Manglende tid fører til ringere trivsel

Hjerneskader, nyreskader eller brækkede ribben er ikke de eneste negative konsekvenser, der kan følge i kølvandet på en forsøgt genoplivning. Det påvirker også sygeplejersken mentalt, når han eller hun bliver tvunget til at overbehandle døende patienter – og mange sygeplejersker føler, at der ofte ikke er tid nok til at tage sig ordentlig af dem.

Det viser en ikke tidligere offentliggjort undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra i år. Blandt 2.228 medlemmer svarede 41 pct. af de sygeplejersker, der regelmæssigt plejer og giver omsorg til døende, at de oplever, ikke at have den nødvendige tid til pleje og omsorg af døende.

Et amerikansk studie peger desuden på, at ”futile or potentially inappropriate care” – nytteløs eller upassende behandling – kan føre til mistrivsel hos sundhedspersonalet.

I studiet deltog 349 sundhedsfaglige personer. Mange af dem forbandt overbehandling af patienter med vedvarende negative følelser. Flere svarede også, at nyttesløs behandling af en patient ofte fik dem til at undgå at interagere med patientens pårørende, at tale om det med kollegaer eller med egne familier.

Netop denne type opførsel kan ifølge studiet bidrage til såkaldt klinisk udbrændthed – en form for træthed og mental udmattelse, der kan opstå hos sygeplejersker og sundhedspersonale, når arbejdet ikke giver mening, eller opgaverne ikke kan løses på tilfredsstillende vis.

Vi husker de dårlige oplevelser

Det er ikke et ukendt fænomen herhjemme, at manglende tid og afklaring ved livets afslutning i sidste ende kan føre til ringere trivsel for personalet. Det fortæller Ove Gaardboe, overlæge og leder af ”Klar til samtalen” – et projekt, der har haft til formål at klæde sundhedspersonalet på sygehuse og plejehjem på til den svære samtale. 

Mange af de problemer, som studiet beskriver, er nogle, han selv er stødt på i forbindelse med hans samtaler med blandt andet sygeplejersker.

”Trivsel handler om mere end ordentlige forhold eller god ledelse. Det handler først og fremmest om følelsen af, at man har udført et godt stykke arbejde. Hvis man står i en situation, hvor man er med til at yde en behandling, som man ikke synes skulle være indledt, så føles det ikke tilfredsstillende. Når man går hjem den dag, så husker man ikke på alle de gode ting, der også skete. Man husker kun de dårlige ting – og man husker på dem længe,” siger Ove Gaardboe.