Kapitel 3: Meldt til Styrelsen for Patientsikkerhed

Hovedgærdet var hævet, så Henrik kunne sidde med benene oppe i hospitalssengen på den hvidmalede enestue på Psykiatrisk Afdeling i Odense. Det var den 15. maj 2021 og tre dage siden, Henrik var blevet indlagt til afrusning med en promille på 2,7 – en uge efter samtalen med Merethe. Ved siden af sengen stod et lille kvadratisk bord og en blå skalstol. Ikke andet. 

Den ene væg bestod af ét stort vindue, og kragerne flokkedes udenfor i gårdhaven mellem hospitalets lange bygninger. Han funderede over, at det lige var krager – som symboliserer død – mens stemmerne fra podcasten ’Gåsehud’ flød ind i hans ører gennem det hvide headset. Uden at han rigtig lyttede til dem.  

En sygeplejerske og en psykiater kom ind ad døren. Psykiateren havde sin egen blå skalstol med ind. Hun satte sig på den tæt ved sengen, mens Henrik tog headsettet af. Sygeplejersken blev stående ved døren. 

Tankerne i Henrik stak af i alle retninger. Kroppen var stadig mærket af abstinenser, selvom han var blevet fyldt med benzodiazepiner for at slå dem ned. Det blev ikke bedre, da psykiateren fortalte ham, at han blev udskrevet nu. De kunne ikke gøre mere for ham. Henrik havde forventet, at de ville beholde ham og hjælpe ham med hans angst. Og med overvejelserne om at tage sit eget liv. I stedet meddelte de ham tilmed, at de havde meldt ham til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). 

Indberetningen til STPS betød, at hans autorisation til at virke som sygeplejerske ville blive stillet i bero. Det havde ligget i baghovedet, at det nok ville komme. Men Henrik var så langt nede, at han i det øjeblik var ligeglad. Der var så meget rod i forvejen. 

Krav om indberetning

Da Henrik blev meldt til STPS af psykiateren, foregik det efter autorisationsloven. En læge eller den sundhedsperson, der arbejder på delegation fra lægen, skal indberette andre sundhedspersoner til STPS, hvis der er grund til at tro, at han eller hun kan være til fare for patienter i forbindelse med deres arbejde. Også når de selv er patienter. 

Da Henrik blev sygemeldt i maj 2021 pga. sit alkoholmisbrug, havde han arbejdet som sygeplejerske i ca. 17 år på Botilbuddet Skovsbovej, hvor han havde en række ansvarsområder. En del af jobbet var at tage nogle gode snakke med beboerne.

Foto: Micheal Drost-Hansen

Når der er tale om misbrug blandt personale, er det ofte lederen, der indberetter sin medarbejder til STPS. Men indberetningen kan også modtages fra anden side. 

Det er vigtigt, at STPS bliver orienteret, hvis f.eks. en sygeplejerske stopper på sit arbejde pga. misbrug, da STPS skal sikre, at personen ikke går ud og får et nyt job, hvor han eller hun kan være til skade for patienterne, inden det bliver opdaget igen. Eller søger arbejde som vikar, hvor der ikke er tæt kontakt til en leder. Det fortæller Helle Mahler, som er oversygeplejerske ved Styrelsen for Patientsikkerhed og ansvarlig for området med sundhedspersoner, der bliver indberettet for misbrug eller problematikker som psykisk sygdom eller begyndende demens, der kan være til fare for patientsikkerheden. 

På Henriks arbejdsplads var der ikke kendskab til, at misbrug hos en autoriseret sundhedsfaglig medarbejder skal anmeldes til STPS, men det blev afdelingssygeplejerske Merethe Reib gjort opmærksom på af STPS, der ringede til hende, efter at Henrik blev meldt til STPS af Psykiatrisk Afdeling i Odense. 

Samtalen du SKAL møde op til

Når en sygeplejerske eller en anden sundhedsperson bliver indberettet til STPS, bliver vedkommende kaldt til en samtale inden for 1-3 uger, som Helle Mahler bl.a. står for. Og som man ikke kan sige nej til. Hvis man bliver væk, får man en ny indkaldelse, hvor det fremgår, at hvis man ikke møder op, vil det få konsekvenser for ens autorisation. Hvis man stadig ikke møder op, mister man sin autorisation.

