Senfølger af Covid-19 slider på de ramte

Pia Osgaard testede positiv for Covid-19 den 12. marts. Mere end fire måneder efter har virussen forladt hendes krop, men sygdommens senfølger former stadig hendes liv.

Hun arbejder på ambulatoriet på Herlev Sygehus, og omgik mange mennesker i en periode, hvor man endnu ikke var klar over, hvor alvorlig smitten var. Men hun tænkte ikke, at virussen ville ramme hende hårdt, skulle det ske.

Pia Osgaard var sund og rask, hun løb og styrketrænede, og om sommeren cyklede hun 26 kilometer hver vej til sygehuset.

Nu bliver den 54-årige sygeplejerskes sætninger hyppigt afbrudt af en skarp, tør hoste. Hendes hår er begyndt at falde af i klumper, sandsynligvis som en stressreaktion på respiratorbehandling. Hun har åndenød, særligt når hun vågner, og det er blevet en kraftanstrengelse at gå fem kilometer.

“Lige nu er jeg bare glad for, at jeg kan gå lidt. Hvis jeg ikke kommer til at løbe igen, så må det være sådan, det er,” siger hun.

Pia Osgaard er en af de danskere, der forsvinder i opgørelsen, når Statens Serum Institut offentliggører deres statistikker. Hun er ikke nyindlagt, ej heller længere smittet, og så burde hun falde i kategorien raskmeldt, men hun er heller ikke rask.

Oveni lurer en konstant usikkerhed, fordi ingen kan sige, hvornår senfølgerne forsvinder. Eller om de nogensinde gør.

Milde sygdomsforløb, hårde senfølger

Covid-19 har i lang tid været alt, vi har snakket om. Det har fyldt nyheder, samtaler og spisestuer. Derfor er det også nemt at glemme, hvor lidt vi rent faktisk ved om virussen.

Og eftersom den første dansker blev smittet i februar, ved vi endnu meget lidt om, hvordan livet efter Covid-19 ser ud.

I starten blev corona set som en influenzalignende sygdom, og i lang tid var målestokken, at hvis du ikke var død, så var du okay.

Men som flere og flere bliver raskmeldte, står det klart, at det ikke kan sammenlignes med tiden efter en influenza.

Facebook-gruppen “Covidramte med senfølger” grundlagt af sygeplejerskerne Anita Stokbro og Susie Wordenskjold forsøger at skabe opmærksomhed om senfølgerne, som de føler har været overset.

Ved at dele deres oplevelser forsøger de at finde svar, videnskaben endnu ikke har. Gruppen tæller på nuværende tidspunkt over 4000 medlemmer - det er dog ikke alle, der har været syge.

Både Anita Stokbro og Susie Wordenskjold - fra henholdsvis Nordjylland og Sjælland - kæmpede mod sygdommen derhjemme.

“Jeg følte mig fuldstændig alene midt i sygdommen,” siger Anita Stokbro, “men så så jeg et opslag fra Susie, hvor hun beskrev et sygdomsforløb og symptomer, der lignede mine.”

De to sygeplejersker begyndte at finde støtte og sparring i hinanden, og med Facebook-gruppen forsøger de at gøre det samme for andre.

“Efter min mening er senfølgerne underbelyste. Der har kun været fokus på de indlagte og ikke dem, der har klaret sig selv derhjemme,” siger Anita Stokbro, der er anæstesisygeplejerske i Region Nordjylland.

Anita Stokbro blev syg den 9. marts. I starten lå hun ned det meste af dagen, hostede og havde ondt i kroppen. Men fordi hun ikke havde feber, kunne hun ikke blive testet.

Hun pressede stædigt på for at få en test, og først den 23. marts, fik hun den. Den var negativ. Undervejs i sit sygdomsforløb fik hun yderligere tre tests. Alle negative.

Først i midten af maj da sygehuspersonalet blev testet for antistoffer, fik Anita Stokbro sin mistanke bekræftet.

Hun har haft et mildt sygdomsforløb, alligevel er hun hårdt ramt af senfølgerne. Og flere i gruppen i slutningen af tyverne og starten af trediverne melder om lignende forløb.

