På piratjagt i Guineabugten

Der er bælgmørkt over farvandet i Guineabugten, som den danske fregat Esbern Snare ligger i. På den lille operationsstue i bunden af skibet står kirurgholdet klar med tilbageholdt åndedræt. De aner ikke, hvad der foregår i mørket på overfladen. De ved bare, at der er skududveksling. 

Ganske kort forinden er helikopteren med de danske styrker lettet for at skabe visuel kontakt til et af de piratskibe, der huserer i området, og som missionen har til formål at bekæmpe.

”Pludselig lyder det over anlægget, at der både er sårede og døde. I det øjeblik bliver der musestille. Alle holder vejret. Efter hvad der føles som en evighed, får vi at vide, at ingen af vores egne er ramt. Så drog vi alle et lettelsens suk, og så var vi ellers klar til at arbejde.” 

Forfulgte en gammel drøm

54-årige Jette Ring fortæller, så man næsten er der selv. Hun er tilknyttet Søværnet med rang af kaptajnløjtnant, når hun er udsendt. Piratjagten, hun netop har beskrevet, foregik i Guineabugten i 2021, da hun var afsted på den seneste af otte missioner siden 2009.

Jette Ring er uddannet i 1994 fra Randers Sygeplejeskole og har med egne ord altid været til blå blink. Hun havde mange år bag sig som anæstesisygeplejerske i akutfunktioner på bl.a. Rigshospitalets Traumecenter, da hun som 40-årig meldte sig til Forsvarets Sanitetskommando.

”Da min datter fyldte 18 år, gav hun mig grønt lys. Så var det tid til at forfølge en gammel drøm. Ansøgningen sendte jeg afsted i en brandert,” fortæller hun med et grin. 

Travlhed kostede 10 kg

På sin første udsendelse blev Jette Ring sendt til Afghanistan for at assistere de engelske styrker i Camp Bastion. Her tilbragte hun tre måneder i det danske felthospital, der på daværende tidspunkt var verdens travleste traumecenter. 

Hun husker stadig lyden af helikoptere, der fløj ind og ud af basen natten lang. Hun endte med at tabe sig 10 kg, fordi der sjældent var tid til at spise, og set i bakspejlet er der ting, hun gerne ville have vidst om den militære verden, før hun tog afsted.

Da hun kom hjem, var det ikke travlheden eller de skader, hun havde behandlet i den afghanske ørken, der gav hende søvnløse nætter. 

”Skaderne var bare endnu en dag på kontoret. Men det militære system og sundhedsvæsenet er to meget forskellige størrelser, og det krævede tilvænning,” siger hun.

Systemer i karambolage

I England har man ikke anæstesisygeplejersker, så i Camp Bastion blev Jette Rings funktion i begyndelsen opfattet som en ”technician”, der kun må udføre opgaver som at klippe plaster eller trække medicin op. 

I de engelske kollegers øjne havde hun ikke rang til at arbejde selvstændigt. Hun blev også overfuset af en overordnet midt i behandlingen af en patient, fordi hun var kommet til at tiltale en kvindelig major ved efternavn i stedet for rang.

”Der var en del episoder, hvor de to systemer kom i karambolage, kan man sige. Som sygeplejerske i Danmark er du ikke vant til at tænke i rang. Der handler det først og fremmest om patienten. Så bagefter gik jeg rundt med en frustration, som jeg var nødt til at få styr på,” fortæller hun.  

Et par samtaler med en psykolog hjalp Jette Ring med at bearbejde oplevelsen. I dag har hun værktøjer og viden nok til at passe på sig selv, når hun er udsendt: 

”Jeg forlanger at vide, præcis hvem jeg er ansat under, hvad mine ansvarsområder er og hvem, der har mig under sine vinger. Du skal vide, hvem du kan gå til, hvis der opstår problemer, og så skal du lytte til dig selv og din krop, når du er afsted. Det er det bedste råd, jeg kan give videre.”  

Risiko og afskedsbreve

Gennem sin karriere i Forsvaret har Jette Ring været i Kuwait, Somalia, Afghanistan og Letland på luftbaser, felthospitaler og med skib, som hun holder mest af.

Her er der – trods de dramatiske begivenheder i Guineabugten – langt mellem piratjagter og skududvekslinger. De fleste dage ombord går med ganske almindeligt konsultationsarbejde for skibets besætning. 

”Der kan være en blindtarmsbetændelse eller én, der har fået en luge i hovedet. Det lyder grimt, men det kan næsten være lidt kedeligt, når der ikke sker noget dramatisk. Det er jo en del af årsagen til, at man vælger at tage afsted,” siger Jette Ring og understreger, at hver udsendelse har været en kæmpe oplevelse, hun ikke ville være foruden. 

Det er dog ikke lønnen, der har drevet Jette Ring, og generelt savner hun bedre vilkår for sygeplejersker i trøjen. I Forsvaret er grundlønnen ikke anciennitetsbestemt, og på opgaver mellem udsendelser får man hverken kompetence- eller vagttillæg. 

”Jeg får en grundløn, der svarer til, hvad en nyuddannet får. Man skal ikke gøre det for pengene, men det burde være mere rimeligt,” siger hun.

Det er da heller ikke ufarligt at være udsendt. Derfor bliver man bedt om at skrive sin sidste vilje inden afrejse. Bankkoder, planlægningen af ens egen begravelse og afskedsbreve, der vil blive udleveret, hvis man falder i tjeneste. Det er en speciel oplevelse hver eneste gang, fortæller Jette Ring. 

”Man kender risikoen, når man tager afsted, og man gør det, fordi man ikke kan lade være. Men første gang jeg skrev brevet til min datter, tudbrølede jeg. For i virkeligheden er der jo kun én ting at sige, ikke? ”Jeg elsker dig”.”