Mød Sygeplejerskens forskningspanel
Sygeplejerskens nye forskningspanel skal være med til at sikre høj kvalitet og aktualitet i den sygeplejefaglige forskningsformidling. Panelet består pt. af fem sygeplejersker med forskningsbaggrund inden for forskellige specialer. Medlemmerne har bl.a. til opgave at tilvejebringe peer reviewed-artikler, der kan holde sygeplejersker opdateret på nyeste viden. Manuskriptvejledning til forfattere af peer reviewed-artikler følger snarest. Hvis du har spørgsmål om en konkret artikel, kan du kontakte redaktør Lotte Havemann, lha@dsr.dk
Camilla Bernild, sygeplejerske, cand.mag., ph.d.
Klinisk seniorspecialist ved Enhed for Uddannelse på Rigshospitalet. Tilknyttet som forsker ved Center for Sundhedsfaglig Forskning, UCSF, samt lektor ved Sektion for Sundhed og Samfund, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet.
Q&A med Camilla Bernild:
Hvad forsker du i?
Jeg har tidligere beskæftiget mig meget med pårørende og deltager stadig i projekter inden for området. Men i øjeblikket forsker jeg især i læring og uddannelse, både præ-graduat, altså blandt sygeplejestuderende, og post-graduat, dvs. færdiguddannede, f.eks. i forhold til kompetenceudvikling og arbejdsorganisering.
Hvorfor valgte du at forske?
Jeg har altid arbejdet i hospitalskontekst og været interesseret i, hvorfor vi mon gør, som vi gør. F.eks. hvorfor kommunikerer vi med patienter og pårørende på den måde, vi gør? Hvordan fordeler vi arbejdsopgaver, og hvordan dokumenterer vi – og hvorfor? Jeg er nok grundlæggende nysgerrig på at forstå, hvorfor vi gør, det vi gør. Nogle gange skal ting måske ændres, men andre gange handler det alene om at forstå et område eller en problemstilling bedre.
Har din forskning ændret noget?
Jeg har mest lavet aktionsforskning, altså hvor forskning og udvikling følges ad, både i min ph.d. og efterfølgende. Den største forskel, min forskning har bidraget til, er omlægningen af sygeplejerske-uddannelsen sidste år i Region Hovedstaden under et projekt, der hedder NEW (Nursing, Education and Work, red.). Det kørte i et samarbejde mellem Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole, og NEW har bl.a. medført, at bachelorprojektet nu er placeret på 6. semester. Nogle af pointerne er også med i uddannelsesreformen, f.eks. at bachelorprojektet skal være mere praksisrettet.
Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?
Sygeplejen er helt unik, da vores position og optik er bredere end bare sygdom, men også omfatter både de fysiske, psykiske og sociale dimensioner af det at være syg. Og så er der de pårørende og de organisatoriske og samfundsmæssige rammer oveni. Alle perspektiver er vigtige at forske i, så sygeplejersker kan arbejde evidensbaseret eller få et vidensgrundlag, der kan medvirke til kritisk refleksion.
Et råd til sygeplejersker med en forsker i maven?
Netop fordi sygeplejen er så bred, er det vigtigt at finde en tematik, man brænder for. Og en grundlæggende nysgerrighed for faget er også vigtig, ellers tror jeg, det bliver svært.
Ellen Boldrup Tingleff, sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.
Lektor i retspsykiatri og psykiatrisk sygepleje ved Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart, Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet. Forsker ved Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien i Region Syddanmark.
Q&A med Ellen Boldrup Tingleff
Hvad forsker du i?
Al min forskning tager afsæt i psykiatrien, og jeg er særligt optaget af pårørendes oplevelser og erfaringer, når de har et familiemedlem, der er i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Jeg forsker i, hvordan vi kan forbedre samarbejdet mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle. Jeg undersøger de pårørendes livsvilkår, og hvordan vi kan støtte dem og involvere dem i plejen og behandlingen.
Hvorfor valgte du at forske?
Psykiatrien er det speciale, jeg altid har kunnet se mig selv mest i som sygeplejerske – det er spændende, hvordan man kan bruge sig selv i rollen for at hjælpe mennesker et bedre sted hen i livet. Efter lidt tid i klinikken begyndte jeg at blive nysgerrig på, hvorfor vi gør, som vi gør. I den psykiatriske sygepleje er meget baseret på ”vi synes, vi tror, vi mener og vi føler”, og mindre på viden om, hvad der rent faktisk virker eller er gavnligt for mennesker.
Har din forskning ændret noget?
