Sygeplejersken
Sygepleje i luften
PÅ VINGERNE. Sygeplejerske Lærke Holm Sø er ansat af et privat flyselskab, der henter forsikringskunder hjem, når de kommer til skade i udlandet. ”Mange sygeplejersker er slet ikke klar over, at den slags jobmuligheder eksisterer,” siger hun.
Sygeplejersken 2022 nr. 9, s. 29
Af:
Maria Klit, journalist
Lærke Holm Sø, 35 år
Ansat som anæstesisygeplejerske ved privat flyselskab
Hvordan vil du anbefale dit job til andre?
Stillinger som min er sjældne, men nærmest alt kan lade sig gøre med en sygeplejerskeuddannelse. Du kan komme steder hen og blive ansat i stillinger, du aldrig havde forestillet dig. At finde dem kræver til gengæld, at du er nysgerrig og opsøgende.
Hvor højt må man flyve med en patient, der har et hovedtraume? Hvordan påvirker trykket i luften menneskekroppen?
35-årige Lærke Holm Sø kender svarene på begge spørgsmål. Udover en fast stilling som anæstesisygeplejerske på Aalborg Sygehus flyver hun ambulanceflyvninger for et privat flyselskab, der henter forsikringskunder hjem fra udlandet, hvis de er blevet syge eller kommet til skade.
”Patienterne kan fejle hvad som helst, men især i vinterhalvåret er der travlt. Der henter vi mange hjem fra skiferie med brækkede arme eller ben,” fortæller hun.
Forberedt på det værste
På flyvningerne arbejder hun sammen med en anæstesilæge eller endnu en anæstesisygeplejerske, afhængigt af patientens tilstand. En time før afgang mødes det sundhedsfaglige team for at forberede turen.
”Her taler vi om patientens tilstand, briefer piloterne og pakker så det udstyr, vi har brug for undervejs. Det gælder om at være forudseende og forberedt på worst case-scenario. Man kan ikke løbe efter friske forsyninger i 10.000 meters højde,” fortæller hun.
Flyvehøjde, acceleration og lufttryk i kabinen påvirker patienten. Derfor er Lærke Holm Sø uddannet i flyfysiologi: Et kursus, man som sygeplejerske helst skal have bestået for at varetage jobbet. I luften er der ingen andre kolleger at spørge om hjælp, så det gælder om at have is i maven og styr på sin faglighed.
”Når man arbejder på den måde, så stoler man på sine evner. I teamet kender vi hinanden rigtig godt, så vi ved, hvad vi hver især står for, og hvad vi kan forvente af hinanden, når vi arbejder sammen,” siger hun.
Sjældent men ikke umuligt
Lærke Holm Sø har fløjet ambulanceflyvninger siden 2016. Hun har været afsted flere end 50 gange og har hentet patienter hjem fra bl.a. Grækenland, Portugal, England, Tyrkiet, Norge, Østrig, Frankrig og Tyskland.
Vagterne er aldrig fastlagt på forhånd, for opgaverne kommer i sagens natur løbende, som forsikringsskaderne opstår rundt om i verden. Hun får tilbudt turene på SMS, og så har hun selv frihed til at takke ja eller nej. Et job som hendes er sjældent, men ikke umuligt at få fat i, siger hun:
”Mit indtryk er, at mange sygeplejersker slet ikke er klar over, at den slags jobmuligheder eksisterer. De hænger ikke på træerne, men hvis man er nysgerrig og opsøgende, kan man virkelig komme vidt omkring.”