Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

En kort historie om en lang udvikling

Længden og omfanget af sygeplejerskeuddannelsen har altid været under lup, men den nuværende studielængde på tre og et halvt år er ikke grebet ud af den blå luft. Bliv klogere på sygeplejerskeuddannelsens historie her.

Publiceret: 

4. juli 2024

Senest opdateret: 

4. juli 2024

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
64089226

”Det er ikke uddannelsens længde, det kommer an på. Men at vi får de rette unge piger frem i gerningen. De som føler, at de har kaldet i sig.”

Sådan udtalte en fremtrædende dansk læge sig i 1926 om sygeplejerskernes uddannelse. Det var det år, hvor Dansk Sygeplejeråd første gang udgav ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje.”

Udgivelsen skabte en del furore og flettede sig ind i en diskussion om længden af sygeplejerskeuddannelsen i Danmark. Det er en diskussion, som er blusset op på ny i 2024 – ansporet af vedvarende rygter om, at regeringen planlægger at forkorte professionsuddannelserne med et halvt år i den kommende uddannelsesreform, som forventes præsenteret på den anden side af sommerferien.

At sygeplejerskeuddannelsen i dag har en længde på tre og et halvt år, skyldes imidlertid ikke en arbitrær politisk beslutning. Tværtimod er uddannelsens nuværende form resultatet af målrettet arbejde og nogle få, men væsentlige reformer, som bragte den fremad. Det fortæller sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz.

”Historisk har sygeplejen været italesat som et kald, som blev forbundet med opofrelse og kvindelige dyder, men siden 1800-tallet har sygeplejerskerne i Danmark arbejdet for at formalisere uddannelsen, professionalisere faget og opnå en faglig anerkendelse,” siger hun.

Unødvendig viden

Men først en smule mere om lærebogen, som affødte så meget polemik.

”Lærebog og Haandbog i Sygepleje” var et tre bind stort værk, redigeret af forstanderinde på Bispebjerg Hospital Charlotte Munck og overlæge Frode Rydgaard. Den blev udgivet på Nyt Nordisk Forlag og blev hurtigt udsolgt, og kom til at præge sygeplejerskeuddannelsen i mange år frem.

Store grupper af læger kritiserede imidlertid lærebogen for at være for omfangsrig og kompliceret for sygeplejeeleverne. Mange af dem mente, at det slet ikke var nødvendigt for kvinder at lære så meget for at kunne arbejde som sygeplejerske.

”Man var nok i virkeligheden lidt bange for, at en alt for veluddannet og selvstændig sygeplejerskegruppe ville kunne true lægernes faglige monopol,” siger Susanne Malchau Dietz.

Allerede på det tidspunkt var diskussionen om længden og omfanget af sygeplejerskers uddannelse ikke fremmed. Siden Dansk Sygeplejeråds stiftelse i 1899 havde det været fagforeningens hovedsag, at en sygeplejerske skulle have udstået tre års hospitalsuddannelse for at kunne regnes for at være en færdiguddannet – en ”rigtig” – sygeplejerske.

En beskyttet titel

Sygeplejerskeuddannelsen og organiseringen var dengang meget varierende på landsplan. På de store uddannelsessteder var det typisk forstanderinder, der ledede sygeplejerskernes uddannelse, mens det på de mindre sygehuse stadig var læger – en praksis, der fortsatte helt op til 1950’erne.

”Indtil statsautorisationen blev vedtaget i 1933, var længden på de forskellige sygeplejerskeuddannelser også meget varieret. Titlen sygeplejerske var ikke beskyttet, hvilket f.eks. betød, at ufaglærte kvinder også kunne arbejde som sygeplejersker,” siger Susanne Malchau Dietz.

Frem mod 1933 var Dansk Sygeplejeråds emblem derfor det eneste synlige bevis på en sygeplejerske som havde en uddannelse bag sig, da man for at blive medlem skulle kunne godtgøre, at man havde gennemgået tre års sygeplejerskeuddannelse.

