Skrev afskedsbrev for patienten

"Jeg har talt med ham om muligheden for at vælge ikke at blive genoplivet, hvis han pludselig skulle falde om."

Med tilladelse fra patienten fortæller Ulla Rasmussen denne lærerige historie om det at være forløbskoordinator:

Patienten er en ældre herre midt i 60’erne, som pga. KOL har haft gentagne indlæggelser. Da han endnu engang havner i en seng på akutafsnittet, har hun en samtale med ham for at blive klogere på, hvordan han klarer sig i hjemmet. 

Det viser sig, at han har diabetes og skammer sig over sine fødder, som han han ikke har haft overskud til at ordne. Ulla Rasmussen får lov til at tage strømpen af og finder et stort fodsår, der kræver behandling.

Så med hans tilladelse løber hun op til fællesambulatoriets fodterapeut og spørger, om hun har tid til at få patienten til behandling. Fodterapeuten henter straks manden i en kørestol og ordner prompte fødderne. 

“Fra det øjeblik er fodterapeuten og jeg nogle, han kan stole på. Vi har opbygget et tillidsforhold, fordi han oplever, at vi forstår hans problematik.

Den relation gør, at han fremadrettet bliver meget mere åben og selv fortæller os, hvad der foregår,” siger hun.

Patienten fortæller f.eks., at han ikke er holdt op med at ryge, som han ellers har bedyret.

“Jeg pointerer, at jeg har respekt for, at han selv træffer beslutninger i sit liv, og at det vigtige for mig er, at jeg har fortalt ham, hvad rygningen gør ved hans syge lunger. Det munder ud i en snak om hans familierelationer og netværk,” siger hun. 

Frygter at dø før konfirmation

Det viser sig, at manden bor alene, men bl.a. har en datter og et barnebarn, som i det første år af barnebarnets liv har boet hjemme hos ham. Han er meget knyttet til det her barnebarn og frygter, at han ikke vil være der den dag, hvor barnebarnet skal konfirmeres. 

“Jeg foreslår ham at skrive et brev til sit barnebarn, så det ligger klar på dagen i tilfælde af, at han er gået bort. Det synes han er en god idé, men får det ikke gjort, da han ryster for meget til at kunne skrive det. Så nu er aftalen, at han skal fortælle, hvad der skal stå, og så skriver jeg. Det har løftet bekymringen væk fra hans skuldre,” fortæller Ulla Rasmussen.

Det går hurtigt så meget ned ad bakke for patienten, at han med kommunens hjælp må flytte i en mere overskuelig bolig.

Da han oftere og oftere bliver indlagt, går han med til, at han dagligt får besøg af en specialsygeplejerske, der gennem tæt sparring med Ulla Rasmussen og hendes afdeling forebygger yderligere indlæggelser.

Selvom patienten får konstateret lungekræft, lykkedes det at holde patienten hjemme, sådan som han selv ønskede det.

Ikke svingdørspatient længere

“Trods alvorlig sygdom er manden ikke længere svingdørspatient. Og selv om jeg ikke længere møder ham i ambulatoriet, så taler jeg løbende med ham. Han ringer, hver gang han har brug for et råd eller en snak. Nu, hvor han er blevet palliativ patient, har jeg talt med ham om muligheden for at vælge ikke at blive genoplivet, hvis han pludselig skulle falde om. Så da lægerne spørger mig, hvordan patienten vil have det med spørgsmålet om genoplivning, så svarer jeg, at den samtale kan de roligt tage. Forløbet har både klargjort ham til at være der for sin familie så meget, som han nu kan magte, og til at forberede sig på at dø,” siger Ulla Rasmussen.