Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Den første AI-generation

Martha Haile og Emilie Andersen er begge sygeplejestuderende og bliver blandt de første sygeplejersker i sundhedsvæsnet, der har brugt kunstig intelligens allerede på studiet. De forventer, at AI bliver en stor del af deres arbejdsliv, men er bekymrede for at miste vigtige færdigheder, hvis computerne overtager for meget.

Sygeplejersken 2026 nr. 3, s. 16-17

Af:

Helle Lindberg Emarati, journalist

To sygeplejersker

Foto:

Mikkel Berg Pedersen

”ChatGPT, forklar mig hjertets mekaniske system, som om jeg var 10 år gammel.”

Der går cirka et sekund, så har AI-chatbotten generet en pædagogisk tekst-gennemgang af kamre, klapper og pumpefunktion, hvor hjertet bliver sammenlignet med en garage med pumpe, lungerne en tankstation og blodet er små leveringsbiler, der leverer ilt rundt i kroppen.

Spørgsmålet kunne til forveksling ligne et, som Martha Haile kunne finde på at stille den kunstige intelligens. Hun går på 7. semester på sygeplejerskeuddannelsen i Viborg og bruger jævnligt AI som værktøj i sit studie. Den kan være hendes oversætter, sekretær, søgemaskine eller indtage andre hjælpsomme funktioner.

”Jeg kan f.eks. finde på at bruge den til at forklare kompliceret fysiologi eller anatomi i et sprog, der er lidt lettere at forstå. Eller hvis jeg har lavet et oplæg til en eksamen, får jeg den til at samle det, så det lige ser mere overskueligt ud. Hvis jeg mangler nogle hjemmesider, hvor jeg kan læse om et bestemt emne, kan jeg også godt finde på at bruge ChatGPT eller Google AI,” forklarer Martha Haile.

Kunstig intelligens på skolebænken

Hun er ikke alene. I en amerikansk undersøgelse fra marts 2026 selvrapporterede cirka 89 pct. af bachelorsygeplejestuderende, at de brugte AI på studiet. I Danmark viste et ph.d.-projekt fra 2023, der beskæftigede sig med studerendes brug af sprogmodeller i bacheloropgaver på sygeplejerskeuddannelsen, at sygeplejestuderende i vid udstrækning bruger chatbots som redskab i deres bachelorprojekter.

Den kunstige intelligens har også sneget sig ind i undervisningen. På flere sygeplejerskeuddannelser bliver AI-bots f.eks. brugt til simulationstræning, hvor de studerende kan øve sig på svære patientsamtaler.

Uddannelserne har desuden politikker for brugen af AI, der tillader kunstig intelligens som redskab på studiet, så længe det er i tråd med reglerne. Dermed er den første generation af sygeplejersker, der har stiftet bekendtskab med AI allerede på skolebænken, godt på vej ud i det danske sundhedsvæsen.

Emilie Andersen er også studerende på 7. semester på sygeplejerskeuddannelsen i Viborg. Ligesom Martha Haile bruger hun kunstig intelligens regelmæssigt i sit studie og oplever, at det er helt almindeligt blandt de studerende.

”Folk taler åbent om, at de bruger kunstig intelligens, det er ikke tabu på nogen måde. Jeg er ordblind, så jeg bruger f.eks. en chatbot til at hjælpe mig med at rette mine stavefejl i opgaver. Jeg bruger den også som sparringspartner i refleksioner, hvor den måske kan udfordre mig lidt i min tænkning,” fortæller hun.

Selvom hun ser flere dilemmaer ved brugen af kunstig intelligens, betragter Emilie Andersen det som naturligt skridt i sin uddannelse, at hun lærer teknologien at kende.

”Jeg ser sådan på det, at kunstig intelligens nok kommer til at blive en del af mit arbejdsliv. Det virker uundgåeligt, så i stedet for at sidde med armene over kors og sige, at det gider jeg ikke være en del af, så tænker jeg mere: Hvordan kommer jeg det bedst i møde?”

Kan godt blive usikker af AI

Men for de studerende følger der også bekymringer og overvejelser med brugen af den kunstige intelligens. For Martha Haile er det f.eks. refleksioner over potentielt tab af færdigheder, der fylder.

”Jeg kan jo godt mærke, at jeg ikke bruger min hjerne lige så meget som før. At jeg bliver doven. Det er virkelig fristende bare at spørge AI i stedet for at bladre i en bog eller søge på Google. Jeg kan blive bekymret for, om jeg mon springer nogle vigtige læreprocesser over,” fortæller hun.

Emilie Andersen er enig. Hun ser det derfor som virkelig vigtigt, at sygeplejersker og sygeplejestuderende bevarer en kritisk tilgang til brugen af AI.

”Det er klart, at vi ikke må miste helt basale færdigheder. Vi ved jo heller ikke altid, hvor den kunstige intelligens får sine informationer fra. Jeg synes selv, jeg er blevet god til at bruge det på en ansvarlig måde, men jeg er ikke sikker på at alle sygeplejersker er klædt lige godt på til at arbejde med AI,” siger hun.

Hvis I en dag i fremtiden ender i en situation ude i klinikken, hvor I er uenig med en kunstig intelligens, hvad ville I så gøre?

”Jeg tror, jeg ville stole på min egen faglighed, siger Emilie Andersen. Martha Haile er en smule mere tøvende.

”Jeg håber, jeg ville kunne tro på mig selv. Men jeg kan faktisk godt komme i tvivl. Kunstig intelligens er jo virkelig overbevisende, så måske kunne jeg godt blive usikker på mig selv. Dog ville jeg ikke træffe en faglig beslutning alene på baggrund af, hvad en AI fortæller mig.”