Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kirsten Stallknecht 1937 - 2021

Dansk Sygeplejeråds hidtil længst siddende formand, fra 1968-1996, er død, 83 år.

Sygeplejersken 2021 nr. 6, s. 48-51

Af:

Søren Palsbo, journalist,

Jette Bagh, fagredaktør

sy6-2021_ks_oploeft1

Kirsten Stallknechts navn er og var kendt af ikke bare danske sygeplejersker og den danske befolkning, men også af rigtig mange sygeplejersker over hele verden.

De vidste, hvem hun var, og hvad hun stod for. Hun var en markant leder af en faglig organisation på et tidspunkt, hvor der ikke var helt så mange kvinder fremme i forreste linje, som der er kommet senere.

Og så var hun sygeplejerskernes længst siddende formand gennem mere end 28 år. De sidste 24 år uden modkandidater. Hun valgtes som Dansk Sygeplejeråds formand i 1967 med tiltrædelse i 1968 og besluttede selv at gå ved udløbet af sin syvende valgperiode i 1996.

Kirsten Stallknecht konstaterede dengang i et afskedsinterview i Sygeplejersken, at hendes ballast fra hjemmet var af stor betydning for hende i hendes arbejdsliv og privatliv.

Hun fik stor personlig frihed i sin opdragelse, men hun lærte samtidig at tage ansvar for trufne beslutninger og ydmyghed og dedikation over for de opgaver, hun påtog sig.

Iderig og effektiv arbejdskraft

Kirsten Stallknecht påtog sig gennem livet at løse rigtig mange opgaver. Som oftest påtog hun sig opgaverne på opfordring. Det gjaldt såvel medlemskabet af Dansk Sygeplejeråds repræsentantskab som senere formandsposten.

Listen over tillidshverv såvel inden for det fagpolitiske felt som for andre betydningsfulde organisationer fyldte det meste af en spalte i den trykte udgave af Kraks ’Blå Bog’. Og det var ikke tillidsposter, Kirsten Stallknecht beklædte for syns skyld.

Når ledelsen i alt fra Danmarks Nationalbank, Dansk Olie og Naturgas Selskab (DONG) til Fonden Wonderful Copenhagen henvendte sig, skete det med en forvisning om, at man fik en idérig og effektiv arbejdskraft, hvis fru Stallknecht sagde ja.

Kærlighed til sygeplejen

Det var dog først og fremmest kærligheden til sygeplejen, der var drivkraft for Kirsten Stallknecht. Hun var uddannet fra Rigshospitalets sygeplejeskole i 1960 og var ung afdelingssygeplejerske samme sted, da hun blev valgt som sygeplejerskernes formand. 

Kirsten Stallknecht interesserede sig som sine forgængere på formandsposten for udvikling af sygeplejefaget og sygeplejerskeuddannelsen, men hun lagde også stor vægt på kampen for bedre vilkår for sygeplejersker og de andre faggrupper, der varetager pleje af syge og svage medborgere. 

”Det er karakteristisk for de faggrupper, der f.eks. passer gamle og syge, at de alle sammen er lavtlønsfag,” sagde hun ved sin fratræden som formand i 1996.

Det er som bekendt en kamp, Dansk Sygeplejeråd fortsætter, men det lykkedes rent faktisk at flytte sygeplejerskernes lønniveau i forhold til sammenlignelige faggrupper i løbet af Kirsten Stallknechts formandstid, selv om de offentlige lønsystemer har indbyggede mekanismer, der modvirker en sådan udvikling.

Strategisk brug af strejkeretten

Kirsten Stallknecht konstaterede ved sin tiltrædelse som formand, at hun overtog formandsposten i en velanset, men økonomisk svag, faglig organisation.

Det sidste satte hun sig for at lave om på, og det lykkedes i de følgende år at opbygge en – også i økonomisk henseende – stærk organisation, som kunne gøre brug af strejkeretten, hvis de faglige argumenter ikke slog til i en forhandlingssituation med politikere og arbejdsgivere.

Det var blandt andet tilfældet i 1995. Kirsten Stallknecht stod for en forsigtig og strategisk brug af strejkevåbnet og lagde vægt på, at organisationen hurtigt kunne genvinde sin slagstyrke efter konflikten.

De mange år som forhandlingsleder – i årene 1977-1984 også som verdens første, kvindelige formand for en hovedorganisation (FTF) – gjorde Kirsten Stallknecht til en dreven forhandler med stor strategisk sans.

Og når det gik trægt ved forhandlingsbordene, kunne sygeplejerskernes formand skubbe udviklingen i den rigtige retning ved formelle og selskabelige begivenheder, hvor modparten var til stede. En dans kunne også i overført betydning være med til at give dansepartneren et skub i den rigtige retning!

Internationalt engageret og hædret

Også internationalt engagerede Kirsten Stallknecht sig i kampen for sygeplejerskers vilkår og anseelse.

Hun beklædte formandsposten i det internationale sygeplejeråd International Council of Nurses (ICN) i årene 1997-2001 og var dermed formand, da ICN kunne fejre sit 100-års jubilæum i London i 1999 med deltagelse af 4.500 sygeplejersker fra hele verden.

To år senere, i 2001, deltog flere end 6.000 sygeplejersker i ICN-kongressen, der blev holdt i København. Her overlod Kirsten Stallknecht formandsposten til sin efterfølger, engelske Christine Hancock.

I 2013 blev Kirsten Stallknecht ved åbningen af den internationale sygeplejekongres i Melbourne, Australien, hædret som modtager af den prestigefyldte Christiane Reimann-pris, der betegnes som ”Sygeplejens Nobelpris”.

Røde boksehandsker på kontoret

Kirsten Stallknecht blev gennem sin lange formandstid kendt i offentligheden som en skrap og markant leder, der havde et par røde boksehandsker hængende på kontoret i Vimmelskaftet i København.

Men hun holdt sit privatliv hjemme i Allerød sammen med organisationskollegaen i Danmarks Lærerforening og efterfølgeren på FTF-formandsposten, Anker Christoffersen, for sig selv.

Det var hendes private base, hvor hun hentede kræfter til nye slag. 

Styrk ytringsfriheden

I 2001 stiftede Dansk Sygeplejeråd en pris i Kirsten Stallknechts navn i anledning af Sygeplejerskens 100-års jubilæum.

Hensigten var at kombinere sygepleje og journalistik med en pris, som har til formål at fremme sygeplejerskers brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Prisen blev i år uddelt for 10. gang.

Kirsten Stallknecht forlangte meget af sine medarbejdere, men hun krævede endnu mere af sig selv. Skamros vil hun ikke blive husket for, men hun var til gengæld ikke karrig med ros, når hun omtalte sine medarbejdere udadtil. 

Læs også

Kampklar

En sej og hård forhandler

Billedgalleri

Se også mindeside for Kirsten Stallknecht på dsr.dk