Jeg var nødt til at spille på alle heste

”Der står i min journal, at jeg nægtede at dø.”

Det fortæller 48-årige Rikke, som for fire og et halvt år siden fik konstateret ovariekræft i stadie fire og med spredning til store dele af kroppen.

Dengang fortalte lægerne hende, at der kun var 10 pct. chance for at hun ville overleve et år og 0 pct. chance for at hun ville overleve fem år.

Rikke var kun 42 år, i god fysisk form og havde et drømmejob som sygeplejerske, da hun fra den ene dag til den anden fik konstateret ovariekræft og senere hen også brystkræft.

”Det kom som et kæmpe chok. Dagen inden havde jeg været ude at løbe, og da jeg fik beskeden tænkte jeg, at det ikke kunne passe, at det ikke var mig, der var syg.”

Hun blev indrulleret i et kræftpakkeprogram – blev CT og PET scannet, ultralydsscannet og røntgenfotograferet – men hun blev ved med at tænke, at det ikke var hende, det handlede om.

”Det var også den indgang, jeg havde, da lægerne sagde, at det var alvorligt, og at jeg ikke ville overleve. Jeg tænkte, det er ikke mig, I snakker om,” siger Rikke.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle gå hjem og være sammen med min familie den sidste tid. Og at vi talte uger. Så jeg var lidt ude at skide,” konstaterer hun.

Men med en søn på tre og en datter på 13 kunne hun ikke bare give op.

Håb og tro

Derfor takkede hun uden forbehold ja til alt det, der blev tilbudt. Operation. Kemo. Og stråler. Men med en dødsdom over hovedet turde hun ikke forlade sig på den konventionelle behandling alene.

Derfor tog hun også høje doser af forskellige kosttilskud, vitaminer, mineraler mv, hvilket er blevet en naturlig del af hverdagen sammen med den sunde og nærende kost. Hun opsøgte en såkaldt tankefeltsterapeut, der har fokus på det og på metamedicin.

Lærte fordybelsen i meditation og mindful living. Modtog healing flere gange om ugen, ligesom præster og andre tog hende i forbøn.

”Som sygeplejerske er jeg jo videnskabeligt orienteret og før jeg blev syg, ville jeg aldrig have kastet mig ud i healing eller arbejde med metasundhed og tankefeltsterapi. Det ville jeg have syntes var mærkeligt og lidt langhåret,” fortæller Rikke.

”Men jeg skulle jo finde en måde at kunne holde ud at være i nuet, samtidig med at jeg havde fået en udløbsdato. For lægerne havde talt om uger og måneder. Ikke år.”

Rikke oplevede, at håbet og troen på, hun ville klare den, ikke var lige så stærk på sygehuset, som det var i den alternative verden.

Godt nok mødte hun læger, der sagde: ”Du skal ikke tro på dem, der siger at bægeret er halvt tomt.” Eller: ”Jeg er gået til stålet og har opereret dig i bund, så du har en chance.”

Men hun mødte også læger og sygeplejersker, der havde hovedet lidt på skrå og i bedemandsfolder.

”Det syntes jeg var rigtig hårdt. Man kunne godt tænke det åndelige og det hele menneske lidt mere med. Troen på noget og tankerne er vigtige.”

Derfor ville hun også gerne have haft, at der var nogen, der havde talt med hende om alternativ behandling.

”Jeg var jo simpelthen så syg, og jeg kunne ikke overskue at sætte mig ind i alt det. Det ville da have været fedt, hvis der havde været en pakke omkring det.”

Hjælpen fandt hun på Informationscenter for Alternativ Kræftbehandling (ICAK), et offentligt støttet center, hvor frivillige sygeplejersker rådgiver patienter fra hele landet.

”Det var helt magisk for en sygeplejerske som mig. ICAK bandt bro mellem to verdener.

Hvor den konventionelle verden er meget lukket over for det alternative og udelukkende tror på den konventionelle behandling, kan man i den alternative verden blive mødt med: ”Tør du virkelig tage kemo?”. Og for mig var det ikke et enten eller men et både og. Jeg ville spille på alle de heste, der gav mening for mig, for jeg havde ikke tiden med mig.”

Gennem nøglehullet

I dag har Rikke været sygdomsfri i to år. Og selv om både læger og sygeplejersker mente, at det var mirakuløst, at Rikke havde overlevet, var der ikke nogen på hospitalet, der spurgte, hvad hun havde gjort.

”Det syntes jeg var underligt. De sagde, ”ej hvor er det fantastisk, at du er her, det var der ikke nogen, der havde regnet med”. Men det var ikke sådan, at de sagde, ”gud ved, hvad hun gør”,” siger Rikke.

”Jeg fik at vide, at jeg havde overlevet, fordi jeg var blevet opereret og havde fået kemoterapi. Og det kan da også godt være. For mig er det ligegyldigt – bare jeg ikke har kræft. Men min faste kræftlæge sagde også, at der er nogen, der smutter igennem nøglehullet, uden at vi helt ved hvorfor.”

Rikkes bedste råd til andre alvorligt syge patienter er, at man skal finde sin egen vej i det.

”Der sker det, når man er alvorligt syg, er at man bliver stresset. Det siger alle dem, jeg har talt med. Der er tusind milliarder metoder, regler, kost og terapeutformer, og så kommer man let til at cykle rundt i det hele, uden at gøre noget af det helhjertet. Jeg tror, at det er vigtigt at gøre få ting og så gøre det helhjertet – det er den vej, jeg har valgt,” siger hun.

”En vigtig ting at give videre til andre er selvfølgelig at tro på noget, tro på sig selv og sine beslutninger i et helbredelsesforløb og især hele tiden at se sig selv som rask og takke universet for helbredelse. Tro flytter virkelig bjerge.”