Kapitel 2: Frygten for en fyring

Henrik gik langsomt de ca. 25 meter fra personalekontoret til afdelingssygeplejerskens kontor. Først hen ad en lille gang, videre ud i glaspartiet, som forbandt de to bygninger, og ind gennem beboernes stille fællesrum med de sorte lædersofaer, fjernsynet og de små grønne stuepalmer. Og til sidst hen ad endnu en lille gang. 

Fuck, fuck, fuck, fuck lød alarmerne i hovedet, vel vidende at det her var point of no return. Det var som at hoppe ud over en bjergskrænt. Det kunne kun gå en vej. Ned. 

Døren stod åben. Afdelingssygeplejerske Merethe Reib sad ved computeren og arbejdede, da Henrik kom ind. På det lille kontor var der lige plads til skrivebordet med computeren og et lille rundt mødebord med tre blå stole. Henrik satte sig på stolen tættest ved døren, og Merethe satte sig over for ham ind mod væggen. Hun havde været ansat i et år, men Henrik havde aldrig haft brug for hendes hjælp. Nu frygtede han, at hun ville fyre ham. 

Ærlig med abstinenser

Henrik rystede, svedte og følte sig virkelig dårlig. Han havde ikke drukket alkohol om morgenen, fordi han ikke ville møde påvirket på arbejde. Nu havde abstinenserne taget over. Og så kom det hele væltende ud en gang til. Alt det han lige havde fortalt sin kollega på personalekontoret. 

Merethe fik at vide, at han drak for meget, at alt derhjemme sejlede, at han ikke kunne finde ud af tingene mere, og at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. At han havde prøvet at skære ned på alkoholforbruget, man at han fik det så dårligt, hvis han ikke drak.

Reaktionen var helt anderledes, end han havde regnet med. Merethe sad stille på stolen og lyttede til ham. Øjnene udtrykte bekymring og ikke den foragt, som han havde frygtet. I stedet for at finde fyresedlen frem tilbød hun at hjælpe med at få kontakt til et misbrugscenter – og også at tage med ham derhen. Bagefter tog Henrik hjem med en aftale om et møde to dage senere. Efter mødet valgte han at sygemelde sig.

Sygeplejersker burde vide bedre

Havde Henrik været ansat et andet sted, kunne han nemt være blevet sendt hjem med en fyreseddel. Det fortæller Marianne Gunst-Møller, som er sygeplejerske og rusmiddelbehandler ved stof- og alkoholbehandlingsorganisationen Novavi og gennem et langt arbejdsliv har behandlet sundhedsprofessionelle med misbrug. Hun har mødt adskillige sygeplejersker, som er blevet fyret på stedet, når det er kommet frem, at de har et misbrug af alkohol, piller eller stoffer. 

Hendes erfaring er, at chancen for at blive mødt med en mere hjælpende tilgang fra sin leder er større, hvis man som Henrik selv fortæller om sit misbrug. Eller erkender det og samarbejder om at få behandling. 

Problemet er, fortæller Marianne Gunst-Møller, at de afhængige ofte gør alt for at skjule misbruget. For det er pinligt og skamfuldt, og de føler skyld og skam. Og når man samtidig er sygeplejerske, er der endnu en løftet pegefinger fra kollegerne, der signalerer: ”Du burde om nogen vide bedre”.

Får man på sit arbejde mistanke om, at en kollega har et misbrug, råder Marianne Gunst-Møller en til at gå til sin leder med sin bekymring for kollegaen. Hun understreger, at det ikke er en selv, der skal finde beviser for bekymringen. Det er lederens ansvar at tage en samtale med medarbejderen. 

Efter Henriks sygemelding stod han nu uden forpligtelser. Til gengæld var der masser af tid. Tid til at drikke. Og det gjorde han. Til ødelæggelse for ham selv og forholdet derhjemme.