Med loven om statsautorisation ændrede det sig. Den betød nemlig, at man skulle gennemgå en treårig sygeplejerskeuddannelse for at kunne få lov til at arbejde som og kalde sig sygeplejerske. Loven sagde dog intet om uddannelsens struktur og indhold.

”Der mangler på det her tidspunkt stadig en ensretning af sygeplejerskeuddannelsen. Den uddannelse, man får, kan være vidt forskellig alt efter, hvor man bliver uddannet. Det hele er meget løst, med 110 forskellige godkendte uddannelsessteder og stor variation i praktikken,” forklarer Susanne Malchau Dietz og fortsætter:

”Adgangskravene til uddannelsen var heller ikke ensrettede eller specielt høje. En 7. klasse fra en landsbyskole var nok det mest almindelige, men ikke påkrævet, og vigtigt var det at man havde ført et moralsk anstændigt liv.”

Den store reform

Den næste milepæl i sygeplejerskeuddannelsen i Danmark kommer godt 25 år senere, i 1958. Det første skridt hen mod den tages dog allerede i 1946, da Dansk Sygeplejeråd udarbejder en betænkning vedrørende grunduddannelsen.

I betænkningen foreslår DSR en treårig ensartet sygeplejerskeuddannelse med fem måneders forudgående ophold på en sygeplejehøjskole eller 12 ugers forskole på et hospital. Uddannelsen skal give sygeplejeeleverne forudsætninger ikke blot i hospitalssygepleje, men også i hjemmesygepleje og sundhedspleje.

Antallet af teoritimer foreslås til 916 timer fordelt med 466 timer på forskolen og 450 under den treårige uddannelse. Den praktiske uddannelse skulle desuden være alsidig og indeholde kirurgi, medicin og forskellige specialer. Desuden anbefalede man fire måneder i psykiatrien og to i socialt arbejde.

I 1954 kvitterer Indenrigsministeriet med sin egen betænkning, hvor man som Dansk Sygeplejeråd bl.a. anbefaler en grunduddannelse bestående af forskole og treårig sygeplejerskeuddannelse – en generalistuddannelse, der skulle være ensartet hvad angik mål, indhold og optagelsesbetingelser.

Processen kulminerer i 1956, da Folketinget vedtager en ny lov om sygeplejersker, som træder i kraft den 1. april 1958. Og det er måske den største reform, sygeplejerskeuddannelsen har set, fortæller Susanne Malchau Dietz.

”Her bliver sygeplejerskeuddannelsen for første gang ensartet på landsplan, med lovkrav til indhold og struktur. Det er et stort skridt fremad,” siger hun.

Læs også: Kortere uddannelse: Mindre rustet til mere kompleks sygepleje

Med reformen blev sygeplejerskeuddannelsen omdannet til en treogethalvtårig uddannelse, med seks måneders forskole med 780 teoritimer, efterfulgt af tre års uddannelse med 620 teoritimer og en alsidig praktik.

110 godkendte uddannelsessteder blev desuden skåret ned til 34 sygeplejeskoler: 33 i Danmark og en skole på Færøerne.

Adgangskravene til uddannelsen blev også skærpet en smule. For at kunne blive sygeplejerske skulle man nu have gennemført 7. klasse. Derudover skulle man have udstået et års praktisk husgerning og kunne fremvise en attest for ”god vandel” – bevis for at have ført et ulasteligt liv.

”Det var dog enormt skuffende for bl.a. Dansk Sygeplejeråd, at adgangskriteriet ikke blev hævet mere. Der var heller ikke tale om en studiebaseret uddannelse endnu. Selvom den bliver længere og får flere teoritimer i 1958, er sygeplejerskeuddannelsen stadig en lærlingeuddannelse, hvor man står i lære og får løn under uddannelse, ligesom en håndværker. Det bliver så et problem senere hen,” fortæller Susanne Malchau Dietz.

