Nyhed
Formand har en ”god mavefornemmelse” efter ny overenskomst
Overenskomst for konsultationssygeplejersker er forhandlet på plads, og den er tilfredsstillende, mener formanden for Faglig Selskab for Konsultations- og Infirmerisygeplejersker.
Publiceret:
19. december 2024
Senest opdateret:
19. december 2024

Foto:
Privat / Dansk Sygeplejeråd.
”Vi er godt tilfredse med resultatet på løndelen. Jeg ved, det har været en hård forhandling, så det er godt forhandlet hjem.”
Sådan lyder det fra Marianne Cederholm, der er formand for Faglig Selskab for Konsultations- og Infirmerisygeplejersker, efter en aftale mellem Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening landede tirsdag.
Aftalen om en ny overenskomst sikrer konsultationssygeplejerskerne en lønstigning i to omgange over de kommende to år med en økonomisk ramme på 8,40 procent frem mod den 30. november 2026.
”Lønstigningen understreger, at vi skal honoreres for de øgede krav og komplekse opgaver, som vi de seneste år har oplevet med den store opgaveglidning der har været.”
”Lønmæssigt er mavefornemmelsen god. Vi fik mere forhandlet hjem i den her omgang end sidst, og vi har sikret reallønnen. Af hvad jeg lige har hørt, så er folk godt tilfredse,” siger Marianne Cederholm.
Aftalen om overenskomsten gælder fra 1. december 2024, hvorfra den første lønstigning på 5,51 procent også gælder. Anden regulering på 2,87 procent træder i kraft den 1. december 2025. 0,02 procent af den økonomiske ramme går til bedre barselsvilkår.
Du kan læse mere om aftalen her.
DSR: ”En tilfredsstillende aftale på løndelen”
I Dansk Sygeplejeråd har 2. næstforkvinde, Kristina Robins, været chefforhandler, og hun er overordnet tilfreds med resultatet.
”Vi har indgået en overenskomst, der sikrer sygeplejerskerne en reallønsfremgang over de næste to år. Det er vi selvfølgelig tilfredse med. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en vanskelig forhandling, hvor vi har måttet kæmpe for hver en lønkrone, men jeg synes, vi er landet med en tilfredsstillende aftale på løndelen. Det håber jeg også, medlemmerne synes,” siger Kristina Robins.

Håndslag mellem Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening. Bitten K. Kristensen, næstformand i dbio (tv.), Kristina Robins, 2. næstforkvinde i DSR (mf.), og Niels Ulrich Holm fra PLA (th.).
Foto:
Privat
Lønstigningerne resulterer i, at en sygeplejerske på løntrin 1 vil få en bruttolønstigning på 3.085 kroner pr. måned, mens en sygeplejerske på løntrin 2 vil få en bruttolønstigning på 3.500 kroner pr. måned. De ledende sygeplejersker får en bruttolønstigning på 4.105 kroner pr. måned.
Derudover reguleres individuelt aftalte tillæg også med de aftalte procentsatser. Ligesom pensionsbidraget stiger i takt med lønreguleringen.
"Jeg undrer mig over, at man ikke prioriterer mere uddannelse til os."
Marianne Cederholm, formand for Faglig Selskab for Konsultations- og InfirmerisygeplejerskerMangler uddannelse
I aftalen om en ny overenskomst er man desuden også blevet enige om, at 0,02 procent af lønrammen skal bruges på at sikre mere løn under barsel, så medarbejdere, som får to eller flere børn, får ret til yderligere 13 ugers orlov med løn. Og medarbejdere, som bliver soloforælder, får ret til yderligere 10 ugers orlov med løn.
Omvendt er det ikke lykkedes at skaffe forbedringer i forhold til uddannelse og kompetenceudvikling, hvilket formand Marianne Cederholm gerne havde set.
”Vi havde tre krav om løn, uddannelse og arbejdsmiljø. Hvis man ser på de flere krav og komplekse opgaver de seneste år, så kan jeg undre mig over, at man ikke prioriterer mere uddannelse til os."
”Det var forventeligt med barslen, for man kan se, at det er det, som andre får forhandlet hjem. Det læner sig bare op ad andres overenskomster, så det manglede bare.”
DSR afholder et virtuelt medlemsmøde med mulighed for spørgsmål til aftalen den 13. januar, hvor der også sendes til urafstemning blandt medlemmerne. Afstemningen lukker den 21. januar 2025.
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere28. april 2025
Ny undersøgelse: Sundhedsplejersker mangler viden om vold
Sundhedsplejersker ser opsporing af vold i familier som en del af deres opgaver, men de tilkendegiver, at de mangle...
Afsender
Sygeplejersken
25. april 2025
Udenlandske sygeplejersker til minister: Lad os blive og bidrage!
Op mod 100 udenlandske sygeplejersker mødte onsdag den 23. april op ved Christiansborg for at gøre indenrigs- og su...
Afsender
Sygeplejersken
24. april 2025
59-årig har lavet et usædvanligt skifte: “Jeg kan næsten ikke snakke godt nok om det”
Nanna Krogh er blevet forelsket i sygeplejen og er gået i gang med at uddanne sig til sygeplejerske. Efter 38 år i ...
Afsender
Sygeplejersken
16. april 2025
Camilla skal arbejde, til hun er 72 år
Der er 36 år til, at sygeplejerske Camilla Rasmussen kan få sin folkepension som 72-årig. Hun er ét af ansigterne i...
Afsender
Sygeplejersken