Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forsker: "Der er sket forbløffende lidt de seneste 20 år"

Der er brug for et nationalt forskningscenter, hvor fagpersoner kan henvende sig og få råd og viden om alternativ behandling. Det siger forskningschef i Scleroseforeningen, Lasse Skovgaard.

Sygeplejersken 2019 nr. 9, s. 34

Af:

Anne Witthøfft, journalist

”Siden man for alvor begyndte at tale om alternativ behandling og integreret medicin i 80’erne, har et af de primære mål været at forbedre samarbejdet og dialogen mellem det alternative og det etablerede sundhedssystem.”

Det fortæller forskningschef i Scleroseforeningen Lasse Skovgaard, der som en af landets førende forskere i alternativ behandling har fulgt udviklingen inden for området i mere 20 år.

I år 2000 skrev Sundhedsstyrelsen på foranledning af Sundhedsministeriet til alle landets sygehuse med en opfordring til så vidt muligt at acceptere patienters ønske om at benytte alternativ behandling under indlæggelse på sygehus.

”Man har i vid udstrækning prøvet at få to verdener til at mødes. Det er ikke lykkedes. Og det skal det måske heller ikke. Men jeg synes egentlig, at vi stadig er forbløffende langt fra en holdbar løsning, og at den konventionelle sundhedsverden stadig ofte står unødvendigt stejlt – også på evidensen, når det gælder supplerende behandlinger,” siger han.

Hvis sundhedsvæsenet skal tage patienternes ønske om at bruge alternativ behandling alvorligt, så mener Lasse Skovgaard, at der er brug for et sted, hvor fagpersonale kan få overblik og sparring i forhold til eksisterende viden inden for alternativ behandling og forskning.

Her er det oplagt at lade sig inspirere af nordmændene, som siden 2005 har haft et nationalt forskningscenter, NAFKAM.

I Danmark havde man fra 2000-2012 Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB). Men det blev nedlagt, da der ikke længere var politisk opbakning til at finansiere det.

spl9-19_tema_boks

Tema: Alternativ behandling

Selv om knap en million danskere – især alvorligt syge patienter - hvert år benytter ikke godkendt alternativ behandling, er sundhedsvæsenet kun i ringe grad gearet til at rådgive og forstå patienternes behov og virkelighed. Den praksis vil Vejle Sygehus gøre op med. Her kan sygeplejerske Jeanett Kertevig fra næste år kalde sig landets første sygeplejerske med speciale i komplementær behandling.

Læs i dette tema: