Den lille klinik med det store potentiale

Hånden med tatoveret pigtråd griber mod lommen i de sorte træningsbukser, der også har levet et liv. Op kommer et lille, men vigtigt apparat. Patienten Kim har trukket sin insulinpumpe frem i mødet med sygeplejersken Dorthe Rotbøll.

“Så kan jeg lige se dine data på pumpen,” siger hun.

Den lille maskine er programmeret til løbende at frigive den mængde insulin, kroppen har brug for, og patienten kan selv efterregulere, hvis behovet opstår. Pumpens data er koblet op til mobilen, og både sygeplejerske og patient kan holde øje med tallene. I dagens møde skal pumpen opdateres.

“Pumpe 3253. Godt, og hvad så?” spørger Kim.

Kim er en af de omkring 80 patienter, der er tilknyttet Fusionsklinikken i Slagelse. Klinikken er et tidsubegrænset specialiseret behandlingstilbud målrettet patienter med samtidig svær psykisk sygdom og diabetes med eller uden følgesygdomme. Her omfavner man psykiatri og somatik på samme sal.

“Det er meget mere roligt at sidde her end på et normalt hospital. At alt er samlet på ét sted, er meget bedre for mig. Jeg får ikke lige så meget angst og stress,” siger Kim, som ved siden af sin diabetes også har paranoid skizofreni, OCD og ADHD.

Én indgangsport

Fusionsklinikken har otte sygeplejersker ansat, men teamet består også af en psykiater, diabeteslæge, socialrådgiver, diætist, fodterapeut og sekretær, foruden Mette Wallbohm Olsen, der er leder af klinikken og centerchef i Steno Diabetes Center Sjælland.

“Jeg siger lidt frækt, at vi er en sygeplejedrevet klinik. Det er dem, vi er flest af, og det er dem, der har den primære behandling med patienterne. At vi har den sygeplejefaglighed er afgørende for vores klinik,” siger Mette Wallbohm Olsen.

Fem af klinikkens sygeplejersker har en fortid i psykiatrien, mens tre har det på diabetesområdet. I klinikken er alle otte sygeplejersker også blevet uddannet ind i hinandens specialer, som gør en forskel.

“Traditionelt set behandler man psykiatri for sig og diabetes for sig. Hos os har vi valgt at sige, at fordi der er så gensidig påvirkning af de to sygdomme, giver det god værdi at se dem sammen. Så vi tager hele patienten,” siger lederen.

I Fusionsklinikken i Slagelse kan de lave EKG, urinscreening, blodprøver, tage øjenfoto, behandle fødder, lave selvmordsscreening, kriseplaner og depressionssværhedsgradsscreening for blot at nævne lidt. Sygeplejerske Dorthe Rotbøll har 20 års erfaring som diabetessygeplejerske og har snart arbejdet i klinikken i fire år.

“Der er en indgangsport til det hele, og det gør det meget nemmere. Det er patienter, som har svært ved at komme ud ad døren og vedholde deres behandling, så det er en kæmpe fordel, at de kun skal ét sted hen,” siger hun.

På patientens hjemmebane

I et rum lidt længere nede ad gangen er lyset slukket. Patienten Molle er mødt ind til endnu et besøg i klinikken. Første akt af besøget kræver et tilbagelænet hoved og et par dryp i øjnene, så han er klar til et øjenfoto.

"Det svier, og så lige pludselig er det væk igen,” forklarer sygeplejersken, inden Molle udbryder:

“Det er ligesom, når man skærer løg.”

Sygeplejersken griner. 10 minutter efter bliver alt lys lukket ud af rummet. Maskinen blinker, og Molles øjne bliver fotograferet. Alt ser “fredeligt ud”, og Molle kan nu – iført sin store, mørkegrønne t-shirt og guldsmykker – slingre små 50 meter ned ad gangen og ind til anden akt hos sygeplejerske Annika Jørgensen.

“Hvordan synes du, det går?” spørger hun.

Han svarer, at det går bedre for hver dag, og at han oplever, der nu til tider kan være tomt i hovedet. Det kræver lidt tilvænning.

“Ja, det har jeg jo ikke prøvet hele mit liv."

