Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra plejehjem til livsglædehjem

Fra beroligende medicin til kat og kaniner. Lund Sykehjem er et af Norges såkaldte livsglædehjem, der sætter de livsbekræftende oplevelser for den enkelte beboer i centrum.

Sygeplejersken 2020 nr. 12, s. 33

Af:

Nana Toft, journalist

spl12-2020_tema_lund
Livsglædehjem

Livsglædehjem er en national certificeringsordning i Norge, der så dagens lys i 2012. For at blive certificeret skal et plejehjem opfylde ni kriterier. Knap 17 pct. af norske plejehjem er livsglædehjem.

  • Alle ansatte skal have viden om og arbejde efter standarderne for livsglædehjem.
  • Man skal samarbejde med skoler, børnehaver, frivillige og organisationer.
  • Beboerne skal på tur en gang om ugen.
  • Kontakt med dyr.
  • Beboerne skal opretholde hobbyer og fritidsaktiviteter.
  • Der skal være ro og hygge omkring måltiderne.
  • Pårørende skal have god information og mulighed for at medvirke til livsglædearbejdet.
  • Musik, kultur og fokus på åndelige behov.
  • Årstiderne skal trækkes ind som en naturlig del af hverdagen.

Læs mere om Livsgledehjem

Fra 580.000 til 175.000 norske kroner.

Så drastisk var faldet i udgifterne til medicin på Lund Sykehjem i perioden september 2016 til september 2017.

Årsagen?

Plejehjemmet fik sin certificering og kunne i september 2017 kalde sig for et livsglædehjem, som er en national certificeringsordning for plejehjem, der sætter livsglæde i centrum for arbejdet med beboerne.

Sådan lyder forklaringen på faldet i medicinudgifter, hvis du spørger sygeplejerske og leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.

Fra tre til to nattevagter

Certificeringsordningen betyder, at en del rutiner er blevet ændret. Bl.a. er det varme hovedmåltid blevet rykket fra kl. 13 til 16. Det har betydet, at beboerne er begyndt at spise mere og derfor er mindre urolige. De sover også bedre om natten.

“Efter vi har rykket tidspunktet, er der langt mindre ringen med klokkerne, så vi er gået fra tre til to nattevagter,” forklarer Merethe Birkeland.

En anden markant ændring er de mange dyr, der nu er en naturlig del af Lund Sykehjem. Både undulater, høns, kaniner og katte er nu flyttet ind.

“Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin, der har en meget beroligende effekt,” fortæller Merethe Birkeland, der også fremhæver, at dyrene styrker relationen til beboernes børnebørn, der også i stigende grad er begyndt at komme på besøg.

“Så kan de holde bedstefar i den ene hånd og ae en kanin med den anden. Det fungerer så fint,” forklarer Merethe Birkeland.

Mere liv og flere smil

Mindre medicin og flere dyr betyder også flere vågne og deltagende beboere, som i stedet for at sidde i gangen eller på stuerne og sove både smiler og snakker mere, end de gjorde tidligere. Personalet er derfor også mere på tur ud af huset.

“Fordi de er mindre urolige, kræver det ikke ekstra medarbejdere at være på tur,” siger Merethe Birkeland.

Hun forklarer, at det kræver en holdningsændring at blive et livsglædehjem, og at samtlige medarbejdere og ledelse dedikerer sig til opgaven. At man som livsglædehjem skal recertificeres hvert år, er kun med til at holde kursen.

“Det er en fornøjelse at se det liv, der er kommet mere af. De flere smil, der er hos både beboere, medarbejdere og pårørende,” siger Merethe Birkeland.

I Norsk Sykepleierforbund er man begejstret for den nationale certificeringsordning.

“Certificeringen sikrer, at de psykosociale behov, som beboerne har, bliver varetaget på en systematisk måde. Vi ser, at især samarbejdet med børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner er med til at øge kvaliteten i ældreomsorgen,” forklarer forbundsleder Lill Sverresdatter Larsen.