Sygeplejersken
10 borgere med kronisk sygdom om dagen
Konsultationssygeplejerske Dorthe Drejer kan snildt have 10 konsultationer med patienter med kronisk sygdom hver dag. Hun arbejder systematisk med forløbsplaner og kvalitetssikring og er spændt på, om sundhedsreformens nye kronikerpakker kommer til at påvirke hendes opgaver.
Sygeplejersken 2025 nr. 2
Af:
Christina sommer

”Hvad med den der Simvastatin? Jeg var til undersøgelse på Gentofte i mandags, jeg skal have nyt knæ, og her sagde de, at jeg skulle tale med min egen læge, for de kan være årsag til al den ømhed, jeg har i kroppen”.
83-årige Yvette Brodthagen Ibsen har taget plads ved det lyse træskrivebord i et af konsultationslokalerne i Lægehuset Herlev. Hun har hypertension, og det er blevet tid til det årlige kontrolbesøg. I løbet af det forgangne år er slidgigten i det ene knæ for alvor blevet slem, og de indledende undersøgelser i forbindelse med en evt. operation har fundet sted.
Det er dog ikke hendes praktiserende læge, Helene Vilandt, men konsultationssygeplejerske Dorthe Drejer, der sidder klar til at svare på spørgsmålene. Hun har haft Yvette Brodthagen Ibsen som fast patient i 19 år.
”Det er rigtigt. Simvastatin kan give mere generelle smerter i led og muskler, især muskelsmerter. Hvornår skal du opereres?” spørger Dorthe Drejer.
”Jeg skal først i tre måneders genoptræning på Gentofte – tre gange om ugen. Det forlanger de, det er noget nyt, de er begyndt på,” siger Yvette Brodthagen Ibsen lidt opgivende.
Men det skal hun ikke være ked af, siger Dorthe Drejer:
”Det kan være med til at aflaste dit knæ så meget, at smerterne bliver mindre, og man vil jo helst kun operere, hvis det er nødvendigt.”
Tiltagende åndenød
Dorthe Drejer finder en tid hos lægen, før hun går videre med dagens program. De gennemgår medicinlisten sammen, før Dorthe Drejer fornyer recepterne for den faste medicin for det næste år. Og med KRAM-faktorerne i baghovedet spørger konsultationssygeplejersken ind til Yvette Brodthagen Ibsens hverdag.
”Har du noget med hjertet, trykken for brystet eller lignende?”
”Jeg har meget åndenød. Jeg har haft det lidt tidligere, men jeg synes, det er blevet værre,” siger den ældre dame.
Dorthe Drejer finder sit stetoskop frem og lytter på Yvette Brodthagen Ibsens hjerte.
”Det lyder, som det skal, og så tager jeg også et hjertekardiogram lige om lidt. Men tiltagende åndenød, noterer jeg. Det er korrekt forstået, ikke?”

”Nu er jeg spændt på, om du kan finde den,” siger Yvette Brodthagen Ibsen, lige før konsultationssygeplejerske Dorthe Drejer (tv.) rutineret finder en blodåre og får taget de obligatoriske blodprøver.
Nysgerrig på indholdet
Som konsultationssygeplejerske gennem 22 år har Dorthe Drejer i tæt samarbejde med læge Helene Vilandt længe haft konsultationer med en stor del af de 600 patienter, der pt. er tilknyttet lægeklinikken pga. kronisk sygdom. Hun ser dem primært i forbindelse med årskontroller, men nogle kommer oftere.
Hun arbejder systematisk med forløbsplaner og faste modeller for kvalitetssikring og er derfor nysgerrig på, hvad de nye kronikerpakker i sundhedsreformen (se boks), kommer til at betyde for patienterne.
”Vi har talt om, at det er lidt svært at se, hvad der kan komme af opgaver, som vi ikke allerede udfører,” siger hun.
Ekstra kollega
Dorthe Drejer ser typisk 20-25 patienter om dagen, hvoraf de ca. 10 har en kronisk sygdom.
”Jeg er rigtig glad for at arbejde med dem, men der kommer flere og flere, og de tager ofte lidt længere tid end planlagt. Programmet kan derfor let skride,” forklarer hun.
Derfor ansatte klinikken endnu en konsultationssygelejerske for godt et år siden, hvilket giver et godt miks af patienter, så evt. tabt tid nemmere kan indhentes hos nogle af de mindre tidskrævende patienter:
”Jeg ser f.eks. mange akutte patienter, især her i influenzasæsonen, og jeg har også graviditets- og børneundersøgelser og vaccinerer og udfører akupunktur. Det er superspændende og udfordrende, og
vi har et godt fagligt miljø med daglig sparring og mulighed for efteruddannelse. Det tror jeg kun bliver endnu vigtigere i takt med den udvikling, der er i almen praksis lige nu.”
Ses om et år
Inden Yvette Brodthagen Ibsen lægger sig klar på briksen til hjertekardiogrammet, får Dorthe Drejer taget de obligatoriske blodprøver, der sendes videre til analyse for at sikre, at alle værdier er, som de skal være.
”Så får du lige nogle dippe-dutter på her,” siger Dorthe Drejer, før hun sætter sig hen foran sin pc og klikker målingen frem på skærmen.
”Det ser superfint ud, men nu har jeg i hvert fald også skrevet, at du bliver tiltaget stakåndet. Så når du kommer ind til Helene her om et par uger for at tale om Simvastatin, kan I også vende det,” siger
Dorthe Drejer, mens hun befrier Yvette Brodthagen Ibsen for de 10 elektroder og sender hende ud ad døren med endnu en tid – for ingen patienter går ud ad døren uden en ny aftale hos konsultationssygeplejersken:
”Hvis Helene ændrer i din medicin, får du nogle ekstra tider, hvor vi lige skal følge op på, hvordan det går. Men ellers ses vi om et år.”
Kronikerpakkerne
- Borgere får ret til personlig behandlingsplan, der tilrettelægges af egen læge i forlængelse af, at diagnose er stillet
- Ansvar for behandling og forløb forankres hos egen læge – inkl. indsatser som f.eks. kostvejledning, træning, sygdomsmestring samt
relevante undersøgelser hos bl.a. speciallæger - Implementering starter med KOL i 2027, dernæst type 2-diabetes, hjertesygdomme, kroniske lænderyg-smerter og kompleks multisygdom.
- Pakkerne skal udvikles af Sundhedsstyrelsen med inddragelse af eksperter, patientorganisationer m.fl.
(Kilde: Aftale om sundhedsreform 2024)
