Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Grete Christensen: "Vi er uundværlige"

"Det er nu, vi skal stå sammen og løfte den sundhedsopgave, der ligger. Arbejdsgiverne skal sørge for at få alle sygeplejersker med, så de er klar over, hvor stor en samfundsopgave, der ligger foran os."

Sygeplejersken 2020 nr. 4, s. 26

SY032020_Grete Christensen_0


Den 13. marts spurgte Sygeplejersken Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen:
 
Hvad er meldingerne fra dit bagland?
”Der er hele paletten. Der er mange, der er så klar på at hjælpe og løse opgaverne og problemerne, som de opstår. Så er der en gruppe, der synes, de i forvejen har så travlt, at de ikke kan holde til at arbejde mere. Og så er der dem, der selv er svækket, eller har svækkede personer tæt på, og som bekymrer sig om, hvordan de skal klare deres arbejde uden risiko for smitte.

Der er også en gruppe, der er bekymret for, om de sætter deres autorisation på spil, hvis de skal arbejde mange timer og bliver så trætte, at de kommer til at begå fejl.”
 
Hvad er dit budskab?
”Mit budskab til sygeplejerskerne er, at vi er uundværlige. Det er nu, vi skal stå sammen og løfte den sundhedsopgave, der ligger. Arbejdsgiverne skal sørge for at få alle sygeplejersker med, så de er klar over, hvor stor en samfundsopgave, der ligger foran os. Det skal de gøre ved at fortælle, hvilke planer, der er, hvordan man undgår smitte, og hvordan man forholder sig de udfordringer der kan være, hvis man skal arbejde mange timer.

Myndighederne skal sørge for at klæde lederne på. Lederne er heller ikke vant til den situation, der kommer nu. Støt dem, så de har noget at læne sig op ad.

Vejen til at løse den store udfordring er at passe på dem, der allerede er der, men også udnytte den kapacitet, man har, og vurdere om, om der er andre, der kan hjælpe. Og det skal man planlægge nu.”