På Jans præmisser

Jan Christiansens arm om skuldrene på sygeplejerske Ulla Rasmussen taler for sig selv. 

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Ulla,” siger den 64-årige bornholmer. Han lider af karforsnævringer, dårligt hjerte og diabetes.

Om et øjeblik skal Jan Christiansen op på kondicyklen. Han er multisyg, og Ulla Rasmussen er blevet en afgørende faktor i hans sygdomsliv, fordi hun hjælper ham med at koordinere de mange undersøgelser og behandlinger, han skal huske at komme til.  

”Førhen kunne jeg overhovedet ikke overskue det.” 

Som bornholmer med flere kroniske sygdomme er Jan Christiansen et levende billede på, hvordan multisyge kommer til at udfordre det danske sundhedsvæsen.

Fællesambulatoriet på Bornholms Hospital er blevet etableret for at kunne håndtere, at bornholmerne både er ældre og mere syge end de fleste danskere, fortæller ambulatoriets oversygeplejerske Peter Juul Jensen.

“Bornholm har en befolkningsprofil, som resten af landet først forventes at få om et årti. Og vores patienter har typisk flere kroniske lidelser end landsgennemsnittet. Det kalder på en tværfaglig tilgang med forløb skræddersyet til den enkelte patient,” siger Peter Juul Jensen. 

Risikerer at tabe patienterne

Den sygeplejerske, der står for at koordinere forløbene på tværs af de små specialenheder i ambulatoriet, er Ulla Rasmussen, som ud over at være forløbskoordinator for onkologiske og palliative patienter også er blevet det for de multisyge. 

“Som forløbskoordinator har man fokus på at skræddersy det mest optimale patientforløb, som belaster den multisyge mindst muligt. Den organisering gavner især de svageste patienter – dem, som ikke kan finde rundt i systemet, som ikke kan finde ud af at åbne e-boks, og som ikke selv har overskud til at skabe sig et overblik over deres aftaler,” siger Ulla Rasmussen, der pointerer, hvor vigtigt det er ikke at tabe disse patienter på gulvet.

“Min opgave som forløbskoordinator handler meget om at finde ud af, hvad patienterne overhovedet magter – og her er relationsdannelsen til patienten helt afgørende,” siger Ulla Rasmussen, og slår fast, at nogle patienter har brug for at få samlet alle aftaler på samme dag, mens andre foretrækker at få dem spredt ud over flere dage.

Indkaldelser væltede ind 

Som forløbskoordinator blev Ulla Rasmussen sat til at undersøge, hvorfor Jan Christiansen udeblev fra sine konsultationer på hospitalets ambulatorium for hjertemedicin. 

”Jeg kunne overhovedet ikke overskue det. Du skulle have set alle beskederne på min mobil. Det kom bare væltende med indkaldelser til konsultationer og behandling. Og jeg kunne ikke finde ud af at åbne e-boks. Det var et helvede.

Og så bliver man både stresset og får dårlig samvittighed. Men så kom Ulla ind i mit liv. Det blev min redning,” forklarer Jan Christiansen, der er tidligere skolelærer og nu invalidepensionist. 

Hans diabetes betyder besøg hos øjenlæge, fodterapeut, ortopædkirurg, diætist og privatpraktiserende læge.

Dertil lider Jan Christiansen af hjerteproblemer med forsnævringer i blodkarrene, og han har haft flere blodpropper, bl.a. i hjernen. Det gør det svært for ham at huske. 

Ulla Rasmussen forklarer:

”Det værste var de mange ture, Jan måtte tage til karkirurgerne på Rigshospitalet, da hans kone ikke kunne få så mange gange fri fra arbejde, og han derfor var nødt til selv at køre bilen. Og det er sin sag, når benene smerter og på grund af diverse lidelser og skavanker hurtigt kører trætte.” 

Græder lidt en gang imellem

Ulla Rasmussen gjorde ikke alene hans kalender mere overskuelig ved at samle konsultationerne på hospitalet på én dag – hun fik også skabt klarhed over, hvornår han skulle på Rigshospitalet. 

Taknemmeligheden er stor hos Jan Christiansen:

”Jeg har fået meget mere overskud, og jeg kan også tale med Ulla om mere personlige ting.”

Jan Christiansen nægter at ynke sig selv. Han glæder sig over, at han bor sammen med sin kone, datter, svigersøn og børnebørn: ”Det giver dejligt meget liv.” 

Men han er godt klar over, at hans krop er meget slidt: 

”Min diabetes er i virkeligheden det værste, for der følger en masse andre modbydelige problemer med. Jeg har mistet følelsen i fødderne, og jeg kan dårligt gå mere end 100 meter. Og så er der alt det med kosten, der hele tiden skal være styr på. Jeg spiser nærmest som en kanin.”

Jan Christiansen skal nu have undersøgt, om han skal have skiftet sin hjerteklap. Livsoptimismen til trods er der også stunder med tristhed. 

”Jeg kan tale med Ulla om alt. Jeg græder lidt en gang imellem. Ulla har også taget den svære samtale om døden med mig. Den kommer jo før eller siden,” siger Jan Christiansen stilfærdigt.