Vi ser mennesket før forbrydelsen

Når jeg møder de indsatte, så er min første opgave groft sagt at overbevise dem om, at deres liv ikke er forbi. De står midt i deres livs krise, og jeg agerer det vikarierende håb.” 

I Danmark har alle ret til lige behandling, men for Marianne Knudsens patienter er vilkårene alligevel anderledes. Hun er fængselssygeplejerske i Assens og Odense Arrest, og de varetægtsfængslede indsattes adgang til lægehjælp går gennem hende. Hver konsultation, visitation og præparat kræver en skriftlig godkendelse. Selv Panodil eller næsespray, som man ellers kan købe i ethvert supermarked.

”Al lægehjælp går gennem mig eller mine kolleger, så hvis vi ikke gør vores arbejde ordentligt, får de ikke den hjælp, de har brug for. Relationen er absolut ikke på lige vilkår, og derfor er jeg meget, meget bevidst om at være ordentlig i mit arbejde. Ordentlighed er et nøgleord.” 

Mellemled i systemet

Marianne Knudsen er stolt af sit job og vil gerne tale en udskældt sektor op:

”Man hører så meget dårligt om Kriminalforsorgen, men som sygeplejersker har vi et virkelig meningsfuldt og vigtigt arbejde i de danske fængsler,” siger hun og fortsætter:

”Ikke et ondt ord om fængselsbetjente, men vi er rundet af forskellige regimer. Kriminalforsorgen er et hårdt system, og som sygeplejersker har vi nok et mere omsorgsfuldt blik på de indsatte. Vi ser mennesket før forbrydelsen.” 

Hun vurderer, at hvis det alene var op til betjente eller andre dele af systemet, ville en del af de indsattes sundhedsmæssige forespørgsler blive fejet af bordet. Det kan f.eks. være svært at overbevise en fængselsbetjent om, at en indsat skal til tandlægen. 

”Du dør ikke af ikke at komme til tandlægen her og nu. Men som sygeplejerske ved man, hvad det kan føre med sig af komplikationer, og hvor mange problemer det kan give på sigt. Den baggrundsviden har en fængselsbetjent ikke nødvendigvis, og på den måde kæmper vi en del kampe på vegne af de indsatte,” siger hun og fortsætter:

”Der har vores arbejde virkelig sin berettigelse. Når man har begået kriminalitet, skal man selvfølgelig afsone sin straf. Men man skal ikke blive syg af at komme i fængsel.”

Mere end somatisk sygepleje

Marianne Knudsens arbejde består efter egen vurdering af lige dele somatisk og psykiatrisk sygepleje. De indsatte er isoleret 23 timer i døgnet med kun én times udgang om dagen. Mange sidder under besøgs- og brevkontrol, og isolationen giver mange psykiske kvaler.

”Jeg bliver tit anmodet om konsultationer, hvor der ikke er noget galt fysisk. Måske nærmer retssagen sig, eller kæresten derhjemme er gået fra dem. Så har de brug for at snakke om det, og de kan ikke læsse af andre steder.” 

De indsattes sundhedstilstand er generelt dårlig. Mange har levet hårde liv og har misbrug, abstinenser og misligholdt sygdom med sig ind i arresten. Og mange har ikke særlig god kontakt til egen krop. 

”Nogle bliver paf, når jeg spørger dem, hvordan de har det. For de ved det simpelthen ikke. De er ikke vant til at forholde sig til det – og de er slet ikke vant til, at andre går op i det.”

Fordi fængsler og regioner ikke har fælles journalsystem, medicinkort eller fælles adgang til oplysninger om de indsattes helbred, kan det være et regulært detektivarbejde for Marianne Knudsen at få overblik over de indsattes helbredsstatus og forløb i forskellige dele af sundhedsvæsenet:

”Det stiller høje krav til mig og min faglighed, for jeg er nødt til at vide lidt om alting, hvis jeg skal kunne sørge for, at de får den rette hjælp. De er ikke selv opdateret på deres helbredstilstand, så jeg må være det for dem.” 

Kunsten at involvere sig tilpas

Marianne Knudsen har altid været draget mod dem, der ikke passer ind i samfundet. De skæve eksistenser og dem, der falder mellem sprækkerne i samfundet. 

I hendes fortælling er det tydeligt, at hun har stor empati for de indsatte. Hun går gerne langt for dem, og en del af arbejdsdagen kan sagtens gå med at kontakte forsorgshjem, hvis en indsat eksempelvis står til at blive løsladt til hjemløshed. Selvom det ikke indgår i hendes jobbeskrivelse.

En varetægtsfængsling kan vare alt fra få dage til flere år. Er det svært at holde den nødvendige distance og ikke blive for personligt involveret? Marianne Knudsen holder en kort pause, før hun svarer:

”Det er en kunst at involvere sig tilpas. Men professionel omsorg og overinvolvering er ikke det samme. Når jeg læser mentalundersøgelser og gennemgår den ene tragiske barndom efter den anden, så er det ikke altid overraskende, at de er endt her. Man kan godt sidde og savne, at en socialrådgiver eller klasselærer havde råbt op for længe siden. Der skal vi som samfund blive bedre til at forebygge.” 

Hævn eller resocialisering?

Marianne Knudsen understreger, at en dårlig barndom ikke undskylder ens gerninger. Men det giver en baggrundsforståelse, som efter hendes mening mangler i det udbredte synspunkt, at indsatte i danske fængsler har det alt for godt. I bund og grund handler det om, hvad vi som samfund vil, når vi sætter mennesker i fængsel.

”Vil vi have hævn eller resocialisering? Hvis vi vil have mennesker, der kommer godt ud på den anden side og ikke begår ny kriminalitet, så er vi nødt til at handle derefter. Man skal mødes som et menneske for at kunne være et menneske.”