Slut med mesterlære

Adgangskravene skærpes bl.a. i 1979, hvor de hæves til 10 års forudgående skolegang og en aldersgrænse på minimum 18 år. Sygeplejerskeuddannelsens lærlingestruktur fortsætter dog helt frem til den næste uddannelsesreform. Den kommer i 1990, hvor uddannelsen bliver omlagt til et decideret studium.

Med reformen hæves adgangskravene, så de svarer til kravene på de øvrige videregående uddannelser, med 12 års forudgående skolegang i form af en studentereksamen eller en HF/HHX. Elevlønnen skiftes desuden ud med en SU under næsten hele studiet, undtagen i den sidste praktikperiode.

”Det er i mine øjne et kæmpe gennembrud, fordi det giver faget en vis akademisk legitimitet. Sygeplejeeleverne tages ud af normeringen og bliver herfra anset som studerende, ikke arbejdskraft. Det havde man forsøgt at opnå længe, men det var i årenes løb flere gange blevet afvist fra politisk hold, fordi det ville blive alt for dyrt. De studerende var jo billig arbejdskraft, og man mente, det ville koste alt for mange penge at skulle erstatte dem med færdiguddannede sygeplejersker,” fortæller Susanne Malchau Dietz. Hun fortsætter:

”Samtidig var der i årene fra 1958 og frem mod reformen i 1990 også stadig en opfattelse af, at det ikke var nødvendigt at omdanne sygeplejerskeuddannelsen til et studium. Sygepleje var jo et kvindefag og hvor svært kunne det lige være? Der var stadig den her nedvurdering, som har været så svær for faget at ryste sig fri af.”

Læs også: Kortere uddannelse, mindre magt

Men et studium blev det – og den næste store sejr for sygeplejefaget kom allerede i 1991, da uddannelsen fik både en kandidatuddannelse ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole og en Ph.d. ved Aarhus Universitet i samme år.

”Det er fra 1991 og frem, i takt med at kandidatuddannelsen og efterfølgende også en masteruddannelse etablerer sig, at en teoretisk funderet faglighed og udvikling – ja, sygeplejevidenskab – for alvor begynder at udgøre et vigtigt fundament i uddannelsen i Danmark. Professionsbacheloren kommer dog først 10 år efter, hvilket jo i sig selv er mærkværdigt: At vi får en kandidatuddannelse, før vi får en bachelor. Men fortæller måske noget om, hvordan man historisk har betragtet sygeplejefaget i Danmark fra politisk hold, en kandidatuddannelse for de få er okay, men en bachelor for de mange er akademisk overdrevet - og koster for meget,” siger Susanne Malchau Dietz.

2001: Professionsbachelor. 2024: ?

Det var først i 2001 at sygeplejerskeuddannelsen endelig blev til den professionsbachelor, vi kender i dag. Nu vil det vise sig, om den næste store reform ligger lige om hjørnet.

”Vi må jo se, hvad de beslutter. Og hvad det indebærer, hvis man rent faktisk skærer et halvt år af uddannelsen. Det er i så fald et historisk tilbageslag af dimensioner,” siger Susanne Malchau Dietz. Hun fortsætter:

”Som det er nu, bliver sygeplejersker jo betragtet som flyvefærdige generalister, når de kommer ud fra uddannelsen, men det standpunkt bliver sværere og sværere at forsvare, hvis man korter uddannelsen ned. Så sker det, er det efter min mening nødvendigt at etablere nye former for introduktion for de nyuddannede, så de kan indhente det tabte. De skal jo fortsat føle sig trygge, opfylde kravene og fastholdes i vor tids komplekse sundhedssystemer. Men det er som om, at man ikke anerkender, at det er nødvendigt for sygeplejersker.”

Er det den historiske arv og synet på kvindefag, der spøger igen?

”Det ved jeg ikke,” siger Susanne Malchau Dietz. ”Men det er desværre meget muligt.”