Sygeplejersken
I karantæne: I stilhed og larm
Oversygeplejerske Susanne Konnerup fik som en af de første karantæneramte i Danmark 60 minutter til at finde et sted at opholde sig afskåret fra omverdenen de næste 14 dage. Det har givet anledning til både rastløshed, afmagt og nye faglige idéer.
Sygeplejersken 2020 nr. 4, s. 28-29
Af:
Maria Klit, journalist
Lørdag den 29. februar 2020 blev en læge på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på AUH Skejby testet positiv for covid-19 efter at have været i kontakt med en italiener til et møde i München. Inden smitterisikoen blev opdaget, havde han nået at opholde sig i afdelingen i tre dage. En time efter beskeden var sendt ud, sad afdelingens oversygeplejerske, Susanne Konnerup, i sit sommerhus i Djursland, forment udgang de næste 14 dage. Sundhedsstyrelsens anvisninger var helt klare: Ingen kontakt til andre. Ingen ture ud af huset. Forlad under ingen omstændigheder din matrikel.
”Man får 60 minutter, fra Sundhedsstyrelsen ringer. Hvor kan man tage hen? Hvad skal man tage med? Skal man være alene, eller skal der inddrages relationer? Man kan bare forestille sig, hvor hurtigt man er nødt til at tænke praktisk. Og jeg har endda været heldig. Jeg har ikke småbørn, og jeg har et sommerhus at opholde mig i,” fortæller Susanne Konnerup.
De karantæneramte følges tæt af Sundhedsstyrelsen, og skal på daglig basis afrapportere mulige symptomer. Tilbage i Århus er afdelingen i knæ. 26 medarbejdere, heraf 22 læger, ud af en samlet stab på omkring 85 er sendt i karantæne. Men Susanne Konnerup har kunnet arbejde fra sin hjemmekarantæne, og der har bestemt ikke været tale om ferie. PC og iPad blev kørt i stilling. Telefonerne har ringet næsten uden ophold. Hun har arbejdet mere eller mindre i døgndrift de sidste mange dage. Der skal koordineres dagligt med afdelingens øvrige personale, både dem i karantæne og dem, der er blevet tilbage, alt imens verdenshistorien og covid-19 buldrer forbi ude på den anden side af husmuren.
Stolt af medarbejderne
Det er stilhed og larm på samme tid. Ensomhed og sammenhold. På afstand. Hun er stolt af sine medarbejdere, der har taget hele situationen med oprejst pande. Det har skabt samhørighed på en afdeling, der i forvejen var præget af en stærk kultur af åbenhed og ligeværdighed mellem alle faggrupper, fortæller hun.
”Jeg har følt mig magtesløs og amputeret ved at sidde her, men der har været entusiasme og engagement fra alle sider, og det er en stor glæde at opleve i en meget kritisk situation,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror, det er vigtigt, når man senere hen begynder at efterrationalisere, at kunne sige til sig selv, at man handlede fuldstændigt korrekt fra første minut. Særligt for sundhedspersoner, som føler et stort moralsk og etisk ansvar, og som vil deres patienter det bedste.”
Susanne Konnerup går daglige ture. Rundt og rundt i haven. Rundt om huset. Kløver lidt brænde, dyrker lidt yoga. Kroppen skal holdes i gang. Familie og venner har været forbi et par gange og sætte fyldte indkøbsposer ved hoveddøren. Ellers er der stille. Hun har før siddet i yogaretræter i op til ni døgn uden at måtte være i kontakt med andre mennesker, hvor man kommer helt ud i hjørnerne af sindet. Men det her er anderledes.
”Her er du ikke selv herre over, at din frihed bliver reduceret. Det er ikke selvvalgt. Det giver anledning til refleksion, at nogle er begrænset på denne her måde til daglig på grund af sygdom. Hvordan må det være? Man får en nyfunden respekt. En indsigt i begrænsningen af både fysisk og mental frihed,” siger hun.
Ud til en anden verden
Og så er der alle tankerne. Det er ufatteligt, hvor hurtigt et samfund kan ændre sig så drastisk. Hvor hurtigt befolkningen kan omstille deres mentalitet, konstaterer Susanne Konnerup.
”Jeg sidder med en fornemmelse af, at vi alle pludselig er blevet en del af verdenshistorien. Det er en meget speciel oplevelse,” siger hun eftertænksomt og beskriver en følelse af, at en katastrofe er kommet stormende ind over Danmark. Der bliver et før og et efter karantænen, efter covid-19. Før vidste hun godt, at der foregik noget voldsomt ude i verden. I Kina. I Italien. Langt væk. Men hun havde på det tidspunkt ingenlunde forestillet sig, at det ville ramme Danmark. I hvert fald ikke i så stort et omfang. Tolv dage senere er hele landets skoler og børnehaver lukket ned. Alle offentligt ansatte er sendt hjem. Vi er stoppet med at kysse og kramme. Vi skeler nervøst, når nogen hoster i toget. Bliv hjemme, lyder meldingen fra statsministeren og myndighederne. De mest indgribende tiltag i fredstid, siger man.
”Jeg kommer jo ud til en virkelighed, hvor verden pludselig er en anden. Så melder de eksistentielle spørgsmål sig, og man kommer til at tænke på, hvad meningen med det hele er. Gad vide, hvad det her egentlig skal vise os? Alting er aflyst. Vi får en helt anden slags nærhed, der hvor vi er. Vi har skullet kommunikere helt anderledes og være kreative med vores arbejdsopgaver. Bl.a. har vi håndteret patienter telemedicinsk og telefonisk i langt højere grad, end vi før troede muligt. Så vi får pludselig nogle idéer og muligheder, som førhen var no-go, fordi man var fastlåst i ”det plejer vi” eller ”sådan er det bare”. Det er som om, at alt det er ophævet. Tid har fået en anden størrelse. Det er meget interessant, hvordan verden ser ud bagefter. Ikke kun for os, der har siddet i karantæne. For alle,” siger hun.
Susanne Konnerups karantæne blev ophævet fredag den 13. marts 2020 klokken 8.00.