Jeg har brugt nogle år på at afdække, hvad pårørende ønsker og har brug for. På baggrund af den kvalitative viden arbejder vi videre med at udvikle interventioner til gavn for de pårørende. Jeg sørger for, at den viden, jeg generer, også kommer ud til sundhedsprofessionelle i praksis. F.eks. i lærebøger, faglige og videnskabelige artikler, eller når jeg underviser på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Når vi som forskere formidler vores viden, giver den anledning til refleksioner og ændringer i praksis, og det bliver jeg tit konfronteret med positivt, f.eks. af en studerende eller sygeplejerske, der aldrig før har været opmærksom på at spørge ind til, hvordan en pårørende har det og hvad vedkommende har brug for.
Hvorfor er forskning i sygepleje vigtigt?
Det er nødvendigt, hvis vi vil yde sygepleje af høj kvalitet. Vi ved jo, at forskning har afgørende betydning for menneskers helbred og velbefindende, og derfor må sygeplejen, ligesom lægevidenskaben og andre professioner, basere sig på viden frem for, hvad vi tror og synes.
Råd til en sygeplejerske med en forsker i maven?
Man er nødt til at finde en kollega eller vejleder, der selv forsker, og som helst er optaget af det, man selv er optaget af. Det er i det samarbejde, der skal fremvokse en protokol, som er afsæt for, at man kan komme i gang med forskeruddannelsen Og så skal man søge fonde m.m. Alt det kan man ikke selv. Man skal også være lidt ydmyg uden at være selvudslettende – forskning er ikke et onemanshow, det kræver samarbejde. Derudover vil jeg råde til, at man engagerer sig i videnskabeligt arbejde sammen med erfarne forskere.
Mari Holen, sygeplejerske, cand.cur. og ph.d.
Professor i Sundhed og Samfund, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet.
Q&A med Mari Holen
Hvad forsker du i?
Jeg har forsket meget i læring, helt aktuelt i projektet 'MINERVA', hvor vi følger en gruppe sygeplejersker over 10 år for at undersøge deres udvikling og valg i arbejdslivet. Sammen med kolleger på Oslo Universitet er jeg også med i et projekt om støtte til kræftpatienter, der bor alene, og hvordan man kan udvikle innovative løsninger til at støtte dem. Jeg har også altid været optaget af ulighed i sundhed, og hvordan politiske beslutninger påvirker det at være patient. Det spiller projektet også ind i.
Hvorfor valgte du at forske?
Allerede som studerende stillede jeg enormt mange spørgsmål, og jeg syntes, det var sjovt at skrive studiedagbog - en form for miniundersøgelser, når jeg kigger på dem i dag. Jeg var også ekstremt teoretisk interesseret. Som færdiguddannet havde jeg stadig mange spørgsmål, og det er det med at stille spørgsmål og være empirisk og teoretisk interesseret, der driver mig som forsker.
Har din forskning ændret noget?
Jeg synes, at jeg helt fra min ph.d.-tid har bidraget med nogle teoretiske bud på, hvordan sygeplejersker og samfundet generelt skal forstå patientrollen og patientidentitet. I dag underviser jeg med afsæt i min forskning, og jeg bruger mange kræfter på at formidle min forskning i artikler, bøger og foredrag.
Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?
Forskning i sygepleje kan være med til at forbedre patienternes oplevelse og behandling og den måde, de bliver mødt på i sundhedsvæsenet. Som professor er jeg også forpligtet til at lave grundforskning (forskning, der fokuserer på at forstå fundamentale aspekter af sygepleje uden at have en direkte praktisk anvendelse i sigte, red.). Det er essentielt for at kunne udvikle nye teorier og metoder, der kan anvendes i praksis.
Et godt råd til sygeplejersker med en forsker i maven?
Det er vigtigt at opbygge et netværk med andre forskere fra start af. Man skal også kunne lide at sidde bag et skrivebord – læse tekster, forstå, skrive og nørde ned i et emne – hele det akademiske håndværk. Og man skal være nysgerrig og engageret.
Selina Kikkenborg Berg, sygeplejerske, cand.cur., ph.d.
Professor og forskningsleder i Forskningsenheden for klinisk sygepleje i Hjertecentret: IMPACT - Research & Care, Rigshospitalet.
Q&A med Selina Kikkenborg Berg
Hvad forsker du i?
Mit primære område har altid været sygepleje til kardiologiske patienter med klar overvægt af håndtering af egen sygdom. Men da der ikke findes sygeplejefaglige seniorforskere i alle specialer her på Rigshospitalet, er jeg også med i andre projekter, hvor jeg bl.a. vejleder ph.d.-studerende. For et par år siden tog jeg også en afstikker til covid-19-pandemiens betydning for patienter, pårørende og personale, hvilket optog mig dybt. (Læs mere om covid-19-forskningen her).
Hvorfor valgte du at forske?
Da jeg begyndte at studere i slut-1990’erne, var man for alvor begyndt at tale om evidensbaseret pleje og behandling. Vi fik hele tiden besked om, at vi ikke skulle tro, men vide. Det tog jeg til mig, og jeg har altid været drevet af en stor nysgerrighed og ansvarsfølelse i forhold til at gøre noget ved tingene, hvis jeg kan.
