Vi er hverdagens eksperter

”Det er medarbejderne ude på arbejdspladserne, der kan fortælle, hvordan virkeligheden er. Det kan godt være, at der er regneark og taldiagrammer, der kan sige noget. Men vi ved, hvordan det er. Og der er ikke noget modargument mod det, vi oplever.”

Sådan siger Frederikke Sørensen, sygeplejerske, bestyrelsesmedlem i Kreds Hovedstaden, meningsdanner og aktiv debattør.

Hun begyndte allerede at give sit besyv med, da hun som udvekslingsstuderende oprettede en blog. I dag deler hun oftest sine tanker på Facebook-siden ”Thedanishnurse”, men hun har også stadig bloggen under samme navn. Derudover skriver hun jævnligt debatindlæg på avisen.dk og har en twitterprofil. Og for nylig stod hun over for innovationsminister Sophie Løhde (V) i Debatten på DR2.

”For mig er det blevet hverdag og normalt at ytre mig,” siger Frederikke Sørensen, som dog også stadig kan blive både genert og nervøs.

Men når hun er usikker, så deler hun også det. I det hele taget bruger hun sig selv meget, når hun skriver om at være ny i faget, gå ned med stress, og hvordan hun oplever at arbejde i et presset sundhedsvæsen.

Ikke gratis at stikke snuden frem

Men som en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, er det langtfra alle sygeplejersker, der bruger deres ytringsfrihed og -pligt.

Selv om 38 pct. af sygeplejerskerne har oplevet kritisable forhold, som de mener offentligheden burde have kendskab til, har kun 8 pct. af dem påtalt de kritisable forhold over for offentligheden. Årsagerne til, at sygeplejerskerne ikke ytrer sig, er ifølge analysen mangesidig – men handler bl.a. om, at de har oplevet, at de selv eller kolleger er blevet udsat for kritik ved offentlige ytringer.

Og det er heller ikke gratis at stikke snuden frem, fortæller Theis Smedegaard, sygeplejerske, meningsdanner og kredsbestyrelsesmedlem i Kreds Hovedstaden.

Han har f.eks. oplevet det i forbindelse med, at han ytrede sig om pressede arbejdsforhold på konkrete afdelinger.

”Det var ikke, fordi min leder sagde, at jeg ikke måtte skrive det, jeg skrev, men hun sagde, at jeg jo godt vidste, at vi i forvejen ikke havde nemt ved at rekruttere …,” fortæller Theis Smedegaard. Og det er ærgerligt, synes han.

”Det gør mig både trist og vred, når lederne ikke ser det større billede, men kun fokuserer på, at ytringerne skaber et dårligere omdømme for afdelingen. Det er superærgerligt. Det burde være en fælles kamp. Det er jo ikke afdelingssygeplejerskerne, der ikke vil sætte flere sygeplejersker på gulvet. Det er højere oppe i systemet, at den beslutning træffes,” siger han.

Kollegiale samtaler

Også Frederikke Sørensen har oplevet, at lysten og modet til at ytre sig nemt kan blive stækket. På sit tidligere job blev hun kaldt til samtale hos sin nærmeste leder, efter at hun havde skrevet om en vagt, hvor hun var så presset, at hun var brudt grædende sammen.

”Selvom min leder var fantastisk sød og udtrykte bekymring for mig, så var der også en underliggende tone og en opfordring til, at hun gerne ville have, at jeg orienterede hende en anden gang,” siger Frederikke Sørensen.

Harun Demirtas, kredsnæstformand i Kreds Hovedstaden og sygeplejerskevikar i hjemmeplejen, er en af dem, der er aktiv i den offentlige debat. Han har flere gange oplevet at føle sig ”overvåget” og kaldt ind til ”kollegiale samtaler”.

”Jeg er blevet irettesat af oversygeplejersker, når jeg har ytret mig. Jeg er også blevet kaldt til møde med en pressemedarbejder på det hospital, hvor jeg arbejdede, som sagde, at det nok var bedst, at jeg ikke skrev de ting, jeg gjorde.”

