Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

300 sygeplejersker blev klogere på OK24 

Mandag aften blev det første medlemsmøde afholdt for de regionale og kommunale sygeplejersker for at klæde dem bedre på og give dem muligheden for at få svar på deres spørgsmål om aftalerne. Sygeplejersken overværede medlemsmødet, og noget af det, der fyldte hos sygeplejerskerne på medlemsmødet, var spørgsmål om klinisk erfaring, trepartsmidler til regionale sygeplejersker, pension og løn. 

Publiceret: 

7. marts 2024

Senest opdateret: 

12. november 2024

Af:

Josephine Stær

jst@dsr.dk 
Billede1_medlemsmøde.jpg

Foto:

Josephine Stær

Mandag aften var mere end 300 kommunalt og regionalt ansatte sygeplejersker samlet til et virtuelt møde om OK24-forligene. Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, præsenterede forligene, og sammen med 1. næstforperson, Harun Demirtas, og 2. næstforkvinde, Kristina Robins, besvarede hun medlemmernes spørgsmål. 

Et af de centrale emner, der fyldte blandt medlemmerne, der deltog i mødet, var tillægget til den klinisk erfarne sygeplejerske. Flere medlemmer gav udtryk for tvivlen om, hvornår de vil være berettigede til tillægget, og de udtrykte bekymringer for, at det kan blive en udfordring at opnå, fordi det skal forhandles lokalt. 

En regionalt ansat sygeplejerske spurgte i den forbindelse: ”Er det et strategisk håndtag, at man lokalt skal ud at hente centrale midler?”  

Til det svarede 2. næstforkvinde Kristina Robins:  

”Tillægget er centralt aftalt, men det skal forhandles lokalt. Så der er nogle bekymringer, fordi vi bryder lidt med, hvad vi plejer. Vi skal være med til at udvikle nogle kriterier, men ikke desto mindre er det jo en ledelsesbeslutning lokalt. Om det er en strategisk fornuftig vej frem, bliver noget af det, vi skal evaluere. Vi vil selvfølgelig kæmpe for, at så mange som muligt får del i tillægget. Hvis det viser sig, at vi lykkes med det, så kan det muligvis være en vej, vi kan overveje fremadrettet, men hvis det her kommer til at give ballade, frustrationer og usikkerhed, er det ikke en strategisk vej frem.” 

I forhold til trepartsmidlerne skal vi huske på, at det ikke var os, der bestemte, hvilke områder midlerne skulle bruges på.

Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd

Trepartsmidler 

Årets overenskomstforhandlinger er meget særlige, fordi trepartsmidlerne er med. I forbindelse med efterårets trepartsforhandlinger pegede regeringen på, at midlerne primært skulle fordeles til de regionale sygeplejersker. 

Flere kommunale sygeplejersker udtrykte på mødet derfor undren over, hvorfor trepartsmidlerne ikke tilgodeser hele faggruppen.  

En kommunalt ansat sygeplejerske spurgte derfor ind til, hvad regeringens begrundelse var for ikke både at tilgodese de regionale og kommunale sygeplejersker i trepartsforhandlingerne. 

Til det spørgsmål svarede 1. næstforperson Harun Demirtas:  

”I forhold til trepartsmidlerne skal vi huske på, at det ikke var os, der bestemte, hvilke områder midlerne skulle bruges på. Det var regeringen og arbejdsgiverne, der udpegede nogle faggrupper. Det gjorde de ud fra, hvor de syntes, der var mangel på arbejdskraft. Og det er vi selvfølgelig uenige med dem i, fordi vi mener i den grad, at der er brug for flere kommunale sygeplejersker, ligesom der også er brug for regionale.” 

Dorthe Boe Danbjørg tilføjede: 

”Vi er i den særlige situation, at nogle af vores medlemmer blev prioriteret, og andre ikke blev. Regeringen har peget på de grupper, hvor de så, at der var den største mangel, og de største rekrutteringsudfordringer. Det var nogle af de ting, vi blev mødt af, når vi gik ind og diskuterede med dem om, hvorfor vi ikke kunne få kommunale sygeplejersker med i trepartsaftalen. De har kigget på tal, og derfor var det kun sygeplejersker ansat i regionerne, der blev tilgodeset, selvom vi har kæmpet for, at kommunalt ansatte sygeplejersker også kom med.” 

For lav pension? 

En kommunalt ansat sygeplejerske spurgte om, hvorfor Dansk Sygeplejeråd ikke lykkedes med at løfte pensionen lige så meget som andre organisationer. 

”I vil gerne have en højere pension, og det vil vi også rigtig gerne være med til at sikre. Når vi ikke er lykkedes med at hæve pensionen lige så meget som de andre organisationer, handler det om de prioriteringer, vi har foretaget. Vi har haft de samme penge at gøre godt med, som de andre organisationer, men vi har brugt dem anderledes. Der er rigtig mange ting, vi vil bruge penge på, så prioriteringerne er benhårde. Og det er noget af det, der er virkelig vanskeligt, når vi sidder og forhandler overenskomst, for hver gang vi bortprioriterer et krav, siger vi farvel til et krav, der betyder noget for jer, jeres lønudvikling, jeres pensionsmuligheder og jeres arbejdsliv,” svarede Dorthe Boe Danbjørg på det spørgsmål.

Generelt var der flere medlemmer, der spurgte ind til deres egne personlige lønforhold, fordi det kan være svært at gennemskue, hvor meget man kommer til at få, når man f.eks. er ansat på et hospice eller i en atypisk stilling, som der ikke er blevet eksemplificeret med grafikker fra Dansk Sygeplejeråd.  

Til denne type spørgsmål svarede formandskabet på det, de kunne, men de anbefalede i flere tilfælde sygeplejerskerne at tale med deres leder eller tillidsrepræsentanter om de spørgsmål, der har en konkret karakter. 

 

Se eller gense medlemsmødet om OK24-forligene på det kommunale og det regionale område fra mandag d. 4. marts her.

Der kommer flere virtuelle medlemsmøder i marts, som bliver streamet på DSR.dk.