Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Relationen først

Stor trivsel og arbejdsglæde. Få konflikter. Glade pårørende. På Vejerslev Ældrecenter sætter personalet relationen før opgaven. “Når relationen er tryg, så glider alt nemmere,” forklarer centersygeplejerske Lene Amby.

Sygeplejersken 2020 nr. 12, s. 26

Af:

Nana Toft, journalist

2020-10-05_SCO3840

“Vi har en tendens til at være meget opgavefikserede: Nu er klokken 13. Nu skal Jette i bad. Men hvad hvis Jette ikke vil i bad? Selv om det passer ind i personalets system?”

Ordene kommer fra Lene Amby, centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter på Mors.

Sammen med det øvrige personale gennemgik hun for tre år siden et kompetenceforløb med hjælp fra Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, og i sommeren 2020 blev hun og otte andre fra personalet uddannet Marte Meo-terapeuter.

Forløbet har styrket personalets fokus på altid at sætte relationen til den enkelte beboer over den praktiske opgaveløsning, og i dag kan Lene Amby konstatere, at arbejdsglæden er større end nogensinde, samtidig med at medicinforbruget er faldet, konflikterne er få, og relationen til de pårørende synes stærk.

Tag beboeren i hånden

Vejerslev Ældrecenter består af et alment afsnit og et demensafsnit med beboere, der kan have en udadreagerende adfærd, og hvor det indimellem kan være udfordrende at få dem i bad eller gennemføre en hygiejnesituation.

“Hvis du foreslår, at du og Jette tager en kop kaffe i stedet for at presse på for det her bad, der lige så godt kan skubbes til aftenvagten, så føler beboeren sig også set og mødt,” fortæller Lene Amby og fortsætter:

“Tag beboeren i hånden. Syng eller nyn. Det plejer at have en beroligende effekt, især på demensafsnittet. Du kan også foreslå, at beboeren spiller på det klaver, du ved, han elsker. Relationen først. For når relationen er tryg, glider alt nemmere. Det er vejen ind til at få opgaven løst.”

Hjemmebesøg giver uvurderlig viden

På Vejrslev Ældrecenter har leder Karen-Marie Nielsen desuden indført faste nattevagter. Dag- og aftenpersonale er udelukkende ansat i kombinationsstillinger.

“Ved at følge beboerne det meste af døgnet får personalet et større kendskab og dermed en dybere relation,” siger Karen-Marie Nielsen.

Sammen med Lene Amby fremhæver hun ligeledes samarbejdet med de pårørende og kalder det “altafgørende” i forhold til at sikre beboerens trivsel på Ældrecentret. Før hver indflytning er personalet derfor på hjemmebesøg.

“At se beboeren i hjemlige omgivelser og tale med pårørende forud for indflytningen giver uvurderlig information, som vi kan følge op på i det videre samarbejde,” forklarer Lene Amby.

Karen-Marie Nielsen tilføjer:

“Vi har 28 lejligheder her på Vejerslev Ældrecenter, hvor alle beboere har noget forskelligt med i bagagen. Det er vores opgave at sikre, at de 28 liv, der skal leves, bliver fulde af værdighed og trivsel.”