Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

OK26 på plads for statsansatte sygeplejersker 

Flertal af medlemmer bakker op om OK26-aftalen for statslige sygeplejersker, som nu er godkendt af hovedbestyrelsen

Publiceret: 

4. maj 2026

Senest opdateret: 

4. maj 2026

Af:

Jacob Mouritsen

jam@dsr.dk
De statsansatte sygeplejersker har stemt ja til OK26

Foto:

Mathias Nygaard Justesen

Lønstigninger og øget fokus på fleksibilitet og indflydelse på arbejdslivet.

Det er nogle af de elementer, der indgår i overenskomstaftalen for statsansatte sygeplejersker, som nu er godkendt efter en vejledende urafstemning blandt medlemmerne.

I alt har 41,89 procent af de stemmeberettigede statsansatte medlemmer deltaget i afstemningen. Af dem har 90,77 procent stemt ja til aftalen.

Hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd har taget resultatet til efterretning og har på den baggrund besluttet at godkende aftalen.
”Jeg er glad for, at medlemmerne nu har taget stilling til aftalen, og at de kan se sig selv i resultatet. Derfor har vi i Hovedbestyrelsen valgt at godkende aftalen,” siger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.

Den samlede aftale indeholder både generelle forbedringer og konkrete lønforbedringer for forskellige grupper af statsansatte sygeplejersker.

”Vi har landet en aftale, der giver forventede reallønsstigninger og bygger ovenpå tidligere forbedringer. Den er et skridt videre. Samtidig arbejder vi løbende med lokale lønforhandlinger og bedre vilkår, som er afgørende for at tiltrække og gøre det attraktivt at forblive sygeplejerske i staten,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Aftalen er dermed endeligt godkendt og træder i kraft i overensstemmelse med de aftalte tidsplaner. Det betyder blandt andet, at den første lønstigning sker med tilbagevirkende kraft fra den 1. april og forventes at kunne ses på lønsedlen hurtigst muligt.

Vil du læse om de kommunale og regionale aftaler, kan du læse mere her. 

FAKTA: Så meget stiger udvalgte grupper i løn

 

Gruppe

Lønstigning

Pension

Sammenlagt

Undervisere på SOSU-skoler (trin 3)

2550

550

3100

Undervisere på SOSU-skoler med +11 års

3150

700

3850

Lektorer på professionshøjskoler

3100

700

3800

Sygeplejersker i staten i løngruppe 1 (fx fængselssygeplejersker)

2350

550

2900

Sygeplejersker i staten i løngruppe 3

3650

800

4450