Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om

På Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle har de arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære samtale om livets afslutning. Her handler det ikke kun om at få taget stilling i god tid, men også om at fremelske en åbenhedskultur, hvor der er respekt for både det faglige og det menneskelige skøn.
”Samtalen ikke kun et fagligt, men i høj grad også et menneskeligt skøn,” siger sygeplejerske og kvalitetskoordinator Helen Bruun.
Michael Drost-Hansen

”Hvad er vigtigt for dig?” står der med fed skrift på et rødt badge, som er hæftet på Jannie Christina Frølunds hvide uniform. Det er et spørgsmål med plads til fortolkning, men det går godt i spænd med den åbne samtalekultur om døden og stillingtagen, som man har opdyrket på Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
”I virkeligheden er det jo et spørgsmål, som vi alle bør stille os selv hele tiden, men det kan faktisk være rigtig svært for mange patienter at svare på – ikke mindst når de nærmer sig livets afslutning,” siger Jannie Christina Frølund. 

Hun er klinisk sygeplejespecialist, og sammen med sygeplejerske og kvalitetskoordinator Helen Bruun har hun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”. Et projekt ledet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som blev gennemført fra efteråret 2017 til foråret 2019. Målet med projektet var at udarbejde et sæt anbefalinger til, hvordan sygehuse kan arbejde med at tilbyde, gennemføre og registrere samtaler med patienter om den sidste tid.

På afdelingen i Vejle har de dog allerede siden slutningen af 2014 arbejdet målrettet med at klæde sundhedspersonalet på til den svære snak om døden. Dengang blev man bedt om at undersøge årsagen til en stigning i antallet af hjertestopkald – en undersøgelse, der blev grebet systematisk an med en journalgennemgang af alle hjertestop i perioden.

”Vi fandt for det første ud af, at vores hjertestopkurve faktisk ikke var så slem, da det kom til stykket. Derudover fandt vi ud af, at vi havde to ben at gå på: Det ene var observation af patienterne, og det andet var at få taget stilling til genoplivning i tide,” siger Jannie Christina Frølund.

Lommekort


Sådan kan du indlede samtalen om den sidste tid

  • Hvad tænker du om din sygdom og den behandling, du får for den?
  • Hvad tænker du bliver de næste skridt i dit liv?
  • Skal vi fortsætte behandlingen, som den er nu?
  • Giver behandlingen mening, synes du?
  • Er der noget, der særligt bekymrer dig omkring din behandling?
  • Er der noget vigtigt – her i denne fase – du gerne vil tale om eller have hjælp til?
  • Er der noget særligt, du håber vil ske?
  • Har du tænkt på, hvordan det skal gå det næste stykke tid?
  • Er der noget, der har særlig betydning for dig her i den sidste tid?
  • Har du spørgsmål til din sygdom – eller er der noget, du frygter omkring din sygdom?

Kilde: Klar til samtalen om den sidste tid, Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus – en del af Sygehus Lillebælt

Det handler om mennesker

Siden er der blevet søsat en lang række tiltag på afdelingen, der alle har skullet sikre, at personalet har så gode forudsætninger som muligt for at kunne tale med patienterne om livets afslutning – og at deres ønsker så vidt muligt efterkommes.

”Én ting er selve samtalen, men det handler også om at sørge for, at beslutninger når ud til alle, der skal vide det. Er det klart for alle – både sygeplejersker og læger – at der er blevet taget stilling?” siger Helen Bruun.

Derfor er fravalg af genoplivning nu blevet gjort synligt i afdelingen på elektroniske oversigtstavler, i journalen og på morgenkonferencen. Der bliver lavet audits på alle hjertestopkald, der bliver indsamlet data og ført statistik. Man har også gennemført en spørgeundersøgelse blandt personalet omkring samtalen om den sidste tid. På baggrund af undersøgelsen er der blevet udviklet et lommekort med gode råd og forslag, som personalet kan støtte sig til i selve samtalesituationen.

På trods af værktøjer, struktur og målrettet tilgang understreger Jannie Christina Frølund imidlertid, at man ikke ønsker at tvinge samtalen igennem. 

”Til syvende og sidst drejer det her sig om mennesker. Derfor har det helt oppe fra ledelsesniveau handlet om at skabe en kultur, hvor personalet tør tage samtalen, og hvor de føler, at de kan tale om det med hinanden. Det tager tid, og det er ikke muligt, hvis der ikke er opbakning til det,” siger hun.

Helen Bruun er enig. Hun tilføjer, at dét at skabe gode rammer for samtalen om den sidste tid ikke kun handler om samarbejde og åbenhed, men også om respekt for patienterne.

”Døden skal ikke være det første, de bliver spurgt om, når vi har fået deres CPR-nummer. Når en patient kommer ind akut, så er de måske slet ikke klar over, at de er i den sidste fase af livet. Måske er de klar over det, men er ikke parat til at tale om det. Derfor er samtalen ikke kun et fagligt, men i høj grad også et menneskeligt skøn,” siger Helen Bruun.

Sygeplejerskerne vil have afklaring

Hverken Jannie Christina Frølund eller Helen Bruun er i tvivl om, at den fælles indsats har affødt konkrete resultater. På Medicinsk Afdeling bliver der taget stilling til genoplivning hos flere patienter end nogensinde før – og som oftest sker det allerede i ”fredstid”, som de kalder det. 

Ifølge dem begge er det især sygeplejerskerne på afdelingen, der gerne vil have afklaring omkring genoplivning.

”Det er jo sygeplejerskerne, der plejer patienten, og som lærer dem at kende, fordi de er inde hos dem hele tiden. Det er dem, der ser det først, når det går ned ad bakke, og det er også dem, som skal gå i gang med genoplivningen ved hjertestop. Derfor vil de ofte gerne tage samtalen tidligt i forløbet,” siger Helen Bruun.

Klinisk sygeplejespecialist Jannie Christina Frølund
Jannie Christina Frølund er klinisk sygeplejespecialist, og har sammen med Helen Bruun været primus motor på afdelingens deltagelse i ”Klar til samtalen – i god tid”.
Michael Drost-Hansen

Derfor opfordres sygeplejerskerne til at bruge deres faglige observationer og sætte ord på, når de føler, at en samtale om den sidste tid er relevant – og ikke blot efterlade ”en gul seddel til lægen”, som Jannie Christina Frølund udtrykker det. 

”Måske har lægen en god grund til at udskyde samtalen. Måske har sygeplejersken observeret noget, som lægen ikke har set. Derfor er det netop så vigtigt, at vi bruger hinandens faglighed, så vi kan nå frem til en fælles forståelse,” siger Jannie Christina Frølund. 

 

Emneord: 
Død