Frederikke Sørensen har også fået at vide af en pressemedarbejder, ”at det var en god idé, hvis hun lige fik afdelingssygeplejersken til at læse sine debat- og blogindlæg igennem, inden de blev publiceret”.

Det er uheldigt, mener Harun Demirtas.

”Der kan let opstå barrierer eller forhindringer, der gør, at noget, man ville sige, bliver stoppet eller pillet ud,” siger han.

Selv om sygeplejerskerne aldrig ville lade en leder eller pressemedarbejder læse deres ting igennem, synes de dog, at det for det fremtidige samarbejdes skyld er en god idé at orientere sin leder om, at man har fået et læserbrev optaget i de tilfælde, hvor det handler konkret om arbejdspladsen.

Kollegakritik gør mest ondt

Når man ytrer sig, skal man kunne tåle at blive mødt med kritik.

”Der er mange, der fortæller, det er sejt og modigt, at jeg ytrer mig. Men der er da helt sikkert også nogle, der synes, at jeg er pisseirriterende, skal holde kæft og holde op med at ”tude” og ”bare passe mit arbejde”,” fortæller Frederikke Sørensen.

Nogle gange gør det ondt. Især når kritikken kommer fra egne rækker.

Nogle gange skal man vove at tale højt uden at vide, hvor mange, der mener det samme. For hvis der er én, der tør, er der måske flere, der også tør, siger meningsdanner Vibeke Kline Frost.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

I forbindelse med afslutningen af uddannelsen som meningsdanner lavede hun en video til Facebook, hvor hun iført uniform, sjov hat og læbestift – rappede om ligeløn og kvindefag og brugte ord ”sygepleje-fjabbe” og ”store bryster”. Det faldt flere sygeplejersker for brystet. I kommentarsporet lød det bl.a.: ”Pinligt, flovt, nedværdigende for faget”.

”Det ramte mig dybt,” siger Vibeke Kline Frost. ”En ting er, når kritikken kommer udefra, men når kritikken kommer fra sygeplejersker, så er det hårdt.”

Hun er dog ikke holdt op med at blande sig i debatten. Sammen med sin kæreste, der også er sygeplejerske, rapper hun stadig om arbejdsforhold, løn og ligeløn i flere små videoer på Facebook. Men hun passer bedre på sig selv.

”Man kan aldrig gøre alle glade. Humor er en god indgangsvinkel, og det er provokation også, hvis man ønsker at skabe debat. Men jeg tænker over, hvordan jeg kan gøre det, så der ikke er nogen, der bliver kede af det.”

Flest positive erfaringer

Selv om de negative oplevelser i forhold til at ytre sig er dem, der fylder mest både i medierne og sygeplejerskerne imellem, så opvejes de negative oplevelser af de positive.

”Jeg har sindssygt mange positive erfaringer,” siger Theis Smedegaard. ”For hver negativ oplevelse har jeg 100 positive. I det hele taget har jeg oplevet meget lidt negativt. Det, jeg hører mest, er: ”Hvor er du sej, og fedt at du tør stå op”.”

Det samme oplever de andre meningsdannere.

Frederikke Sørensen fortæller, at det især sker, når hun fortæller om de gode oplevelser. Så skriver andre sygeplejersker til hende, at hun spejler den stolthed, de også selv har ved at være sygeplejersker.

Det allerbedste er, når andre sygeplejersker bakker op om det, man skriver: ”Det skaber en fællesskabsfølelse, som man kan stå på. Også når det handler om noget, der er negativt og problematisk. En følelse af ”Yes, vi gør noget ved det”.

Da jeg havde været i Debatten, fik jeg tilsendt så mange billeder og film fra kollegaer, der sad og så med.

Det viste jo, at mange faktisk er stolte og glade for, at jeg ytrer mig.”

De fire sygeplejersker i artiklen har alle deltaget i Kreds Hovedstadens Meningsdanneruddannelse, som indtil videre har været afholdt to gange. Uddannelsen giver sygeplejersker viden og redskaber til at deltage i den offentlige debat om faget og dets vilkår. I øjeblikket uddanner Kreds Sjælland sit første kuld meningsdannere.