Sygeplejersken
"Trygheden er det vigtigste"
Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Tove Christensen.
Sygeplejersken 2020 nr. 12, s. 31
Af:
Anne Witthøfft, journalist
Tove Christensen, 95 år, har boet på Louise Mariehjemmet i fire måneder
”Jeg synes, her er dejligt. Her er en god stemning. Jeg får al den omsorg, jeg har brug for. Det er blot ét ord, så er de her.
Jeg bad selv om at komme på plejehjem. Indtil for fire måneder siden boede jeg i min egen lejlighed, som lå på fjerde sal. Men til sidst havde jeg besvær med at komme op og ned ad trapperne.
Jeg føler mig tryg ved at være her. Her er nogen hele tiden. Selvom det nu også godt kan være lidt underligt, at her også er nogen om natten (en nattevagt, red.).
Trygheden er det vigtigste, og at man kan med de mennesker, der skal passe en. Og at der foregår noget. Der er vist nogle steder, hvor der ikke sker en pind.
Her er der ture, som jeg melder mig til eller bliver inviteret til. For ikke så længe siden var vi ved Damhussøen og spise is. Jeg kan godt lide banko om mandagen i spisestuen, og at vi får god mad.
Der er flere af de andre, der er demente, de er nu sjove. Man hører om hele deres barndom, og hvor vrede de kan være. Men jeg synes, det er hyggeligt og sjovt.”