Hjælpen er klar, hvis du råber højt

Når sygeplejersker fra Rigshospitalet ytrer sig offentligt om de forhold, de oplever på deres arbejde, er fællestillidsrepræsentanterne Charlotte Vallys og Diana Jensen Saksulv på pletten for at skærme dem.

”Vi prøver med det samme at sikre, at deres ret til at ytre sig bliver respekteret. Det kan det knibe med hos den nærmeste ledelse, så der hjælper vi,” siger Charlotte Vallys.

Det er ikke længe siden, at en sygeplejerske blev kaldt til samtale af sin leder og kritiseret for at have ytret sin mening. Her rykkede hun og Diana Jensen Saksulv også ud og tog en snak med lederen. 

”Det bliver ofte ord mod ord, men vi er der og gør, hvad vi kan for at hjælpe,” siger Charlotte Vallys.

Ignoreret efter ytring

De to FTR’er fortæller, at det er vigtigt, man som sygeplejerske er bevidst om, at det kan give efterdønninger på ens afdeling, hvis man går ud og ytrer sig kritisk i pressen. Også af slagsen, som kan være svære at dokumentere. F.eks. er der sygeplejersker, der oplever at blive sat bagest i køen til det kursus, de har ønsket. Eller som bliver
ignoreret på gangen. Bl.a. ved at ingen ledere siger godmorgen til sygeplejersken.

”Den næste vagtplan ser lidt dårligere ud, end den plejer. F.eks. med flere nattevagter. Og så er der dem, der bliver kaldt til samtale med ledelsen. De får at vide, at det ikke er særlig smart at gå ud og kritisere afdelingen i pressen, når det i forvejen er svært at rekruttere personale. Og at det er illoyalt over for arbejdspladsen,” siger Diana Jensen Saksulv.

Det sker til trods for, at politikerne i Region Hovedstaden i 2017 satte fokus på problemet og vedtog en åbenhedspolitik, der skulle sikre, at medarbejdere ikke var bange for at ytre sig.

Hensyn til kolleger

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at et stigende antal sygeplejersker tier om kritisable forhold på arbejdspladsen, som offentligheden burde have kendskab til ifølge sygeplejerskerne. I undersøgelsen fortæller hver tredje af de sygeplejersker, der tier om disse kritisable forhold, at de er blevet forhindret af deres leder, mens lidt flere, 42 pct., svarer, at ”ingen” har forhindret dem. 3 pct. peger på en kollega.

”Det giver god mening. Der er nogle, der bare ikke ønsker at stille sig op og sige noget. Andre vil måske gerne, men har set, hvad andre er blevet udsat for,” siger Diana Jensen Saksulv.

Hun er overrasket over, at der ikke er flere, der peger på en kollega.

”Vi oplever, at hensynet til kollegerne også vejer tungt i overvejelserne om, hvorvidt man skal ytre sig. Nogle udsætter sig selv for selvcensur, fordi de er bange for, at kollegerne bliver sure på dem. Bl.a. fordi der er en oplevelse af, at det kan være svært at rekruttere, hvis man går i pressen og fortæller om kritisable forhold,” fortæller hun.

Og så kan lederne være en barriere. Det oplever de to FTR’er også selv.

”Det er ikke længe siden, vi begge havde en sur afdelingssygeplejerske i røret, der råbte og skældte os ud for noget, vi havde sagt,” fortæller Charlotte Vallys.

Få hjælp af FTR

Hvis de to FTR’er får kendskab til, at en eller flere sygeplejersker ønsker at gå til pressen for at gøre opmærksom på et problem, prøver de at klæde dem så godt på som muligt.

”Vi spørger altid, om det er et problem, der kan blive løst ved at gå til pressen. Om de har overvejet, hvad det vil betyde for deres afdeling og for dem selv. Vi siger ikke, at de ikke skal gå til pressen, men at de skal passe på sig selv,” fortæller Charlotte Vallys.

De rådgiver også om at få citater til gennemsyn og sikre sig, at budskaber ikke bliver fordrejet.

”Og så skal man huske, at man altid kan gå til sin FTR. Vi er her for at hjælpe med at løse problemerne – også inden pressen bliver involveret,” siger Diana Jensen Saksulv.