Har din forskning ændret noget?
Jeg mener, at reelle ændringer sjældent kommer på baggrund af ét forskningsprojekt. Men i forbindelse med mit ph.d.-projekt besøgte jeg Emory University Hospital i Atlanta i USA. Her blev jeg bl.a. inviteret ind i deres ambulatorium for børn med medført hjertesygdom - et område jeg havde beskæftiget mig med nogle år tidligere. Jeg mødte en begejstret sygeplejerske, der havde læst en af mine artikler om, hvordan man etablerer en sygeplejeklinik for at støtte de hjertebørn bedst i overgangen fra barn til voksen. Og med inspiration fra artiklen, havde de faktisk lavet en klinik à la den i Atlanta.
Hvorfor er forskning i sygepleje vigtigt?
Lidt banalt sagt for at vi kan tilbyde patienterne den bedst mulige pleje. Det handler om patienternes overlevelse og livskvalitet. Forskning i dansk sygepleje er vigtig, fordi vores og de andre skandinaviske landes måde at tænke sygepleje på er unik. Vi er langt i den måde, vi tænker velfærd og professionel omsorg på, også når det kommer til personcentreret behandling og pleje. Omvendt kan vi også lære meget af global forskning.
Et råd til sygeplejersker med en forsker i maven?
Man arbejder mere generelt og på populationsniveau, og man skal derfor have lyst til at arbejde strukturelt med sygepleje. Man behøver dog ikke at være god til alt – forskning er en holdsport. jeg er f.eks. meget innovativ og derfor god i opstarten, andre er mere glade for databehandling, tal og tabeller.
Niels Sandholm, sygeplejerske, cand.scient.soc. og ph.d.
Docent ved Københavns Professionshøjskole, ISE Forskning og Udvikling.
Q&A med Niels Sandholm
Hvad forsker du i?
Jeg har en ph.d. i uddannelsessociologi, og mit hovedområde er uddannelsesforskning, selvfølgelig primært rettet mod sygeplejerskeuddannelsen her på Københavns Professionshøjskole (KP, red.), men også på tværs af KP’s uddannelser. Jeg er særligt optaget af talentuddannelse og læring af kliniske færdigheder. Inden da forskede jeg i rehabilitering og kroniske sygdomme.
Hvorfor valgte du at forske?
Efter mange år som sygeplejerske i klinikken begyndte jeg at læse sociologi, fordi jeg var optaget af sociale forskelle, altså at folk var syge på forskellige måder. Jeg blev nødt til at vide noget mere om de der mønstre - hvordan mennesker var syge, og hvordan de handlede og reagerede. Og så var jeg så heldig, at jeg fik et ph.d.-stipendium under overskriften ”Sygeplejens vilkår” fra Dansk Sygeplejeråd, og sådan kom jeg i gang med min forskerkarriere.
Har din forskning gjort en forskel?
Noget af det vildeste jeg har været med til, er at starte talentudviklingsprogrammet Copenhagen Honours College, der fokuserer på at give sygeplejestuderende specialiserede kompetencer inden for individualiserede, sammenhængende plejeforløb til ældre. Takket være en bevilling på 40 mio.kr. fra Novo Nordisk Fonden udviklede vi talentprogrammet i samarbejde med Amager/Hvidovre og Bispebjerg hospitaler og København og Frederiksberg kommuner. Indtil nu har vi uddannet næsten 100 specialister i ældresygepleje (læs mere om programmet her). Det kører som projekt frem til 2027, og så går det i drift, altså KP fortsætter med at udbyde det. Etableringen af Copenhagen Honours College er naturligvis sket i tæt samarbejde med kolleger, men jeg synes, at min forskning udgør et væsentligt bidrag.
Hvorfor er forskning i sygepleje vigtig?
Det er måske lidt kontroversielt, men jeg synes ikke, at al forskning i sygepleje er lige vigtigt. Men det er jo et spørgsmål om, hvad sygepleje er for et fag. Personligt synes jeg, at der er enormt meget oplevelses-orienteret forskning – forskning om, hvordan det opleves at være syg og patient og ramt af verdens elendigheder. Jeg kunne godt tænke mig mere klinisk forskning i grundlæggende sygepleje, f.eks. udvikling af skånsom og effektiv mundpleje ved svær dyspnø. Der er så meget, vi ikke ved endnu, og der er så meget, vi kan gøre meget bedre.
Dit bedste råd til sygeplejersker, der vil forske?
Jeg bliver tit kontaktet af helt nyuddannede sygeplejersker, der gerne vil læse videre og forske. Jeg sender dem tilbage til klinikken med det samme. Der er stor konkurrence inden for forskning, og man skal kunne gå på både et sygeplejeben og et forskningsben for at kunne begå sig. Klinisk indsigt og erfaring er bydende nødvendigt.