Det kliniske blik sættes på prøve

”Jeg er klart fortaler for mere hjemmebehandling og for hjemmeindlæggelser. Det giver så god mening, også for vores patienter, for det sidste, nogle af dem har brug for, er at blive indlagt på hospitalet. Men det kræver en vis erfaring at kunne monitorere en patient, som fysisk ikke er i samme rum som dig,” fortæller Sara Filtenborg.

Hun er sygeplejerske på Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor de i vinteren 2023/2024 gennemførte et pilotprojekt med virtuelle indlæggelser af patienter. I stedet for at være på afdelingen kunne patienterne ved hjælp af digitale løsninger og en kuffert med telemedicinsk måleudstyr være indlagt hjemme hos sig selv.

Under pilotprojektet skulle Sara Filtenborg derfor yde sygepleje til de hjemmeindlagte patienter på afstand. Al kommunikation foregik enten via telefon eller videoopkald – og det satte hendes observationsevner på prøve, fortæller hun.

”Som sygeplejerske er du jo vant til at kunne være helt tæt på, når du bruger dit kliniske blik. Du kan se de små svedperler på huden, og hvordan ansigtskuløren ser ud. Om de ryster på hænderne eller virker dårligere i dag, end de gjorde i går. Det kan du ikke på samme måde, når du taler med dem via en skærm eller i telefonen. Her bliver du virkelig nødt til at lytte efter og bruge ”blikket” på en anden måde,” forklarer Sara Filtenborg.

Et godt alternativ

Formålet med pilotprojektet, som blev gennemført i tæt samarbejde med Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) og Center for Sundhed (CSU), var at blive klogere på, hvad det organisatorisk, patientsikkerhedsmæssigt, sundhedsfagligt og i IT-regi kræver at have patienter indlagt i hjemmet.
Det fortæller seniorkonsulent på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Tana Bredesen. I samarbejde med sygeplejerske og forsker Mette Kildevæld Simonsen var hun leder på projektet, der løb fra december 2023 til februar 2024.

”Vi fandt frem til, at hjemmeindlæggelserne var både et godt og sikkert alternativ til fysisk indlæggelse på hospitalet. Patienterne var rigtig glade for det og følte sig trygge. Det vil dog kræve relativt store ændringer i organisation, kultur og arbejdsgange, hvis det skal skaleres op til et fast tilbud på hospitalet. Det er absolut heller ikke alle patienter, der har glæde af hjemmeindlæggelse,” siger Tana Bredesen.

Selvom forskning på området viser, at det især er de mest sårbare patienter, der kan have gavn af at undgå indlæggelse på hospitalet, så var det kun de mest ressourcestærke patienter, som de på afdelingen kunne visitere til hjemmeindlæggelse.

”De skulle f.eks. være så fysisk og kognitivt friske, at de flere gange om dagen selv kunne måle deres værdier og indberette dem til os. De skulle også have adgang til Min Sundhedsplatform via app, fordi det var der, målingerne skulle indgives – og så skulle det selvfølgelig frem for alt være patienter, der frivilligt ville være med til at lade sig indlægge derhjemme,” forklarer Tana Bredesen.

Foreløbig er der ingen konkrete planer om at implementere hjemmeindlæggelse som et fast tilbud på afdelingen. Projektet har dog givet vigtig viden, som der kan bygges videre på, fortæller Mette Kildevæld Simonsen.

”Der er ingen tvivl om, at hjemmeindlæggelser er noget, vi kommer til at se mere af. Derfor har vi nu gjort os de første erfaringer, så vi ikke står på helt bar bund i fremtiden,” siger hun.

Kræver is i maven

For Sara Filtenborg er der dog ingen tvivl om, at for de patienter, der egner sig til hjemmeindlæggelse, er det langt at foretrække frem for fysisk indlæggelse på hospitalet.

”Jeg kan jo tydeligt se, at de har det meget bedre, når de er hjemme hos sig selv. De er gladere, de sover bedre, de spiser bedre. De bevæger sig måske mere, fordi de selv går ud til køleskabet eller rundt i hjemmet. De kan være sammen med deres pårørende og være der, hvor de har det bedst,” siger hun. Hun tilføjer:

”For os sygeplejersker er det måske lidt en overvindelse, i hvert fald til at starte med. Man skal have is i maven og stole på, at vi stadig har hånd om patienten, selvom vi ikke fysisk er sammen med dem. Men jeg ser så mange fordele i det – især hvis vi også kan nå hen et sted, hvor det kan lade sig gøre at have de mest sårbare patienter hjemmeindlagt.”