Mennesker, der ellers er uden for risikogruppen.

“Det presser på brystet, og mine lunger er fuldstændig låst fast. Jeg døjer med at få luft og kan kun sige fem ord, før jeg får talebesvær,” siger Anita Stokbro.

“Jeg bliver hurtigere træt og har lidt kvalme, men det er ingenting i forhold til, hvordan det har været.”

Anita Stokbro har fået lavet lungefunktionsundersøgelse, scintigrafi og en CT-skanning af sine lunger. Det samlede billede viser lette forandringer, men der er umiddelbart ingen tegn på vedvarende skader.

De senfølger Anita Stokbro døjer med, er blandt de mest almindelig hos Facebook-gruppens medlemmer. I en intern meningsmåling blev de spurgt til deres respektive senfølger.

De gennemgående svar var træthed og manglende energi, stakåndethed, koncentrationsbesvær, en trykken for brystet og ødelagt eller forandret lugtesans.

“Usikkerheden er ubehagelig”

Pia Osgaard gik hjem fra arbejde med høj feber den 12. marts. Hun havde ondt i leddene og stærke muskelsmerter. Hun testede positiv for corona, men eftersom hun ikke havde vejrtrækningsproblemer, sagde hendes egen læge, at hun skulle tage hjem og “brænde sygdommen ud”.

Otte dage efter blev hun indlagt på intensivafdelingen, fordi hun blev ved med at have høj feber og begyndte at trække vejret dårligere.

“Efter et par dage på intensiv hev jeg efter vejret. Da personalet snakkede om, at de nok var nødt til at ligge mig i respirator, var jeg lettet. Jeg orkede ikke at trække vejret længere,” siger Pia Osgaard.

Hun endte med at være i respirator i 14 dage. Da hun vågnede op, føltes det som om, der var gået et døgn. I mellemtiden var hendes far død af Covid-19. Samtidig skulle hun kæmpe med konsekvenser af to ugers immobilitet.

“I starten kunne jeg ikke løfte mine arme. Jeg kunne ikke bære mig selv. Jeg var en zombie.”

Da Pia Osgaard blev udskrevet stod hun foran arbejdet med at genvinde sit gamle liv. Hun har stadig åndenød og bliver hurtigere træt. Men hun kan mærke en fremgang fra den første dag efter udskrivelsen.

En stor del af de hurtige fremskridt, tilskriver hun det faktum, at hun - kontra Anita Stokbro, Susie Wordenskjold og andre - var indlagt.

Det betød, at hun fik fysioterapeaut hjemme, og det gik relativt hurtigt fra, at hun intet kunne til, at hun ved egen kraft kunne rejse sig fra sengen, og hendes vejrtrækning blev forbedret.

“Jeg har fået nogle øvelser, der stimulerer lungerne, så man bliver forpustet og dermed forbedrer sin vejrtrækning. Dem, der ikke har været indlagt, har ikke fået de samme redskaber. Min oplevelse er, at man hurtigt skal i gang med genoptræningen, selvom det kan være angstprovokerende at få pulsen op.”

“Hvis jeg ikke var blevet indlagt, så havde jeg været overladt til mig selv.”

Udover åndenød har Pia Osgaard også udviklet tre lungeabscesser, der kan være kommet direkte på grund af Covid-19, eller som en eftervirkning af at have været i respirator.

Hun fik også en blodprop i armen, da hun lå i respirator og er nu i livslang behandling med hjertemagnyl.

Hun har gennem forløbet følt sig utryg, og gør det stadigvæk. Det er nemlig svært at få svar på de spørgsmål, som hun sidder tilbage med omkring hendes nedsatte lungefunktion, og hvorvidt det er normalt at have det, som hun har det.

“Lægerne kan ikke sige, hvorvidt jeg får min fulde lungefunktion tilbage. Usikkerheden er ubehagelig,” siger Pia Osgaard.

Læs også:

• Forskere søger svar om senfølger
• Anmeld Covid-19 som arbejdsskade
• DSRs Tema: Covid-19: Det betyder det for dig som sygeplejerske