de kommer hjem igen, så er indlæggelserne nærmest et overgreb, fordi de slet ikke kan orientere sig. Derfor har det været vigtigt for os at nedbringe indlæggelser og sørge for, at borgerne kan blive i eget hjem, hvor velkendte lyde og dufte kan bringe ro i et palliativt forløb,” fortæller Anne Bakman.

Udviklet med pårørende

På Bakkegården arbejder de kontinuerligt med at skabe gode rammer for palliation til deres beboere, men i forbindelse med deltagelse i projekt ”Klar til samtalen” er de begyndt at planlægge samtalerne for at sikre, at borgernes ønsker bliver dokumenteret. Allerede ved indflytning på Bakkegården gør personalet nu opmærksom på, at de gerne vil have en samtale om borgerens ønsker. Ofte er beboeren så påvirket af sin demenssygdom, at det er de pårørende, som må tale for beboeren. Derfor blev tidspunktet for samtalen fastlagt i samarbejde med de pårørende. Som en del af projekt ”Klar til samtalen” interviewede sygeplejerske og daglig leder af huset Søglimt og Udsigten på Bakkegården, Maria Vinter Midjord, de pårørende om, hvornår plejepersonalet bedst kan tale med dem.

“Det er for følsomt for de pårørende at skulle tale om døden oveni, at deres kære skal flytte ind, særligt for ægtefællerne.

Derfor var der bred enighed blandt pårørende om, at efter tre måneder er der mere ro til at tage samtalen,” fortæller Maria Vinter Midjord. Derfor afholdes de planlagte samtaler nu ca. tre måneder efter indflytning.

Direkte sprog for døden

Selvom de borgere, som er meget påvirkede af deres demenssygdom, ikke kan formulere deres ønsker klart, så opstår situationer i hverdagen, hvor de alligevel giver udtryk for deres ønsker. 

“Vi har oplevet, at borgerne kan indlede samtaler om døden, og så er det om at gribe muligheden. Vi havde en beboer, som gav udtryk for, at det var meget vigtigt for hende, at hun ikke var påklædt, når hun engang skulle i kisten, men den viden får man kun, hvis man tager snakken med beboeren, når muligheden opstår,” forklarer Maria Vinter Midjord.

Den åbenhed kræver også at personalet har forholdt sig til deres egen død.

“Jeg har selv taget stilling til, hvordan jeg gerne vil herfra, og det gør det nemmere at snakke med andre. Det bliver mere naturligt, end hvis man tænker, døden, det kommer aldrig til at ske for mig, for det gør det jo,” fortæller Maria Vinter Midfjord. Derfor sørger de for at evaluere de enkelte palliative forløb, så personalet på den måde får mulighed for at belyse deres egne handlinger og reaktioner i forløbene. 

Fokus på samtalerne har også medført en anden tilgang til dødsfaldene, mener Anne Bakman. 

“Tidligere var vi måske lidt tilbageholdende med at fortælle de øvrige beboere, hvis en af de andre var gået bort, men der må godt blive sat et lille lys ved døren, og vi taler med de pårørende om, hvordan de vil markere det,” fortæller hun.