Henrik fik også en indkaldelse og var til den første samtale den 14. juni 2021. Rystende nervøs. Han ville for alt i verden ikke miste sin autorisation. Han ville være ædru, så han kunne komme på arbejde og være der for sin mand.

Formålet med samtalen hos STPS er at få en afklaring af personens situation. Det anbefales at have en bisidder med. F.eks. en person fra ens faglige organisation, en ven eller kæreste. Henrik tog en bisidder med fra Dansk Sygeplejeråd. Inden mødet havde de talt sammen i telefonen, så hun kendte situationen, og efterfølgende læste hun referatet igennem og var med til at berigtige nogle ting. 

Hvis STPS på baggrund af samtalen vurderer, at der er tale om et misbrug, bliver den sundhedsansatte henvist til at få foretaget en speciallægeerklæring i psykiatri med henblik på vurdering af misbruget. 

Ifølge Helle Mahler er det meget forskelligt, hvilken tilgang sundhedspersonerne har, når de møder op. Nogle benægter misbruget og bliver efterfølgende taget i, at deres urinprøve tester positiv for misbrugsstoffer. Andre, som Henrik, samarbejder og lægger kortene på bordet. Henrik erkendte sit misbrug og ville gerne have hjælp til at stoppe med at drikke.  

Henriks autorisation blev sat i bero, og han blev sat under tilsyn med krav om at gå i behandling og om at aflevere urinprøver til kontrol to gange om ugen. Først når han kunne levere negative test, kunne han starte på arbejde. Herefter skulle han gennemføre to urinkontroller hver uge i et år uden tilbagefald, før STPS stoppede tilsynet. Ved tilbagefald eller andre særlige omstændigheder kan kontrollerne hæves til to år.   

Ud og ind ad psykiatrisk afdeling

Efter indlæggelsen på Psykiatrisk Afdeling i Odense og indberetningen til STPS blev tingene endnu værre for Henrik. Der gik under et døgn, fra han var udskrevet, til han havde fundet vodkaflasken frem igen. Tankerne om at begå selvmord vendte tilbage, og få dage senere stod han i køkkenet med en stor, skarp kniv, klar til at tage affære i en brandert. Peter fik stoppet ham og vristet kniven ud af hans hænder. 

Han blev igen indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Denne gang til to dages afrusning og ud igen. Og mønsteret gentog sig. Tredje gang blev han indlagt på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg. Her beholdt de Henrik af frygt for et nyt tilbagefald og risikoen for selvmord. Målet var at kunne udskrive ham direkte til et tre måneder langt alkoholbehandlingsforløb på Ringgården i Middelfart.

Den dag på bænken i parken i Ryslinge, hvor han skjulte sin guldøl, var Henrik stadig indlagt i Svendborg, hvor han havde været i tre uger. Han havde fået udgang til at tage til møde på Ringgården, hvor han blev tilbudt at starte i et forløb fire dage senere. Inden han skulle tilbage til Svendborg, måtte han gerne tage på overnatning hjemme hos Peter i Ryslinge. Det var den eftermiddag, han sad på bænken og drak en guldøl. 

Men han havde kun købt én. Og derudover seks alkoholfrie øl, som han ikke rørte, og et par ting til aftensmaden. Han drak guldøllen. Det var alkoholen, han ville have. Det var underligt og vemodigt. Det var godt nok den første i tre uger, men det var også den sidste. For altid. Han drak den med skam, fordi han vidste, at han ikke måtte, og med trods, fordi det skulle andre ikke bestemme, men også med en følelse af, at det var synd for ham, og at han havde fortjent den. 

Fire dage senere mødte han ædru op på Ringgården i Middelfart og gennemførte tre måneders alkoholbehandling. Men da det hele var slut, ventede hverdagen med opfølgende behandling, psykolog, urinkontroller og det mest frygtindgydende: Arbejdet.