Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Langt sejt træk gav ro i maven

Tillidsrepræsentant Trine Skovbakke Kjærsgaard hjalp en sygeplejerske fra Kolding Kommune med at få sin løn og sin stilling tilbage.

Sygeplejersken 2025 nr. 2, s. 51

Af:

Laura Elisabeth Lind

66742386

Foto:

Michael Drost-Hansen

“I godt halvandet år vidste sygeplejersken ikke, om hun var købt eller solgt.” 

Sådan fortæller Trine Skovbakke Kjærsgaard, som er tillidsrepræsentant for ca. 15 sygeplejersker fra Døgnrehabiliteringen Kolding og Sundhedsfremme og Forebyggelse i Kolding Kommune. 

“Det starter for halvandet år siden med, at en stilling som forløbskoordinator i døgnrehabilitering bliver nedlagt. Sygeplejersken bliver i stedet tilbudt at komme over i dagrehabiliteringen, men går så både et løntrin ned og mister et tillæg,” fortæller hun og fortsætter: 

“I runde tal mister hun 3.000 kr. før skat hver måned. Der er ikke noget at gøre ved, at hun mister sin funktion og sit løntrin. Men man giver hende ikke et kompetencetillæg, og derfor kommer hun tilbage på sin grundløn, selvom hun stadig bruger mange af de samme sygeplejefaglige kompetencer fra stillingen, hun havde før.“ 

Trine Skovbakke Kjærsgaard går i dialog med ledelsen. 

“Vi får forhandlet os frem til et kompetencetillæg på 1.500 kr. om måneden.“ 

Lav løn i uvis prøvestilling  

Efter knap et år beslutter ledelsen sig imidlertid for også at nedlægge stillingen i dagrehabilitering. Til gengæld opretter de igen en forløbskoordinatorstilling som den oprindelige, men denne gang som en prøvehandling. De skal derfor først teste, om stillingen fungerer eller ej. 

“Det går ikke, at de bare nedlægger hendes faste stilling som forløbskoordinator, opretter en tilsvarende igen, tilbyder hende den, og så har hun mistet en masse penge og er usikker på sin fremtid. Hun har fået tillægget på de 1.500 kroner, men mangler stadig resten op til 3.000. Så jeg anmoder om at forhandle ny løn.” 

Det kan dog ikke lade sig gøre, fordi det er en stilling, man afprøver, får Trine Skovbakke Kjærsgaard at vide. Hun aftaler med sygeplejersken, at hun vil gøre alt, hvad hun kan, for at få lønnen op. 

”For selvfølgelig skal hun have en løn, der matcher den tidligere stilling.”  

Rykkede ledelsen hver uge

I de næste måneder går hun ugentligt til ledelsen for at høre, hvordan det går med stillingen. For det påvirker også sygeplejersken psykisk at være i et arbejdsmiljø, hvor hun ikke ved, om hun har sit job eller ej i næste måned. 

“Til sidst bliver stillingen gjort permanent, og så kan vi forhandle løn. Sygeplejersken ender med at få det samme, som hun havde helt fra start, endda en lille smule mere – 3.100 kr. om måneden. Det har været et langt sejt træk. Men nu har sygeplejersken ro i maven.”  

Vil du  fortælle om den forskel, tillidsvalgte gør, så skriv til redaktionen@dsr.dk

Hvad har du lært af sagen?

“Man skal ikke bare lade sig spise sig af med ledelsesfloskler som “Det kan vi ikke.”  Hvis man går i dialog, er der ofte en løsning. Jeg har forståelse for, at ledelsen har en økonomi, der skal hænge sammen. Men det har sygeplejersker også. Desuden skal det psykiske arbejdsmiljø være i orden.” 

forside
Læs alle artikler i det seneste nummer af Sygeplejersken