"Fra hver vores planet"

Den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje giver et tiltrængt fælles sprog og kvalificerer hjælpen til multisyge borgere, fortæller specialsygeplejerske Lene Piontek.
“Specialuddannelsen har givet mig en helt anden forståelse for de arbejdsgange, sygeplejerskerne i de øvrige sektorer er underlagt," fortæller Lene Piontek
Foto: Michael Drost-Hansen
To nye uddannelser i borgernær sygepleje

Specialuddannelse  i borgernær sygepleje
Specialuddannelsen i borgernær sygepleje er målrettet sygeplejersker i primær sektor. Formålet er at udvide sygeplejerskens faglige viden, færdigheder og kompetencer inden for borgernær sygepleje. Det skal ske med lige dele specialiseret teoretisk viden og kliniske færdigheder inden for borgernær sygepleje til borgere med kroniske sygdomme, psykiske lidelser og misbrug.

Advanced Practice Nursing
Siden sommeren 2019 har Aarhus Universitet udbudt en linje i Advanced Practice Nursing (APN) under kandidatuddannelsen i Sygepleje. Kurserne retter sig mod klinisk praksis, hvorfor de studerende arbejder med praksisrelaterede cases. På APN-linjen kan de studerende arbejde med at videreudvikle klinisk praksis i det nære sundhedsvæsen i forhold til komplekse patientforløb, der går på tværs af sektorer og specialer

Kommunale sygeplejersker mangler indblik i kollegaers arbejdsgange i andre sektorer og et fælles sprog kommunerne imellem, når det drejer sig om håndteringen af multisyge borgere. 

Det fortæller Lene Piontek, som er en af de første sygeplejersker, der har taget den nye etårige specialuddannelse i borgernær sygepleje, der er målrettet sygeplejersker i primær sektor. 

Til daglig er hun specialsygeplejerske ved Den Kommunale Sygepleje i Esbjerg Team Øst. 

“Specialuddannelsen har givet mig en helt anden forståelse for de arbejdsgange, sygeplejerskerne i de øvrige sektorer er underlagt. Det kan være med til at afhjælpe problemerne med, at patienter ofte lander mellem to stole,” siger Lene Piontek.

Det er især kommet til udtryk i de praktikophold, der er indlagt i uddannelsesforløbet. 

Lidt af et kulturchok

Som et eksempel nævner Lene Piontek den oplevelse at komme ind på en hospitalsafdeling, hvor lægen ikke selv gik stuegang hos patienterne. I stedet brugte lægen en hel arbejdsdag i et lille kontor på at gennemgå de målinger, sygeplejersken havde indsamlet ude hos patienterne.

“Det var lidt af et kulturchok at se, hvor meget sygeplejerske og hospitalslæge kun lænede sig op ad de forskellige videnskabelige parametre, hvor vi ude i primærsektoren næsten er tvunget til at anlægge et klinisk blik og vurdere patienten ud fra blikket, hudfarven og tonelejet. Det er det her fingerspitzgefühl, hvad man ser og lugter,” siger Lene Piontek og uddyber:

”Det er én af de forskelle, der gør, at vi nogle gange har svært ved at forstå hinandens verden. Det, jeg tager med mig fra uddannelsen, er, at hold da op hvor burde alle sygeplejersker have mulighed for at komme på udveksling i den sektor, de ikke arbejder i til dagligt, og gå i hinandens sko. Den forståelse er kimen til bedre samarbejde,” siger Lene Piontek. 

Mange veje til målet

Uddannelsen har også givet hende et indblik i, at de enkelte kommuner har en vidt forskellig tilgang til håndtering af multisyge. 

“Nogle gange virker det som om, vi kommer fra hver vores planet, selv om vi reelt arbejder i kommuner inden for samme region,” siger hun.

Som et eksempel på hvor forskelligt kommuner går til opgaven, peger Lene Piontek på håndteringen af akutsygeplejerskefunktionen. Mens nogle kommuner bruger scoringsværktøjer som ‘TOBS’ og ‘TOKS’ til tidlig opsporing, sværger andre til at bruge forandringshjulet eller ’ABCDE’. Et andet eksempel er retningslinjer, som nogle kommuner har stående på reolen, mens andre tilgår dem via en smart lille app, hvilket skaber gigantiske forskelle i, hvor meget og hvordan retningslinjerne bliver brugt. 

“Der er utrolig divergens i forhold til, hvad, man mener, er den bedste vej til målet. Og også det kan jo være med til at skabe kludder i sektorovergange og stille spørgsmålstegn ved, om alle danskere er lige for sundhedsloven, og i hvor høj grad de forskellige tilgange egentlig bunder i evidens. Spørgsmålet er, om det er den bedste evidens, der bliver brugt, når alle kommuner gør noget forskelligt,” siger Lene Piontek. 

Fælles sprog om multisygdom 

Hun tror på, at den indbyrdes dialog mellem sygeplejerskerne på holdet er første skridt på vejen til at mindske forskellene. 

“På uddannelsen har jeg tilegnet mig alle de fagtermer, der er nødvendige for at kunne kommunikere kvalificeret omkring multisygdom med sygeplejersker inden for andre sektorer. 

Ved systematisk at gøre brug af disse termer og få dem udbredt blandt kollegerne har vi skabt grundlag for en meget bedre kommunikation med hinanden og med lægerne i praksis og på sygehuset.”

Lene Piontek har indset, at der mangler præcision i det faglige sprog om multisyge: 

”Problemet har hidtil været, at man har haft et vagt sprog omkring de multisyge, som f.eks. at ”patienten er faldet lidt af på den”. Man har manglet nogle skarpe termer til hurtigt at kunne gøre sig forståelig, men det synes jeg nu, at jeg har fået. Så jeg føler mig meget bedre rustet til det her i forhold til at kunne kommunikere med min omverden og mine samarbejdspartnere i forhold til de multisyge,” siger Lene Piontek.