Ifølge Annika Jørgensen er praksissen med at samle de to sygdomme afgørende.

“Det er så gensidigt afhængigt af hinanden - både diabetes og psykiatri – at man ikke kan komme i mål med det ene, hvis ikke man også kigger på det andet. Man kan gå mere holistisk til patienterne,” siger hun.

I dag foregår samtalen i de lyse lokaler på klinikken med udsigt over trækronerne, parkeringspladsen og Netto-skiltet i det fjerne. Men andre gange foregår det på patientens hjemmebane, når personalet tager på hjemmebesøg.

“Mange af vores patienter har tidligere haft en stor udeblivelsesrate. At vi også kan køre ud til patienterne, gør en kæmpe forskel. Når de ikke har overskuddet til at komme herop, kan vi komme hjem og hjælpe dem,” forklarer hun.

First movers før reform

Og det kan godt være, at regeringen har skævet til Slagelse i sin skabelse af den nye sundhedsreform, som blev præsenteret tilbage i november 2024. I aftalen vil man have mere behandling i eget hjem og styrke udbredelse af digitale løsninger i psykiatrien, mens der også skal laves en ligestilling og integration mellem psykiatri og somatik. Meget af det, de allerede gør i Fusionsklinikken. De er måske en form for first movers uden at vide det.

“Vi har altid arbejdet multidisciplinært, jeg vidste bare ikke, det hed det. Jeg synes, det er sund fornuft, at man sætter sig sammen med nogen, der ikke har den viden, man selv har,” siger Mette Wallbohm Olsen.

Klinikken har reduceret indlæggelser med 30 pct. hos patientgruppen. Både ved hjælp af digitale løsninger, men også via tankegangen om at somatik og psykiatri hænger sammen.

"Det er supervigtigt for patienternes skyld, at vi får sammenkørt behandlingen. Hvis vi skal hjælpe patientgruppen, skal vi hjælpe dem med at regulere begge sygdomme på en gang og lære dem at kende forskel,” siger hun.

Koncept kan kopieres  

Medarbejderne på Fusionsklinikken mener, det giver god mening at lade somatik og psykiatri smelte mere sammen. Det tydeligste eksempel på dét mærker patienten Kim på egen krop.

“Jeg havde et højt langtidsblodsukker før, og det er nærmest halveret nu. Så det går meget bedre, for nu har jeg overskud til at komme til samtalerne, få kigget på pumpen og få reguleret nogle ting. Det havde jeg ikke, da jeg kom på et normalt sygehus, så det har gjort en kæmpe forskel,” siger han.

I rummet med panoramaudsigt er de tatoverede hænder ved at være færdige med at taste på både pumpe og telefon. De taler lidt om blodsukkerniveauet.

Samtalen slutter. Kim griber sin sorte kasket, de tyndslidte høretelefoner, belønner sig selv med udsigten til en smøg i solen og forlader klinikken for i dag.

“Patienterne føler en tryghed ved os og føler ikke hele tiden, at de er en fiasko. Jeg har patienter, der har sagt, det er første gang, de rigtigt er blevet mødt og forstået,” siger Annika Jørgensen, der suppleres af sygeplejerskekollegaen Dorthe Rotbøll:

“Når de er klar til at komme videre, så vil de ikke så gerne herfra. Det siger jo en del.”

Fusionsklinikkens leder svarer uomtvisteligt “ja” til spørgsmålet, om det vil kunne lade sig gøre at udbrede dét, klinikken gør, til andre specialer. Set fra hendes stol er potentialet enormt.

“Det vil give kæmpe god mening, men der er nogle vaner og rutiner, man skal ændre. Vi har eksisteret i fire år, og med de resultater vi har på så svære sygdomme som svær psykisk sygdom og diabetes, så er der også andre, der kan,” siger Mette Wallbohm Olsen og fortsætter:

“Diabetes er en modelsygdom, så man vil sådan set kunne putte nyrer, cancer eller hjertet ind alle de steder, hvor én sygdom har slagsider og tager noget liv fra patienterne. Vi skal huske, at vi alle sammen i sundhedsvæsenet er uddannet til det samme: At hjælpe patienterne.”