"Vi erstatter medicin med omsorg"

Duften af nybagte boller, æteriske olier og friskplukkede blomster. Hjemmebagt kage serveret på antikt porcelæn. Et lille digt under tallerkenen. Strukturerede og planlagte dage med meningsfulde aktiviteter og masser af fysisk udeliv.

Sådan kan ældrepleje til svært demente borgere på plejehjem også se ud. I 2020. I Gribskov Kommune i Nordsjælland.

Her ligger demensplejehjemmet Dagmarsminde. Et friplejehjem grundlagt og skabt af den 39-årige sygeplejerske May Bjerre Eiby, der er aktuel med bogen ’Omsorgsmanifestet – hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’.

Halloween med lort i bleen

’Omsorgsmanifestet’ udkommer tilsyneladende lige til tiden.

For omtrent samtidig med bogens udgivelse blev der afholdt et to dage langt ældretopmøde om det, som Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kaldte en ”ældrepleje i fundamental krise”.

Baggrunden for topmødet var en TV 2-dokumentar, der viste, hvordan to plejehjemsansatte taler hen over hovedet og ned til den demente Else Marie Larsen, inden de ruller hende ned til plejehjemmets halloweenfest med afføring i bleen.

Den virkelighed kender May Bjerre Eiby godt. Hun har både som sygeplejerske og som datter til en dement far på plejehjem været vidne til masser af omsorgssvigt.

Fjern medicin og indfør træning

Men i 2016 kunne May Bjerre Eiby åbne dørene til Dagmarsminde, som i dag er blevet et eksempel på, at det er muligt at skabe et helt andet slags plejehjem.

Alligevel bliver hun ofte mødt med skepsis.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt, at det er umuligt at skabe et fantastisk plejehjem. At der ikke er penge nok. At der mangler varme hænder. At det er tungt arbejde. At de ældre er for syge. At lønnen er for lav. At rammerne er forkerte. At der mangler plads. At plejehjemmet kun er for rige,” skriver May Bjerre Eiby i forordet til sin nye bog.

”Men jeg har ikke flere penge end kommunale plejehjem. Selv om Dagmarsminde er et friplejehjem, så er de fleste af beboerne her på almindelig folkepension, og plejen er offentligt finansieret på lige fod med andre plejehjem. Det handler ikke om penge, men mere om at man skal gå nogle helt andre metodiske veje. Fjern hjælpemidlerne, fjern medicinen, sørg for at træne beboerne og sørg for at der sker noget.”

De mange indvendinger får dog ikke May Bjerre Eiby – som også er en flittig debattør – til at tøve i kampen for en værdig og meningsfuld tilværelse for beboerne på plejehjem.

”Jeg ser jo den positive effekt, af det vi gør,” siger hun om beboere, der tidligere sad i kørestol, men nu kommer ud at gå ture eller løbe, finmotorikken der bliver bedre, og koncentrationsevnen der øges. Ligesom uroen og rastløsheden mindskes efter en tid.

Standardisering bremser udvikling

”Men nogle gange kan det godt være opslidende at se, hvordan plejehjemssystemet bare reproducerer sig selv. Så bygger man et nyt plejehjem, og så ser det også ud som det andet. Problemet med standardiseringerne er, at det skaber nogle kedelige miljøer, der ikke rigtig udvikler sig. Der er ikke noget dynamik, og så er det røvsygt at arbejde der, og så bider det sig selv i halen,” siger May Bjerre Eiby.

”Så opstår der en ulyst til faget og til de ældre. Jeg synes grundlæggende, at det er vores måde at styre systemet på, der er et problem,” siger hun.

”Der mangler en rummelighed over for, at de enkelte steder kan gøre det på hver deres måde. Der er brug for noget mere frisættelse af tankegange og måder at styre stederne på. Jeg taler ikke for totalt anarki. For der er selvfølgelig nogle overordnede regler i et samfund. Men der skal være mere tillid og plads til at tro på, at dem, der arbejder på plejehjemmet, nok godt kan og også har lyst til at være der.”

Er det muligt for sygeplejersker at gøre oprør inden for de offentlige systemer?
”Det tror jeg. Jeg tror, problemet er, at mange ledere ikke siger, nu må jeg lige prøve at bøje de der regler en lille smule. På Dagmarsminde er vi jo også underlagt en kommunes regelsæt og instrukser, og dem skal vi også efterleve, men man kan godt navigere i det. Det er det lille oprør, det handler om. I bogen skriver jeg f.eks., hvordan vi håndterer dokumentationskrav på vores helt egen måde.”

Beboerne bliver nysgerrige igen

Hvad er du mest stolt af at have opnået?
”Der er mange ting. Men det, at jeg kan se, at alle beboerne får det bedre, og at der sker små udviklinger. Det oplever jeg dagligt. Selv hos de fysisk mest svækkede. Det kan også bare være en udvikling oppe i hjernen, der gør, at de åbner op og bliver nysgerrige igen. For de er ikke nysgerrige, når de flytter ind. De er ligeglade og har ikke lyst til mere. Så det der med at give dem en tilværelse, hvor de føler, at der skal ske noget igen i morgen, og at de glæder sig,” siger May Bjerre Eiby og fortsætter:

”Ja, og så det, at man kan fjerne deres medicin og erstatte det med omsorg i form af menneskelig kontakt og fysisk aktivitet,” siger May Bjerre Eiby.

”Det er helt tydeligt, at beboerne får det markant bedre, når de ikke længere har bivirkninger.”

I gennemsnit får plejehjemsbeboere otte præparater om dagen. På Dagmarsminde får de fleste kun ét.

”Da jeg startede plejehjemmet, tænkte jeg også selv, at beboerne nok var nødt til at få meget af den medicin, de fik. Men da vi begyndte at udtrappe medicinen – også det blodtrykssænkende og alle de andre præparater – blev jeg overrasket over, at det kunne lade sig gøre, og over at se, hvor mange symptomer, der forsvandt,” siger hun.

”I den periode, hvor man fjerner medicinen, er det svært, og det kræver mod at holde fast og tro på det. Som sygeplejerske kan man nemt tænke uha nej, det blev vist for meget, vi må hellere skrue lidt op igen.”

Nødvendige sygeplejersker

Udtrapning af medicin kræver, at der er sygeplejersker på Dagmarsminde.

”Sygeplejersker er sindssygt vigtige. De løfter kvaliteten. Det er sygeplejersker, der gør, at vi kan trappe beboerne ud af deres medicin,” siger May Bjerre Eiby.

Sygeplejerskerne er også med til at forebygge sygdomme og indlæggelser.

”Vores beboere er stort set aldrig indlagt, og jeg tror aldrig, vi har haft en lungebetændelse. Vi har heller aldrig haft hospitalsindlæggelser pga. urinvejsinfektioner. Og det er jo fordi, der er sygeplejersker på Dagmarsminde,” siger hun og understreger, at de ikke bare sidder på kald, men er med i den direkte pleje, er med til at hjælpe de ældre op om morgen og er en del af teamet.

May Bjerre Eibys vigtigste budskab til sygeplejerskerne er derfor også, at de skal huske, hvad de historisk set er skabt af:

”Det er nogle dyder omkring hænder og blik. At være til stede og nær. At kunne vurdere tingene ud fra en intuitiv følelse, hvor man bruger både erfaring, tvivl og menneskelighed. Når det gælder ældre med demens og Parkinson, så er det altså det mest kraftfulde, der er. Det virker bare.”